Ansøgning om driftsstøtte til Jazzhus Montmartre i 2018
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om 0,7 mio. kr. til Jazzhus Montmartre, da der ikke er afsat midler til formålet.
Problemstilling
Jazzhus Montmartre modtog i årerne 2015 og 2016 et driftstilskud på 0,7 mio. kr. i driftstilskud fra Kultur- og Fritidsudvalget. I 2017 er der ikke bevilget tilskud fra Københavns Kommune.
For at sikre spillestedets midlertidige overlevelse gik de fire store fonde Nordea Fonden, A. P. Møller Fonden, Oticon Fonden og Augustinus Fonden sammen om at sikre Montmartres drift i 2017 med et samlet tilskud på ca. 1,5 mio. kr.
Dette er kun en midlertidig løsning, og Jazzhus Montmartre søger derfor Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 0,7 mio. kr. til drift i 2018, da spillestedet ellers ser sig nødsaget til at lukke.
Løsning
Den selvejende kulturinstitution Jazzhus Montmartre har med den tidligere støtte fra bl.a. Kultur- og Fritidsudvalget afholdt ca. 150 årlige koncerter med over 12.000 besøgende.
Montmartre drives uden fastansatte medarbejdere, men alene ved hjælp af seks studerende, der deler driften mellem sig samt 12 ulønnede frivillige. Foruden Rune Bech, der på ottende år leder huset, arbejder også husets bestyrelse og kunstneriske råd frivilligt. Spillestedets musikchef er ansat på deltid.
Jazzhus Montmartre ansøger Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 0,7 mio. kr. for at sikre husets overlevelse i 2018.
Beløbet vil sikre spillestedets balance mellem drift og anden ekstern støtte, herunder fondsstøtte fra en række af Københavns store fonde.
Jazzhus Montmartres samlede budget er på ca. 5,2 mio. kr. årligt.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.
Mette Touborg/
Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 1. juni 2017:
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at henvise sagen til de kommende forhandlinger om budget 2018.