Mødedato: 01.06.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Ansøgning om støtte til Københavns Drengekor

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgningen fra Københavns Drengekor om varigt driftstilskud.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen på 638.000 kr. (2017 P/L), da der ikke er afsat penge til formålet på Kultur- og Fritidsudvalgets budget for 2018.

Problemstilling

Københavns Drengekor modtager et varigt driftstilskud fra Københavns Kommune på 132.000 kr. pr. år (2017 P/L).

I forbindelse med Budget 2014 fik Københavns Drengekor en ekstrabevilling på 638.000 kr. (2017 P/L) årligt i perioden 2014-2017.

Koret har derfor i perioden 2014-2017 modtaget et samlet beløb på ca. 770.000 kr. årligt (2017 P/L).

Da ekstrabevillingen udløber i 2017, søger Københavns Drengekor om 638.000 kr. (2017 P/L) som et varigt tilskud, så den nuværende årlige bevilling kan opretholdes.

Løsning

Københavns Drengekor blev stiftet i 1924, og præsenterer bl.a. korkoncerter og andre koncerter på højt internationalt niveau i samarbejde med nogle af Københavns dygtige musikere og orkestre.

Korets nuværende budget er på 3.600.000 kr., og finansieres primært af offentlige og private tilskud og koncertindtægter

I 2017 yder Københavns Kommune et tilskud på 770.000 kr. (2017 P/L), mens statens tilskud udgør 250.000 kr. (2017 P/L).

Koret arbejder på, at der sker en ligestilling i støtten mellem staten og Københavns Kommune. 

KFU har i forbindelse med vedtagelsen af udvalgets budget 2018 henvist alle tilskud, der udløber, til budgetforhandlingerne. Bevillingen til drengekoret er blandt de henviste.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.

 

Mette Touborg

                                                                    /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 1. juni 2017:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at henvise sagen til de kommende forhandlinger om budget 2018. 

Til top