Ansøgning om tilskud til esport turneringen BLAST PRO SERIES 2017
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om 1 mio. kr. til Esport turneringen BLAST PRO SERIES 2017, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.
Problemstilling
RFRSH Entertainment ansøger Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 1 mio. kr. i 2017 til afvikling af Esport turneringen BLAST PRO SERIES i Royal Arena den 25. november 2017 og initiativer til at fremme den del af foreningslivet, som er engageret i esporten Counter Strike (CS:CO).
CS:CO planlægges som en tilbagevendende københavnerevent, som, ifølge ansøger, hurtigt forventes at være økonomisk bæredygtig. For at kunne udvikle og konsolidere selskabet i det første år angives et behov for tilskud fra offentlig side, herunder Københavns Kommune. Der henvises i øvrigt til ansøgningen (bilag).
Løsning
Esport-industrien og de forskellige turneringer, som afvikles rundt omkring i verden, er i dag ikke organisteret i ét samlet forbund. RFRSH ønsker at udvikle et nyt event- og turneringsformat for esport-spillet Counter Strike, så det bliver mere publikumsvenligt og folkeligt tilgængeligt. Det nye turneringsformat CS:CO skal medvirke til at differentiere og forme en branche i vækst og understøtte den del af byens esports foreningsliv, som er engageret i esporten Counter Strike.
Planen er at afvikle CS:CO som en verdenspremiere i Royal Arena 25. november 2017, hvorefter turneringen - i samme format - gennemføres i 5-8 andre byer rundt i verden. Herved ønsker RFRSH at tage ejerskab på en "game changer", som kan give genlyd i hele esportsverdenen. Forventningen er, at op mod 2-5 millioner seere vil følge med live via online streaming fra eventen i Royal Arena, mens CS:CO formatet på øvrige digitale enheder, som eksempelvis mobiltelefoner og ipads, forventes at kunne eksponeres overfor 15-50 millioner internationale fans.
Udover at afvikle en stor publikumsoplevelse for de 16.000 tilskuere i Royal Arena er det RFRSHs ambition at engagere og udvikle aktiviteter for den del af det københavnske foreningsliv, som er engageret i esporten Counter Strike; både for at gavne det sociale aspekt, sammenholdet og for at skabe et sundt vækstlag for kommende talenter.
Ansøgningen indeholder imidlertid ikke en uddybende beskrivelse af, hvilke aktiviteter der kan iværksættes for at involvere byens esportsmiljøer og skabe synergier til de initiativer, som Københavns Kommune allerede har igangsat for at udvikle og styrke hovedstadens esportsmiljø - både som foreningsidræt og kreativt erhverv. Et samarbejde med kommunens esport tiltag i Grøndal Multicenter nævnes dog som en oplagt indgang for RFRSH til at bidrage med viden, rådgivning og besøg af professionelle hold og teamet omkring de Counter Strike hold, som RFRSH aktuelt supporterer.
Til orientering støtter Kultur- og Fritidsudvalget esport initiativer i henholdsvis Nørrebrohallen og Grøndal Multicenter, ligesom udvalget igennem en årrække har ydet tilskud til esportseventen Copenhagen Games.
Det samlede eventbudget for CS:CO er på 16 mio. kr. RFRSH forventer, at CS:CO turneringsformatet indenfor kort tid er økonomisk bæredygtigt. For at kunne udvikle og konsolidere selskabet er der dog i det første et behov for offentlig medfinansiering på ca. 50 procent af det samlede eventbudget. Øvrige indtægter skal tilvejebringes ved billetsalg via sponsorbidrag og øvrige kommercielle aftaler. Foruden Københavns Kommune ansøges også Erhvervsministeriet og Region Hovedstaden om tilskud. Der er endnu ikke bevilliget offentlige tilskud til eventen.
RFRSH er et dansk baseret selskab, som bl.a. udfører holdmanagement opgaver for fire CS:CO hold; heriblandt verdens pt. bedste hold danske "Astralis", som består af fem fuldtidsprofessionelle computerspillere.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at afsætte midler til ansøgningen vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder målbare succeskriterier og forudsætninger for tilskuddet.
Mette Touborg
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 1. juni 2017:
Sagen udsættes med henblik på yderligere oplysninger, således at Kultur- og Fritidsudvalget kan træffe beslutning i sagen den 21. juni 2017.
Kultur- og Fritidsudvalget tilkendegav at være indstillet på at bevilge et tilskud på 200.000 kr.