Mødedato: 01.03.2007, kl. 16:00

Idrætshal ved Skolen på Islands Brygge

Idrætshal ved Skolen på Islands Brygge

Kultur- og Fritidsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 1. marts 2007

 

Fraværende

 

 

 

9.      Idrætshal ved Skolen på Islands Brygge

(KFU 121/2007)

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Kultur- og Fritidsudvalget skal beslutte, om etablering af en idrætshal ved Skolen på Islands Brygge skal indgå i forhandlingerne om budget 2008.

Beslutning

 Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager til efterretning, at Kultur- og Fritidsforvaltningen samarbejder med Børne- og Ungdomsforvaltningen, om at udarbejde et skitseforslag til en idrætshal ved Skolen på Islands Brygge

2. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at finansieringen af idrætshallen indgår i forhandlingerne om budget 2008.

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 1. marts 2007

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen. 

 

Problemstilling

Skolen på Islands Brygge skal udbygges til 4 spor. Børne- og Ungdomsforvaltningen skal derfor som minimum etablere en dobbelt gymnastiksal.

Da der på grund af byudviklingen er behov og interesse for en egentlig idrætshal, har Børne- og Ungdomsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen drøftet at bygge en idrætshal i stedet.

I lighed med tidligere samarbejdsprojekter er det en forudsætning for Børne- og Un gdomsudvalget, at Kultur- og Fritidsudvalget finansierer forskellen i anlægsudgifter mellem en dobbelt gymnastiksal og en idrætshal.

Der er ikke afsat midler til finansiering af en ny idrætshal i Kultur- og Fritidsudvalgets budget. Forvaltningen har derfor i de videre forhandlinger brug for en tilkendegivelse fra Kultur- og Fritidsudvalget om, at finansieringen heraf indgår i forhandlingerne om budget 2008.

Løsning

En dobbelt gymnastiksal har et areal på ca. 800 m2, som vanskeligt kan anvendes til boldspil som håndbold, basketball mv. Derfor har Kultur- og Fritidsudvalget i lignende sager samarbejdet med Børne- og Ungdomsudvalget om at etablere en idrætshal til gavn for både skole og lokal foreningsidræt.

En idrætshal giver langt bedre muligheder for fleksibel anvendelse - både i skoletiden samt for foreninger og andre lokale udøvere i eftermiddags- og aftentimerne.

Med erfaring fra den nye idrætshal ved Vanløse Skole skal der afsættes et areal på 1.915 m2 til en idrætshal. Forskellen på de ca. 1.100 m2 er primært 700 m2 mere til gulvareal og mere udenomsareal til et større antal besøgende dagligt. Hvis Kultur- og Fritidsforvaltningen skal stå for driften af idrætshallen, kræver det ud over de 1.915 m2 ydermere faciliteter til personale mv. i størrelsesordenen 50 m2. Dermed bliver idrætshallen på ca. 2.000 m2.

I andre faciliteter etableret i fællesskab mellem de to forvaltninger, er det også Kultur- og Fritidsforvaltningen, der står for driften.

Minimering af areal

Forvaltningen har vurderet, hvor meget arealet på 2.000 m2 kan minimeres, så idrætshallen stadig kan anvendes til håndbold mv. Det er muligt at minimere hallens nettoareal ved primært at ændre på arealet til selve hallen (gulv), indgang, foyer, gange mv.

Idrætshallens areal kan herved minimeres til i alt 1.500 m2.

En sådan minimering medfører dog flere ulemper ved funktionen af hallen. Der vil for eksempel ikke være mulighed for at stå inde i hallen/ved banen og se på spillet – som forælder og tilskuer. Den vil altså alene være brugbar til træning. Ligeså vil et lille gangareal alene kunne anvendes som adgang til funktioner i hallen og ikke til opvarmning, som mange foreninger ellers anvender arealet til.

En anden mulighed er at reducere den indvendige højde fra 8 til 6 m, som er den normale højde i en dobbelt gymnastiksal. Det skal bemærkes, at minimumshøjden til både håndbold, badminton og volleyball er 7 m over banerne i hallen. Samtidig vil der skulle være redskaber så som bomme i loftet til gymnastisk, der vil "sænke" den brugbare højde i hallen.

Anlægsøkonomi

Kvadratmeterprisen på en idrætshal er omkring 20.000 kr. inkl. udgifter til projektering, byggemodning og etablering - ifølge erfaringstal fra idrætshallen ved Vanløse Skole.

Det forventes, at faciliteten bygges på en af kommunen ejet grund.

Der forventes ikke at være væsentlige forskelle i m2 prisen, såfremt kommunen beslutter sig for at udvide til en idrætshal. Baggrunden er blandt andet, at idrætshallen skal bygges med en højde på ca. 8 m, frem for en dobbelt gymnastiksal, som er ca. 6 m. Hvis højden på 6 m bibeholdes, forventes en besparelse på ca. 1 mio. kr.

Det koster ca. 40 mio. kr. at anlægge en ny idrætshal på 2.000 m2. Ved at minimere arealet mest muligt, kan idrætshallens areal komme ned på 1.500 m2, hvilket medfører en anlægsudgift på 30 mio. kr. i stedet.

En dobbelt gymnastiksal på de 800 m2 vil koste i størrelsesordenen 16 mio. kr.

Dermed vil Kultur- og Fritidsforvaltningen skulle finde mellem 13 og 24 mio. kr. til at etablere en idrætshal ved Skolen på Islands Brygge.

Forvaltningens vurdering

Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, at der er behov for en egentlig idrætshal på Islands Brygge, da der er planlagt 6.000 nye boliger i området og i det nærliggende Ørestad Nord. Området er i dag relativt underforsynet med idrætsfaciliteter.

Forvaltningen finder derfor, at en idrætshal i området bør prioriteres højt, og indstiller, at finansieringen af udgifterne på mellem 13 og 24 mio. kr. indgår i forhandlingerne om budget 2008.

Ifølge den foreløbige tidsplan for skoleudbygningen skal idrætshallen opføres i 2009-2010, så den kan stå klar ved skolestart 2010.

Tages der ikke stilling til finansiering af idrætshallen i forbindelse med vedtagelsen af budgettet for 2008, vil Børne- og Ungdomsudvalget etablere en dobbelt gymnastiksal i forbindelse med skolen.

Økonomi

Udgifterne på mellem 13 mio. kr. – for en 1.500 m2 idrætshal med en højde på 6 m - og 24 mio. kr. – for en 2.000 m2 idrætshal med en højde på 8 m - kan fordeles over årene 2008-2010. Den største del af anlægsbevillingen skal først afsættes på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2009.

Der skal efterfølgende afsættes midler til driften fra 2010 og frem. Ifølge erfaringer fra andre lignende anlægsprojekter, vil merudgifterne til driften være på omkring 1,7 mio. kr. årligt (p/l 2007). Dertil skal lægges driftsudgifterne til en dobbelt gymnastiksal, som forventes at være omkring 0,6 mio. kr. årligt.

Videre proces

Der forventes at foreligge et skitseforslag til en idrætshal til orientering for udvalget sommeren 2007.  

Bilag

Ingen

 

 

                                            Carsten Haurum

                                                                 /Mads Kamp Hansen

 


 

Til top