European Cross Media Academy (EUCROMA)- ansøgning om tilskud
Indstilling og beslutning
1. at Kultur- og Fritidsudvalget meddeler afslag på ansøgningen på 2 mio. kr. til etablering af EUCROMA, da der ikke er afsat midler hertil på budgettet.
Problemstilling
Filmskolen i København har med stor succes skabt en national overbygningsuddannelse indenfor spiludvikling DADIO (Det Danske Akademi for Digital Interaktiv Underholdning).
Uddannelsen har tiltrukket så forskellige faggrupper som matematikere, fysikere, designere og it-udviklere. Formålet er at bringe de forskellige kompetencer sammen, skabe et fælles sprog og gennem konkrete workshop træne spilproduktion.
Den indenlandske overbygningsuddannelse har været en stor succes, der har ført til øget innovation indenfor den danske spilproduktion. EUCROMA er udviklet på baggrund af DADIO men retter sig mod internationale studerende. Der forventes at knap 200 studerende kommer gennem uddannelsen i løbet af de tre år.
Det samlede budget for den 3-årige indkøringsperiode er 19 mio. kr. Heraf ansøges Københavns Kommune om 2 mio. kr.. Der er foreløbigt givet tilsagn fra EU's MEDIA-program, medarbejdende europæiske læreranstalter, Filmskolen, Computerspilzonen samt industrien. Region Hovedstadens Vækstforum har indstillet til Hovedstadsrådet at bevilge 4,5 mio. kr.
Løsning
Hovedstadsområdet står stærkt i Europa inden for de kreative erhvervsområder. Computerspil- og filmbranchen er en af de kreative klynger, hvor hovedstadsområdet har gode forudsætninger for at indgå i den internationale konkurrence.
Uddannelsen er en unik mulighed for København for at opbygge sin internationale styrkeposition indenfor spiludvikling. Flere internationale spiludgivere og udviklere har allerede vist interesse for EUCROMA, hvilket peger på at hovedstadsregionen, ved at udvikle sit kreative miljø, kan tiltrække større spillere og dermed opgradere underholdningsindustriens konkurrenceevne.
København har en stærk klynge indenfor spil- og filmproduktion. Ved at etablere en international uddannelse som samler studerende fra hele Europa, vil klyngen blive styrket yderligere og sikre København en central placering også i fremtiden.
Effekterne ved at etablere en international overbygningsuddannelse i København vil være:
- Positionering af Hovedstadsregionen som europæisk platform for rekruttering af professionelle computerspil/cross media kompetencer. Dette findes på nuværende tidspunkt ikke andetsteds i Europa.
- Konsolidering af hovedstadsregionen som europæisk center for kreative-, underholdnings- og oplevelsesorienterede uddannelser og forskning
- Ca. 50-100 nye arbejdspladser på kort sigt. 200 på lang sigt
Det er Kultur- og Fritidsforvaltningens samlede vurdering, at EUCROMA er et spændende projekt, som giver mulighed for dels at styrke den danske computerspil- og filmbranche, dels at styrke hovedstadsområdet som et international "Hot-Spot" for udvikling af digitale spil og film i Nordeuropa. Projektet er et bud på, hvordan kommunen kan være med til at etablere gode rammevilkår for kreative erhverv og således styrke de kreative erhverv i fremtidens vækstdagsorden.
Til trods for den positive vurdering indstiller Kultur- og Fritidsforvaltningen, at Kultur- og Fritidsudvalget meddeler afslag på ansøgningen fra Den Danske Filmskole og DADIU, da der ikke er midler afsat til EUCROMA på budgettet.
Økonomi
Videre proces
Carsten Haurum
/ Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 2. februar 2012:
Følgende repræsentant fra EUCROMA havde inden behandlingen af punktet foretræde for udvalget om sagen:
- Gunnar Wille
- Søren E. Jakobsen