Mødedato: 01.11.2018, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Evaluering af EM i Svømning og fortsættelse af foreningstider i havnen

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget forelægges de to evalueringer af EM i Svømning og skal i forlængelse heraf tage stilling til et forslag om fortsat at udbyde foreningstider i havnebade og badezoner.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager evalueringen af EM i Svømning - kortbane 2017 til efterretning,
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget tager evalueringen af aktiveringen af EM i Svømning – kortbane 2017 til efterretning, og
  3. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at permanentgøre ordningen med foreningstider i havnen.

Problemstilling

EM i svømning på kortbane (EM 2017) blev afholdt den 13. - 17. december 2017 i Royal Arena. Med Budget 2017 bevilgede Københavns Kommune i alt 7 mio. kr. til planlægning og afvikling af EM 2017. Heraf blev 1 mio. kr. øremærket til aktivering af eventen med borger- og foreningsrettede aktiviteter. Som en del af den samlede pakke omkring aktiveringen blev der afholdt åbne svømmetræninger i Københavns Havn. Indsatsen viste, at der er et stort potentiale for foreningssvømning i havnen. I sommeren 2018 blev det på forsøgsbasis muligt for foreninger at få tildelt tider i to badezoner og et havnebad i Københavns Havn.

Løsning

Planlægningen og afviklingen af EM 2017 i Royal Arena var forankret hos Dansk Svømmeunion. Evalueringen viser, at de fælles overordnede målsætninger for eventen blev indfriet med nøgletal, som var bedre end oprindeligt estimeret.

Udvalgte nøgletal er:

  • 43 nationaliteter var repræsenteret

  • 900 deltagende svømmere og ledere 

  • Mere end 150 mediefolk dækkede eventen, som blev transmitteret til 28 lande

  • 35.000 solgte billetter, heraf ca. 17.000 til udenlandske tilskuere

  • Mere end 500 frivillige

Evalueringen viser også, at en prioriteret indsats for at sikre koordinering mellem kommunens fagforvaltninger i planlægningsfasen vurderes at have positiv betydning for eventarrangør og for deltagernes og borgernes oplevelse af eventen. Fra arrangørsiden anbefales Københavns Kommune konkret at sikre én samlet indgang til kommunen, som har fokus på samarbejdet på tværs af kommunens fagforvaltninger.

I et tæt samarbejde med SVØM og HSK udarbejdede forvaltningen et aktiveringsprogram med det samlede formål at udvikle svømningen i København, styrke foreninger og selvorganiserede, sikre nye tilbud til borgerne og at gøre EM 2017 til en københavnerbegivenhed. Fokus i forankringsindsatsen var at styrke og udvikle forenings- og selvorganiseret svømning i København, at sikre flere træningstilbud til borgerne og at få flere aktive svømmere i København.

Resultaterne af aktiveringsindsatsen er blandt andet:

  • 46 åbne træninger i havnen med i alt 450 fremmøder

  • SvømmeCamps som en del af FerieCamp i syv udsatte byområder med i alt 550 fremmøder

  • 2.357 skoleelever fra Region Hovedstaden deltog i kvalifikationsdysten "Klassen svømmer til EM"

  • Foreningstider i havnebade og badezoner blev udbudt i forbindelse med badesæsonen 2018

Evalueringen af aktiveringsindsatsen på EM 2017 tydeliggør, at resultater og effekter af aktiveringsindsatser på københavnske megaevents bliver markant bedre, når der afsættes midler til aktiveringen minimum et år før eventen, og der afsættes midler til projektledelse.

Svømning i havnen

I april - august 2018 blev der åbnet op for, at folkeoplysende foreninger i København kunne få tildelt svømmetider i Københavns Havn. Erfaringerne fra forsøgsperioden viser, at der er potentiale i at udvikle og permanentgøre ordningen.
 
I sommeren 2018 fik fire foreninger tildelt tider i henholdsvis Badezone Halfdansgade, Havnebadet Fisketorvet samt Havnebadet Sluseholmen. I alt 129 foreningsmedlemmer modtog i den forbindelse svømmeundervisning i Københavns Havn. Alle deltagere var over 18 år.

Forvaltningens evaluering viser, at der er stor tilfredshed med ordningen, og at foreningerne har et ønske om, at ordningen fortsættes. Foreningernes tilbagemeldinger er, at Havnebadet Fisketorvet er særligt anvendeligt til foreningssvømning, da der er reelle baner, der kan opdeles samt mulighed for afsæt, opbevaring af ejendele på tør grund ligesom sikkerheden er bedre, da der er kant hele vejen rundt om bassinet.

Der er stort pres på kommunens svømmehaller, og der er blandt foreninger stor efterspørgsel på at få flere foreningstider på svømmefaciliteterne. Når havnens faciliteter ligeledes kan anvendes til foreningsaktiviteter, kan endnu flere borgere blive del af foreningslivet og modtage svømmeundervisning i foreningsregi. Nationalt vil det også sætte nye standarder for at bruge udendørs svømmefaciliteter, og ’åben vand’ svømning er netop godkendt som selvstændig disciplin i DIF, ligesom Dansk Svømmeunion i en årrække har afviklet Christiansborg Rundt og forventer at udvikle ’åben vand’ svømning yderligere.

På baggrund af erfaringerne fra forsøgsordningen med foreningstider i havnen samt erfaringerne med åbne svømmetræninger i havnen i forbindelse med aktiveringen af EM 2017, foreslår forvaltningen derfor, at ordningen med foreningstider i Københavns Havn permanentgøres.

Tiderne skal udbydes i primetime (hverdage kl. 17-21/weekender kl. 10-12), og foreninger kan søge på samme vilkår som ved øvrig tildeling af foreningstider. Når foreningerne har tider i havnefaciliteterne, sikres det altid, at to baner holdes ledige til fri offentlig benyttelse.

Med permanent afsættelse af foreningstider i havnen vil projektet indfri den strategiske målsætning om, at byens værtskab for internationale idrætsevents skaber blivende værdi for byens borgere, og er medvirkende til at udvikle idrættens forhold i København.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen fremadrettet afsætte og tildele tider til foreningssvømning i havnebade og badezoner i Københavns Havn.

Mette Touborg

 

                                                                /Thomas Bach

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 1. november 2018:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top