Mødedato: 01.11.2018, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Fremtidig biblioteksstruktur på Østerbro

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, hvorvidt Kultur- og Fritidsforvaltningen skal arbejde videre med en ny biblioteksstruktur på Østerbro.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget, med udgangspunkt i de tre muligheder, der er skitseret i indstillingen, tager stilling til det videre arbejde med en ny biblioteksstruktur på Østerbro.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 19. september 2018 at udsætte sagen "Fremtidig biblioteksstruktur på Østerbro" med henblik på en kvalificering af beslutningsgrundlaget. Nærværende indstilling erstatter den udsatte indstilling.

Kultur- og Fritidsudvalget afsatte den 28. september 2017 100.000 kr. til en indledende screening af Østre Elværk med borgerinddragelse og udvidelsesmuligheder på Kildevæld Skole. HOFOR tilkendegiver, at selskabet, af driftsmæssige årsager, ikke ønsker at samlokalisere bibliotek og produktionsanlæg, selvom bygningen bliver tilpasset funktionerne. Det skyldes, at en samlokalisering vil indebære flere driftsmæssige omkostninger og udfordre arbejdsgangen for anlæggets medarbejdere, både når det er i brug, og når det skal ibrugtages med kort varsel.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har brugt 21.000 kr. af de afsatte midler på analysen af mulighederne for at placere en biblioteksfunktion ved det kommende Kulturcenter Kildevæld.

Løsning

I takt med befolkningstilvæksten og udviklingen af nye byområder, herunder Nordhavn, er der behov for en udbygning af biblioteksfunktionerne på Østerbro. Desuden er Øbro Jagtvej Bibliotek nedslidt og uhensigtsmæssigt indrettet.

Kapacitetsbehovet på biblioteksfunktioner på Østerbro tager udgangspunkt i det nuværende serviceniveau. Hvis man vil fastholde serviceniveauet, skal udbygningen af biblioteksfunktionerne følge befolkningsudviklingen.

Østerbro bliver i dag betjent af to biblioteker - Østerbro Bibliotek og Øbro Jagtvej Bibliotek (Bilag 1). Derudover er der en mindre biblioteksfunktion på vej i Kulturcenter Kildevæld. I forbindelse med Budget 2019 blev der afsat 9,5 mio. kr. til en planlægningsbevilling til en ny skole i Nordhavn med bibliotek og idrætshal.   

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget ønsker, at forvaltningen arbejder videre med at ændre biblioteksstrukturen på Østerbro, foreslås det, at forvaltningen undersøger en eller flere af nedenstående tre muligheder nærmere:

1. Kulturcenter Kildevæld

Det kommende Kulturcenter Kildevæld på ca. 1.000 kvadratmeter ligger i den nordlige del af Østerbro. Kulturcentret vil indeholde foreningslokaler, værksted og bevægelsessal samt en begrænset biblioteksfunktion på ca. 200 m2. Kulturcenter Kildevæld er planlagt til at åbne i 2. kvartal 2019.

Der er flere muligheder for at etablere et bibliotek på 600 m2 ved det kommende Kulturcenter Kildevæld og Kildevældsskolen. En tilbygning kan fx placeres i forbindelse med det kommende Kulturcenter Kildevæld ved eller ovenpå multisalen eller på en grund tæt på kulturcentret ejet af Københavns Kommune (bilag 3).

Med afsæt i Tingbjerg Bibliotek/Kulturhus og det kommende Valby Bibliotek skønnes det, at en biblioteksfunktion ved Kildevældsskolen på 600 m2 kan etableres for i størrelsesorden 35 mio. kr. Beløbet skal kvalificeres i det videre forløb og i tæt samarbejde med Byggeri København.

Der er ingen lokalplan for området ved Kildevældsskolen. Derfor skal muligheden for en udbygning eller placering af et nybyggeri afklares i en behovsafklaringsfase i samarbejde med Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen. 

2. Svanemøllehallen

Svanemøllehallen ligger tæt på Svanemøllen Station og forholdsvis tæt på Nordhavn. I Svanemøllehallen dyrkes mange forskellige idrætsaktiviteter, blandt andet badminton, volleyball, basketball, boksning, håndbold og squash. Det er oplagt at sammentænke idrætsfaciliteter med kulturfaciliteter i det i forvejen velbesøgte område. Svanemøllehallen havde 210.000 besøgende i 2017.

Med afsæt i Tingbjerg Bibliotek/Kulturhus og det kommende Valby Bibliotek skønnes det, at en biblioteksfunktion ved Svanemøllehallen på 600 m2 kan etableres for i størrelsesorden 35 mio. kr. Beløbet skal kvalificeres i det videre forløb og i tæt samarbejde med Byggeri København.

Med Budget 2018 blev der afsat 10 mio. kr. til  renovering af Svanemøllen. På grund af anlægsloftet er projekteringen udskudt til 2019/2020. Renoveringen af Svanemøllen kan med fordel sammentænkes med en udvidelse og etablering af biblioteksfunktion.

Der er ingen lokalplan for området ved Svanemøllehallen. Derfor skal muligheden for en udbygning eller placering af et nybyggeri afklares i en behovsafklaringsfase i samarbejde med Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen. 

3. Nyt bibliotek i et etagebyggeri på Jagtvej

Jagtvej Øbro Bibliotek ligger ved siden af den kommende metrostation, Poul Henningsens Plads i den østlige ende af Jagtvej. Biblioteket er nedslidt og uhensigtsmæssigt indrettet, da det strækker sig over flere etager.

Det kan undersøges nærmere, om der er mulighed for at placere et nyt etagebyggeri med biblioteksfunktion i dele af stueetagen på det nye fælles byggeri. En sådan vision kan realiseres fx i samarbejde med KAB, som administrerer nabomatriklen. Boligselskabet har præsenteret et forslag, som indebærer salg af Københavns Kommunes ejendom til KAB og etablering af et etagebyggeri på tværs af KABs matrikel og Københavns Kommunes matrikel. Dele af stueetagen på begge matrikler vil kunne indrettes som bibliotek. På de øvrige etager kan der etableres boliger eksempelvis ungdomsboliger. I stueetagen kan der i kombination med biblioteket etableres beboerlokaler, som det kendes fra det kommende Byens Hus, hvor beboerlokaler vil blive kombineret med et kommunalt kulturhus. 

Med afsæt i Tingbjerg Bibliotek/Kulturhus og det kommende Valby Bibliotek skønnes det, at en biblioteksfunktion på 600 m2 kan etableres for i størrelsesorden 35 mio. kr. Fra dette beløb kan fraregnes provenuet ved salg af ejendommen, hvor biblioteket i dag har til huse.

En konkret løsning og økonomien heri beror på en forhandling mellem KAB og Københavns Kommune. Indtil videre har der alene været forsigtige sonderinger.

KAB er i en indledende fase med afdelingsbestyrelsen i forhold til en helhedsplan for renoveringen af højhuset. KAB afventer en interessetilkendegivelse fra Københavns Kommune, om hvorvidt KAB skal arbejde på projektet alene afgrænset til de almene afdelinger, inkl. de lave bygninger, eller om hele området skal medtænkes i projektet (bilag 2). KAB arbejder på at udskrive en arkitektkonkurrence for det samlede område, men det forudsætter kommunens medvirken, før dette kan realiseres.

Det projekt KAB har præsenteret, kræver, at der udarbejdes et kommuneplantillæg og en ny lokalplan. Det skyldes blandt andet ønsket om en bebyggelsesprocent, der ligger ud over kommuneplanens rammer samt en øget bygningshøjde. Hertil kommer, at en anden anvendelse af arealet/bygningerne stiller andre krav til bl.a. parkering og friarealer.

Et eventuelt videre samarbejde om udviklingen af biblioteksstrukturen på Østerbro

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at der skal arbejdes videre med en ny biblioteksstruktur på Østerbro, vil Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen, Østerbro Lokaludvalg, lokale foreninger m.fl. blive inddraget i det videre arbejde.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, arbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen i dialog med relevante parter og andre interessenter videre på en konkretisering af mulighederne for den fremtidige biblioteksstruktur med henblik på Overførselssagen 2018/2019.

 

Mette Touborg

         

                                                                / Mads Kamp Hansen     

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 1. november 2018:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at der skal ske en bred høring af lokalområdet (herunder lokaludvalget) om sagen med henblik på at sikre et forbedret beslutningsgrundlag.

Sagen forelægges herefter Kultur- og Fritidsudvalget på ny.

 

Til top