Mødedato: 01.09.2005, kl. 16:00

Copenhagen Pride - ansøgning om dækning af driftsunderskud

Copenhagen Pride - ansøgning om dækning af driftsunderskud

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 1. september 2005

 

Fraværende

 

 

 

Sager til beslutning

 

5.      Copenhagen Pride - ansøgning om dækning af driftsunderskud

(KFU 302/2005)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,  

at Kultur- og Fritidsudvalget ikke yder tilskud til dækning af Copenhagen Pride 2005´s driftsunderskud.

 

 

RESUME

Copenhagen Pride 2005 har modtaget afslag på 2 for sent indkomne ansøgninger til Københavns Kulturfond.

 

Borgmester Martin Geertsen har meddelt Copenhagen Pride, at han ikke har dispensationsmuligheder, samt at sagen vil blive drøftet på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 1. september 2005.

 


 

I brev af 24. august 2005 ansøger Copenhagen Pride 2005 om ekstraordinær dækning af driftsunderskuddet for regnskabsåret 2004-2005 på 120.000 kr.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

I brev dateret 11. juli, modtaget 18. juli 2005, (bilag 1) har Copenhagen Pride ansøgt Kulturfonden om støtte (underskudsgaranti) til to arrangementer under Copenhagen Pride 2005, som skulle finde sted hhv. d. 7. og d. 13. august 2005. Kultur- og Fritidsforvaltningen meddelte administrativt afslag til begge ansøgninger i brev af 18. juli 2005, idet ansøgningsfristen på 2 måneder var overskredet.

I mail af 8. august 2005 til borgmester Martin Geertsen (bilag 2) har Copenhagen Pride anmodet om, at ansøgningerne om underskudsgarantier bliver behandlet på trods af ansøgningsfristens overskridelse. Ved mail af 10. august 2005 har borgmesteren svaret, at han ikke har nogen dispensationsmuligheder, men at han vil tage initiativ til at sagen bliver drøftet i KFU.

I brev af 24. august 2005 søger Copenhagen Pride 2005 om dækning af driftsunderskuddet for regnskabsåret 2004-2005 på 120.000 kr.

Den nuværende bestyrelse for Copenhagen Pride overtog foreningen i oktober 2004. Gældsposten var på daværende tidspunkt på ca. 200.000 kr. til DGI-byen og en likvidbeholdning på ca. 25.000 kr. efter regnskabsåret 2003-2004. Driftsregnskabet for regnskabsåret 2004-2005 viser et underskud på ca. 120.000 kr. Copenhagen Pride forklarer underskuddet med færre sponsorindtægter end forventet. Der er ikke ydet offentlige tilskud til Copenhagen Pride 2005.

Historik

I 2003 bevilgede Københavns Kulturfond 50.000 kr. til "Copenhagen Pride 2003". Arrangementet gav overskud, så underskudsgarantien blev ikke udbetalt.

I 2003 blev der fra Puljen til Kunst- og Kulturprojekter bevilget 100.000 kr. til "Danish Mermaid Pride 2004" (KFU 398/2003).

Den hyppigste årsag til administrativt afslag fra Kulturfonden er, at ansøgningsfristen er overskredet. I 2002, 2003 og 2004 blev henholdsvis 19 %, 28 % og 18 % af de administrative afslag begrundet i overskridelse af ansøgningsfristen. I første halvår af 2005 er der givet 12 administrative afslag med denne begrundelse, hvilket svarer til 40 % af de administrative afslag i perioden.

Forvaltningens indstilling

Det er forvaltningens opfattelse, at det er af afgørende betydning for en ensartet sagsbehandling, at ansøgningsfrister overholdes.

På den baggrund indstilles det, at der ikke ydes tilskud til dækning af Copenhagen Pride 2005´s driftsunderskud.

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser af indstillingen.

 

Bilag

1. Ansøgning af 11. juli 2005 vedr. Copenhagen Pride 2005

2. Ansøgning af 11. juli 2005 vedr. Open Air Film

3. Mail af 8. august 2005 fra Copenhagen Pride

4. Ansøgning af 24. august 2005 om dækning af driftsunderskud

 

 

Carsten Haurum

/Merete Evers

 


 

Til top