Mødedato: 01.11.2007, kl. 13:00

Høring vedrørende Kommuneplanstrategi 2007

Høring vedrørende Kommuneplanstrategi 2007

Kultur- og Fritidsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 1. november 2007

 

Afbud:

·        Karin Storgaard (andets offentligt hverv)

·        Frank Hedegaard (sygdom)

 

 

Sikandar Malik Siddique mødte kl. 13.40 under behandlingen af punkt 3.

 

 

19.      Høring vedrørende Kommuneplanstrategi 2007(KFU 487/2007)

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til forvaltningens forslag til udvalgets høringssvar vedrørende udkast til Kommuneplanstrategi 2007.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender denne indstilling som udvalgets hørings-svar til Økonomiudvalget vedrørende udkast til Kommuneplanstrategi 2007.

 

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 1. november 2007:

Indstillingen blev godkendt med 2 tilføjelser:

 

Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler at der i kommuneplanstrategi 2007 indskrives et afsnit, der omhandler fokus på anvendelse af byrummet, herunder byens parker, pladser og andre bevægelsesklare områder til kreativitet og bevægelse. 

 

Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler, at der under "Den Dynamiske By" indtænkes et fokus på at forbedre de fysiske rammer for københavnske kunstnere og kreative ildsjæle som eksempelvis kan tilgodeses i forbindelse med lokalplaner/kommuneplaner eller som projektet med tomme lokaler til kunstnere og kreative iværksættere.

 

Problemstilling

Økonomiudvalget har den 2. oktober 2007 besluttet at sende udkast til Kommuneplan-strategi 2007 i høring i alle fagudvalg med frist den 1. november 2007.

 

Denne indstilling er Kultur- og Fritidsforvaltningens forslag til Kultur- og Fritidsudval-gets høringssvar til Økonomiudvalget.

 

Løsning

Udkastet til Kommuneplanstrategien er generelt skrevet i et enkelt og let forståeligt sprog, som vil danne et godt udgangspunkt for den efterfølgende borgerdialog.

 

Indholdet på fritidsområdet er imidlertid et stykke hen ad vejen spredt og til tider noget ufokuseret. I planmæssig sammenhæng er en af de helt store udfordringer i de kommende år at få afsat plads (og midler) til nye idrætsanlæg - ikke mindst i de nye byområder. Denne problemstilling fortoner sig i beskrivelsen af "Byen for alle" og nævnes slet ikke under "mål og initiativer", selvom problemstillingen er fremhævet i planredegørelsen. Det foreslås, at problemstillingen nævnes under "mål og initiativer", f.eks. ved at fremhæve, at placering af idræts- og kulturfaciliteter tænkes ind og implementeres i forbindelse med nybyggeri og udvikling af bydele.

 

Idrætsfacilitetsbehov og indbyggertal

Ifølge "Idrætspolitisk Redegørelse 2006" skal idrætsfaciliteter tænkes ind i planlæg-ningen og udviklingen af nye byområder med samme selvfølgelighed og automatik som f.eks. skole- og dagsinstitutioner. Redegørelsen er tiltrådt af Borgerrepræsentationen (BR 689/2006).

 

Set i forhold til antallet af indbyggere er København særdeles underforsynet med idrætsfaciliteter, når der sammenlignes med andre danske byer. Hertil kommer, at der er så godt som fuld belægning på samtlige københavnske idrætsanlæg. Udviklingen i idrætsdeltagelsen indikerer, at presset på idrætsfaciliteterne vil stige i årene frem.

 

Hvis dækningen af idrætsfaciliteter til de nye københavnere skal ligge på niveau med den dækning, der er i København i dag, skal der - med 45.000 nye københavnere i perioden frem til 2025 - etableres:

 

·   & nbsp;    21 idrætshaller, -lokaler og gymnastiksale

·        2 svømmehaller    

·        0,5 atletikanlæg

·        19 boldbaner  

·        10 øvrige idrætsfaciliteter

 

Det københavnske idrætsbillede og større pres på idrætsfaciliteterne

Udviklingen på idrætsområdet skal tage udgangspunkt i sammensætningen hos bydelens beboere, antallet af beboere, afstand til øvrige faciliteter i nærområdet, det køben-havnske idrætsbillede samt de generelle tendenser inden for hverdagsliv, livsstil m.v.

 

Der skal tænkes nyetablering og udvikling af idrætsfaciliteter ind i bydelen til glæde for den organiserede idræt, foreningslivet, skoler og institutioner, de lokale brugere m.v. Dette skal især ses i sammenhæng med, at udviklingen i idrætsdeltagelsen indikerer, at presset på idrætsfaciliteterne i København vil stige yderligere fremover.

 

Byens rum og vandet som aktivitetsområde 

Hertil kommer, at vandet er et af de største uudnyttede potentialer til idræt, der er i København.  Byens beliggenhed nær vandet giver mange muligheder for at bruge byens "blå" rum.

 

Et af de væsentlige ønsker fra idrættens side er bedre adgang fra land til vand og både opbevaringsmulighed og klubhuse i tilknytning til byens "blå" rum.  En mulighed er f.eks. et "powerhouse", der kunne samle de mindre vandidrætter - både hvad angår det sociale liv omkring sporten og opbevaringsrum til udstyr m.m.  I den forbindelse kan det f.eks. overvejes i højere grad at indtænke klubfaciliteter i stueetagen i nybyggeri langs vandet. 

 

I afsnittet om byen ned til vandet er det nævnt, at der skal anlægges tre nye havnebade, hvilket umiddelbart synes at være en meget detaljeret oplysning i en kommuneplanstra-tegi. Det fremgår ikke, hvor de nye havnebadene skal anlægges. Det bemærkes i den forbindelse, at der i budget 2008 alene er afsat midler til et enkelt nyt havnebad ved Svanemøllebugten.

 

Biblioteker og kulturhuse 

I afsnittet byen for alle foreslås det, at det nævnes, at der er behov for at samtænke biblioteker og kulturhuse i større enheder for at skabe mere volumen. Forvaltningen har gode erfaringer med, at nyindrettede biblioteks- og kulturhuse fungerer som mødesteder for borgerne. Der henvises i øvrigt til side 16 i planredegørelsen.

 

Den dynamiske by

De fire nævnte områder i afsnittet om den dynamiske by er efter Kultur- og Fritidsfor-valtningens opfattelse noget afgrænsede, og der mangler helhedstænkning i afsnittet. Afsnittet kan med fordel udvides med flere indsatsområder, da den dynamiske by ikke sikres alene ved at have fokus på de fire nævnte områder.

Det foreslås endvidere, at udviklingsprojektet "Udvikling af Den Hvide Kødby som kreativ & gastronomisk bydel" nævnes under igangsatte initiativer. 

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

Videre proces

Efter høring af alle fagudvalg vil Kommuneplanstrategi 2007 på ny blive forelagt Øko-nomiudvalget og herefter Borgerrepræsentationen. Efterfølgende vil strategien blive sendt i offentlig høring.      

 

Bilag

1.      Økonomiudvalgets beslutning af 2. oktober 2007

2.      Kommuneplanstrategi 2007

3.      Planredegørelse 2007 (kun elektronisk samt fremlagt på mødet)

 

 

                                                                  Carsten Haurum

                                                                                            /Mads Kamp Hansen

 

 


 

Til top