Regnskabsprognose for 2001 pr. 29. januar 2001
Regnskabsprognose for 2001 pr. 29. januar 2001
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 1. februar 2001
16. Regnskabsprognose for 2001 pr. 29. januar 2001
(KFU 42/2001)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget tager regnskabsprognose for 2001 til efterretning.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 1. februar 2001
Indstillingen blev tiltrådt.
RESUME
Økonomiforvaltningen har ved brev af 11. januar 2001 indkaldt udvalgenes regnskabsprognose for 2001 pr. 29. januar 2001.
Ifølge retningslinier for indberetning, som Økonomiudvalget godkendte den 23. februar 2000, skal indberetning ske i 2 afdelinger. Forvaltningens og udvalgets indberetninger. Det sker for at tilgodese det enkelte udvalgs og forvaltningens behov for detaljeret information og Økonomiudvalgets behov for mere oversigtlig information.
Forvaltningens vurdering af forventet årsregnskab 2001 er rapporteret til Økonomiforvaltningen med forbehold for Kultur- og Fritidsudvalgets eventuelle ændringer.
Overholdelse af budgetrammen
Der forventes mindreindtægter på 4 mio. kr. i forhold til budgetrammen på 570 mio. kr., således at den samlede kassebevægelse bliver 574 mio. kr. Mulighederne for at finde kompensation for mindreindtægterne vil senere blive vurderet bl.a. i forbindelse med behandlingen af bevillingsoverførsler fra 2000 til 2001.
Forventet regnskab
Der er på nuværende tidspunkt visse forventninger om merforbrug, der dog forventes kompenseret bl.a. i forbindelse med bevillingsoverførsler fra 2000 til 2001. På folkeoplysningsområdet forventes der mindreindtægter på 4,6 mio. kr. pga. ændret opkrævningspraksis (ny lovgivning). På biblioteksområdet forventes en omlægning af bogføringspraksis vedrørende erstatninger, gebyrer mv. at medføre mindreindtægter i 2001 på et endnu ikke beregnet beløb (forskydning af bogføringstidspunktet). Endelig er der i Ejendomsdrift en foreløbig forventning om mindreindtægter på 4 mio. kr. pga. en uafsluttet sag om lejeopkrævning for kolonihaver.
De forventede afvigelser vedrørende henholdsvis folkeoplysningsområdet og biblioteksområdet er ikke på nuværende tidspunkt indregnet i prognosen, medens de forventede mindreindtægter vedrørende Ejendomsdrift er indarbejdet med henblik på senere kompensation eventuel i forbindelse med overførsel af bevillinger fra 2000 til 2001.