B-sag: Ansøgninger til Direktør Michael Hermann Nielsens Mindelegat
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget meddeler afslag på ansøgning om tilskud til research til kunstudstillingen Ly
- at Kultur- og Fritidsudvalget bevilger legatstøtte på 18.000 kr. til Selskabet Bellman til nodearrangementer og honorarer ved selskabets københavnske arrangementer og medvirken ved symposiet i Stockholm
- at Kultur- og Fritidsudvalget bevilger legatstøtte på 20.000 kr. til projektet Andersabo til koncert på Mayhem i efteråret 2019
- at Kultur- og Fritidsudvalget bevilger legatstøtte på 75.000 kr. til Sydhavn Teater til Ingrid Stokke Solviks deltagelse i projektet FuturX
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget skal som legatbestyrelse for Direktør Michael Hermann Nielsens Mindelegat tage stilling til, om der skal gives støtte til fire ansøgninger til legatet. Alle fire ansøgninger omhandler formålet skandinavisk samarbejde.
Legatets disponible midler er pt. på ca. 1.600.000 kr., hvoraf halvdelen - ca. 800.000 kr. - er til "Fremme af samarbejdet mellem de skandinaviske nationer".
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 23. august 2018 at fastsætte nogle uddybende kriterier for formål, der fremmer det skandinaviske samarbejde og fastsætte to årlige ansøgningsfrister, den 1. april og 1. oktober.
Normalt uddeles legater på op til 100.000 kr. til velgørende og almennyttige organisationer og institutioner af Kultur- og Fritidsforvaltningen i henhold til stående bemyndigelse. Forvaltningen har imidlertid valgt at forelægge disse ansøgninger for Kultur- og Fritidsudvalget, da der er tale om en ny ordning.
Løsning
Der har i en årrække været meget få uddelinger fra legatet. Dette skyldes formentligt, at kendskabet til legatet er begrænset. I dag kan oplysninger om legatet findes på Københavns Kommunes hjemmeside og i legathåndbogen. Med henblik på at øge kendskabet til legatet har Kultur- og Fritidsforvaltningen bl.a. oplyst om legatet til Dansk Skuespillerforbund, Dansk Musikerforbund, Billedkunstnernes Forbund samt direkte til de små storbyteatre.
Inden ansøgningsfristen den 1. april 2019 er der modtaget fire ansøgninger til formålet "Fremme af samarbejdet mellem de skandinaviske nationer".
Bevillinger under legatets formål "Fremme af samarbejdet mellem de skandinaviske nationer" uddeles efter følgende overordnede principper:
- Fremme af formidling og kultursamarbejde mellem de skandinaviske lande, eksempelvis via scenekunst, musik, visuel kunst, design, mad eller tværgående kunstneriske projekter
- Samfunds- og kulturprojekter, hvis formål er at formidle og udvikle de skandinaviske landes kulturliv og øge kendskabet til landenes fælles historie - både i de skandinaviske lande og i resten af verden
Ansøgning 1. Research til kunstudstillingen Ly
Charlotte Thrane har søgt om 8.650 kr. til research i forbindelse med kunstudstillingen Ly, der skal vises i Skovsnogen i Vestjylland i sommeren 2021. Udstillingen Ly er en gruppeudstilling, hvor en gruppe på ca. 15-20 billedkunstnere inviteres til hver at skabe et ly. Disse ly vil både fungere som skulpturelle værker og som faktiske ly, som over tid vil blive påvirket af vind og vejr. Udstillingen er en kommentar til aktuelle problemstillinger vedrørende flygtningestrømme verden over. Ansøger har taget kontakt til tre finske kunstnere, som har sagt ja til, at Charlotte Thrane kan besøge dem i deres atelier for at se deres arbejde. Der søges om midler til at flyve til Helsinki og ophold i området i fem dage.
Ansøgningen indstilles til afslag, da der primært er tale om kunstnere fra Finland, som ikke er en del af Skandinavien.
Ansøgning 2. Selskabet Bellmans koncertaktiviteter i 2019
Selskabet Bellman i Danmark har søgt om 18.000 kr. til selskabets koncertaktiviteter i 2019.
Selskabet planlægger sangaftener med litterære oplæg ledsaget af originalinstrumenter, en event på Københavns Universitet og en sensommerkoncert på Sophienholm. Selskabets svenske søsterforening fejrer i år 100-året for deres oprettelse ved et todages symposion, som afholdes i Stockholm i september 2019. Ansøger ønsker at være repræsenteret ved symposiet, hvor de vil præsentere Bellmans salmer i en ny oversættelse til dansk og med nykomponeret musik af foreningens formand. En dansk sanger og to musikere vil deltage i dette indslag.
De 18.000 kr. skal dække udarbejdelse af nodearrangementer, medvirken ved symposiet i Stockholm og honorarer til de medvirkende musikere ved arrangementerne i København. Selskabet modtog 17.000 kr. fra legatet til deres aktiviteter i 2018.
Der indstilles til en legatportion på 18.000 kr., da det ansøgte vurderes at være omfattet af fundatsens formål om at fremme samarbejdet mellem de skandinaviske nationer.
Ansøgning 3. Andersabo - eksperimentel skandinavisk musik
Jason Dungan har søgt om 20.000 kr. til koncert på Mayhem i efteråret 2019. Andersabo er et projekt med eksperimentel skandinavisk musik. Siden 2016 har over 30 musikere fra hele Norden været inviteret til at leve, arbejde og udvikle ny musik i samarbejde med lokalsamfundet. Hvert ophold slutter med en koncert for et lokalt publikum i Sverige. I 2019 arrangeres også en koncert på Mayhem i København. Koncerten finder sted i efteråret 2019. Der deltager danske, svenske og finske musikere. Det er første gang deltagerne vil mødes og udføre musik sammen, hvilket vil udbrede et tidligere samarbejde fra 2018 til et bredere internationalt publikum.
Der indstilles til en legatportion på 20.000 kr., da det ansøgte vurderes at være omfattet af fundatsens formål om at fremme samarbejdet mellem de skandinaviske nationer, og da deltagerne i projektet kommer fra bl.a. Danmark og Sverige.
Ansøgning 4. FuturX på Sydhavn Teater
Sydhavn Teater har søgt om 75.000 kr. til projektet FuturX. Sydhavn Teater vil med projektet FuturX støtte op om og styrke mulighederne for samarbejde med de skandinaviske og nordiske lande. I projektet er der lagt vægt på, at få præsenteret en bredde af kunstneriske udtryk og bl.a. særligt styrke teatrets forbindelse til Norge. Den norske multikunstner Ingrid Stokke Solvik skal repræsentere det skandinaviske udtryk i projektet. Hun skaber stemningsfulde lys- og videoinstallationer inspireret af den skandinaviske biodiversitet. FuturX er delt op i fem kapitler, og Ingrid Stokke Solvik skaber den visuelle fortælling i sidste kapitel af projektet. Omkostningerne til Ingrid Stokke Solviks deltagelse er på 125.000 kr., hvoraf legatet søges om 75.000 kr. til honorar og ophold.
Der indstilles til en legatportion på 75.000 kr., da det ansøgte vurderes at være omfattet af fundatsens formål om at fremme samarbejdet mellem de skandinaviske nationer, og da den deltagende kunstner kommer fra Norge.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Såfremt indstillingen godkendes, vil forvaltningen sørge for henholdsvis at meddele afslag og udbetale de bevilgede legatportioner. Legatet er omfattet af den stående bemyndigelse, og legater på op til 100.000 kr. vil derfor fremadrettet blive uddelt af Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Mette Touborg
/Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 2. maj 2019:
Indstillingen blev godkendt i forbindelse med dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).