Københavns Projekthus - ansøgning og ny bæredygtig model
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager stilling til perspektiver for videreførelse af Københavns Projekthus og henviser ansøgningen fra Københavns Projekthus til forhandlingerne for budget 2017.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget drøftede på sit møde den 29. oktober 2015 perspektiverne for videreførelse af Bavnehøj inkubator ved Københavns Projekthus i 2016. I den forbindelse besluttede udvalget, at forvaltningen og Københavns Projekthus (KPH) skulle udarbejde et forslag til en ny og mere bæredygtig model, som kan indgå i den videre politiske proces frem mod budgetforhandlingerne 2017.
KPH har i dialog med forvaltningen udarbejdet en ansøgning til udvalget, som indeholder 4 forskellige scenarier for en mere bæredygtig model (bilag 1).
Løsning
København er på vej til at blive en førende by inden for social iværksætteri og kreativ erhverv, deleøkonomi, mad, kulturel, social og miljømæssig innovation, men det fulde potentiale er endnu ikke realiseret. KPH arbejder for at styrke det sociale og kreative vækstlag for at indfri potentialet.
KPH fungerer i dag som et kontorfællesskab og inkubationsmiljø for social iværksætteri og kreative erhverv og spænder bredt fra projektaktive til små virksomheder. KPH rummer i dag:
- Et kontorfællesskab for unge projektaktive, start-ups og entreprenører (15-30 år) på 3. sal.
- Bavnehøj Inkubator for mere etablerede, små virksomheder og organisationer på 4. sal.
- KPH VOLUME, en remise som benyttes til aktiviteter og events.
KPH har i dialog med Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejdet oplæg til, hvordan KPH både kan realisere det potentiale, der er i de sociale og kreative vækstlag, og samtidig skabe en mere økonomisk bæredygtig model for KPH.
Ny bæredygtig model for KPH via styrkelse af KPH og husets brugere
KPH havde i 2015 en gennemstrømning på 3740 personer, heraf 360 iværksættere, fordelt på 58 CVR-numre og ca. 3300 frivillige. KPH oplever en stigende efterspørgsel men kan ikke under de nuværende forhold optage et større antal brugere.
Ifølge KPH er erfaringerne, at iværksættere bedst når fra idé til realisering, hvis de har gode arbejdsmiljøer, et tværfagligt netværk samt viden- og kompetencedeling med erfarne iværksættere og adgang til partnerskaber. Kombinationen af partnerne, kompetencer og netværk øger samtidig chancerne for adgang til risikovillig kapital i form af funding, investorer, sponsorer og alternativ finansiering. Hvis KPH skal understøtte iværksætterne endnu mere, kræver det en styrkelse af hele miljøet fra unge projektskabere til iværksættere og små virksomheder samt andre professionelle aktører og organisationer. Denne styrkelse kræver, at KPH får mulighed for at udvide de fysiske rammer og optage nye brugergrupper og aktiviteter i huset.
KPH foreslår følgende løsninger:
- at udvide pladsen i forhuset på Enghavevej 80. Det giver plads til et større antal brugere og kan tiltrække større eksterne partnere til at bidrage til huset og til miljøet.
- at opgradere KPH VOLUME til en fleksibel multihal året rundt, så KPH kan tiltrække og facilitere nogle af Københavns mest innovative konferencer og arrangementer.
Fire modeller for bæredygtige løsninger
KPH lægger op til fire mulige modeller:
1. Scenarie - Fuld model (anbefalet af KPH)
Det første scenarie består af, at KPH overtager hele huset på Enghavevej 80. I dag har KPH to etager, men ønsker at overtage hele huset på seks etager i alt. De øvrige lejere er kommunale lejere. Derudover forudsættes det, at KPH VOLUME renoveres, så den kan bruges året rundt.
Hvis dette scenarie realiseres, vil KPH have mulighed for at bibeholde de eksisterende brugergrupper men samtidig at udvide husets målgruppe og aktiviteter blandt andet med:
- Plads til mentorer og rådgivere samt de mere etablerede virksomheder og organisationer, som stadig kan tilføre værdi til huset, men som er for etablerede til at være vækstlag
- Fablab og produktionsfaciliteter
- Åbne studiepladser og adgang for offentligheden
- Mulighed for at opstarte nye projekter, som rækker videre ud af huset, fx læringsprojekt om innovation helt ned til folkeskoleniveau i samarbejde med Københavns Kommmune, Egmontfonden, IDA, Fonden for entreprenørskab, sociale iværksættere, udannelsesinstitutioner m.fl.
KPH vurderer, at scenariet kan tilføre en stigning på 350 % i antallet af iværksættere, og at KPH kan blive 100 % selvfinansieret efter 2020.
Kultur- og Fritidsudvalget ansøges om: 4 mio. kr. i 2017, 2,4 mio. kr. årligt i 2018 og 2019, 0,5 mio. kr. i 2020. Herefter vil KPH være selvfinansieret. Derudover søges der om 1 mio. kr. i etableringsomkostninger til KPH VOLUME. Selve renoveringen søges hos fonde.
2. Scenarie - medium model
Scenarie 2 indeholder bibeholdelse af de to nuværende etager på Enghavevej 80 men en opgradering af KPH VOLUME (remisen) i 2017, hvor KPH VOLUME vil være lukket for events og hermed også indtjening i 2017. En opgradering af KPH VOLUME vil, ifølge KPH, øge aktivitetsniveauet på op til 400% og en stigning i lejeindtægter på 300%.
Kultur- og Fritidsudvalget ansøges om: 3 mio. i 2017, 2.4 mio. 2018, 1.8 mio. i 2019 og 1 mio. i 2020. Herefter forventes det, at KPH fremadrettet vil ansøge om 1 mio. kr. årligt. Scenariet afhænger af Funding til renovering af KPH VOLUME.
3. Scenarie - medium model
I scenarie 3 ønsker KPH at overtage lejemålet af alle etager på Enghavevej 80.
Kultur- og Fritidsudvalget ansøges om 3 mio. kr. i 2017, 2,4 mio. kr. årligt i 2018 og 2019. Herefter forventes det, at KPH fremadrettet vil ansøge om 1 mio. kr. årligt. Derudover søges der om en anlægsinvestering på 1 mio. til fysisk etablering af det nye niveau.
4. Scenarie - eksisterende model
Det sidste scenarie er KPH's eksisterende model, hvor KPH VOLUME kan anvendes som uopvarmet hal, og hvor KPH råder over 3. og 4. sal på Enghavevej 80.
Kultur- og Fritidsudvalget ansøges om 2,4 mio. kr. årligt i 2017-2020 for at oprette mulighederne og aktiviteterne for vækstlaget.
***
KPH har udarbejdet oplægget i dialog med Kultur- og Fritidsforvaltningen. Forvaltningen vurderer, at Scenarie 1 er det mest interessante og giver størst værdi til det miljøet inden for kreative og sociale iværksættere og organisationer. Scenariet forudsætter dog, at der frigøres plads på Enghavevej 80, og at der findes ekstern finansiering til renovering af remisen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at henvise KPH's ansøgning til forhandlingerne for budget 2017, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejde et budgetnotat.
Carsten Haurum
/Aravni Jakobsen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 2. juni 2016:
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede følgende:
at det undersøges om Kultur- og Fritidsforvaltningen kan overtage hele huset på Enghavevej 80
at der arbejdes videre med at undersøge perspektiverne for KPH VOLUME
at der udarbejdes budgetnotater på samtlige modeller, i relevant omfang i samarbejde med Økonomiforvaltningen og eventuelt Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, med henblik på at sagen kan indgå i forhandlingerne om budget 2017.