Rugbyklubben Nanok - ansøgning om tilskud
Rugbyklubben Nanok - ansøgning om tilskud
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 1. september 2005
Fraværende
Sager til beslutning
8. Rugbyklubben Nanok - ansøgning om tilskud
(KFU 308/2005)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget lader Rugbyklubben Nanoks ansøgning om en tillægsbevilling på 700.000 kr. indgå i forhandlingerne om budget 2006.
RESUME
Rugbyklubben Nanok har tilkendegivet, at klubben inden for de næste to år skal finansiere anlægsudgifter i størrelsesordenen 700.000 kr. i forbindelse med genopretning af infrastrukturen på Holmen og renovering af klubhusets tag. Klubben er ikke selv i stand til at finansiere udgifterne.
Klubben foreslår fire mulige løsninger: Enten kan klubben 1) modtage et tilskud fra kommunen, 2) låne midlerne af kommunen til indfrielse, den dag kommunen køber en del af deres grund, 3) lån af kommunen med sikkerhed i klubbens ejendom eller 4) kommunal kaution.
Der er pt. ingen frie midler på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2005.
Kultur- og Fritidsfritidsforvaltningen anbefaler derfor, at Nanoks ansøgning om et tilskud på 700.000 kr. indgår i forhandlingerne om budget 2006.
SAGSBESKRIVELSE
Rugbyklubben Nanok har i brev af 20. juli 2005 søgt Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 700.000 kr. til udgifter i forbindelse med genopretning af infrastrukturen på Holmen og renovering af klubhusets tag (bilag 1). Klubben er ikke selv i stand til at finansiere udgifterne.
Baggrund
Rugbyklubben Nanok har tidligere haft lokaler i Nobel-bygningen i Prinsessegade 62 på Christianshavn. Bygningen var Københavns Kommunes ejendom og skulle tilbage i 1997 bruges til udbygning af Christianshavns Gymnasium. Nanok blev derfor sagt op med virkning fra den 1. april 1997.
Da klubben har en stor betydning i nærområdet – de har blandt andet en del socialt arbejde med utilpassede børn og unge - forsøgte kommunen at finde erstatningslokaler i samarbejde med klubben. Nanok fandt imidlertid selv en løsning, da de fik et betinget skøde på en ejendom på Holmen/Arsenaløen.
På baggrund af det betingede skøde fik Nanok i 1996 af Borgerrepræsentationen lovning på et rente- og afdragsfrit lån på i alt 330.000 kr. (BR 747/96). Midlerne skulle anvendes til køb af en ejendom på Holmen ejet af Forsvarets Bygningstjeneste. Købssummen var på i alt 660.000 kr.
Nanoks ejendom blev imidlertid først udmatrikuleret og registreret af Københavns Kommune den 10. februar 20 04. Lånet på de 330.000 kr. blev derefter udbetalt til Forsvarets Bygningstjeneste efter aftale med Nanok.
Udestående omkostninger for Nanok
Nanok har anlægsudgifter med henblik på genopretning af infrastruktur på Holmen. Baggrunden er Bygge- og Teknikudvalgets vedtagelse om, at grundejere på Holmen skal bidrage økonomisk til genopretningen af den fælles infrastruktur på området.
Nanoks andel af anlægsudgifterne til genopretningen er på
omkring 400.000 kr.
Derudover har Nanok udgifter på ca. 300.000 kr. til udskiftning af naturskiffertaget på deres klubhus – den fredede portbygning på hjørnet af Arsenalvej og Danneskiold Samsøes Allé.
Begge projekter skal ifølge Nanok gennemføres inden for en 2-årig periode. Samlet set har Rugbyklubben Nanok udgifter for i alt 700.000 kr. Et beløb, som klubben ikke selv har mulighed for at tilvejebringe finansiering til. Derfor har Nanok søgt Københavns Kommune om økonomisk støtte.
Nanoks ansøgning
Rugbyklubben Nanok foreslår fire finansieringsløsninger på klubbens økonomiske problemer:
1. At Københavns Kommune giver et økonomisk tilskud på 700.000 kr.
2. At Københavns Kommune giver et rente- og afdragsfrit lån, som indfries på det tidspunkt, hvor kommunen køber en del af klubbens grund. (Klubben er villig til at sælge en del af deres grund, så der bliver plads til placering af en ny idrætshal på Holmen.).
3. At Københavns Kommune giver et kommunalt lån med sikkerhed i klubbens ejendom på Arsenalvej 2.
4. At Københavns Kommune kautionerer for klubben, så Nanok selv kan optage et kreditforeningslån. (Ved kautionering skal kommunen have pant i ejendommen svarende til lånebeløbet, for at undgå at klubben tjener penge på kautioneringen.)
Forvaltningens vurdering
Forvaltningen vurderer, at den anden mulighed – lån på en forventet fremtidig anlægsinvestering - er uhensigtsmæssig, da der ikke er taget politisk beslutning om anlæg af en idrætshal på Holmen.
Klubben prioriterer selv en ekstrabevilling til betaling af udgifterne.
Der er pt. ingen frie midler på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2005.
Kultur- og Fritidsfritidsforvaltningen anbefaler derfor, at Nanoks ansøgning om et tilskud på 700.000 kr. indgår i forhandlingerne om budget 2006.
Hvis ikke der afsættes midler til formålet på budgettet, vil forvaltningen sende et afslag til klubben.
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Bilag
1. Brev af 20. juli 2005 fra Nanok
Carsten Haurum
/Mads Kamp Hansen