Mødedato: 31.08.2023, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Stuen på 1.

Høring: Indsatsplan for grundvandsbeskyttelse, planperiode 2023-2034

Kgs. Enghave Lokaludvalg skal godkende Bymiljøudvalgets forslag til udtalelse.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget drøfter høringen og godkender bymiljøudvalgets forslag til høringssvar

Problemstilling

Københavns Borgerrepræsentation har den 1. juni 2023 besluttet at sende et forslag til Indsatsplan for grundvandsbeskyttelse 2023-2034 i 12 ugers offentlig høring.

Miljøstyrelsen udfører den statslige grundvandskortlægning, hvor de udpeger og kortlægger områder, hvor det er nødvendigt med en ekstra indsats for at beskytte grundvandet. Grundvandskortlægningen i København fandt sted i perioden 2018 til 2020. På baggrund af kortlægningen skal Københavns Kommune udarbejde et udkast til en indsatsplan for grundvandsbeskyttelse for det kortlagte område (Vandforsyningslovens § 13).

Indsatsplanens formål er at afhjælpe og forebygge forurening af grundvandsressourcen i Københavns Kommune. Cirka 1/4 af grundvandet under Københavns Kommune benyttes til drikkevandsforsyning. Indsatsplanens hovedformål er at sikre et overblik over, hvilke initiativer der skal iværksættes for at opnå beskyttelse af den nuværende og fremtidige drikkevands- og grundvandsressource. Indsatsplanen er derfor med til at sikre, at vi både nu og i fremtiden kan indvinde grundvand til drikkevand i Københavns Kommune. Planen angiver, hvilke stoffer der truer grundvandet, hvilke indsatser der skal implementeres, hvem der er ansvarlig for at gennemføre de forskellige indsatser, og hvornår de skal gennemføres

Høring:

I perioden 16. juni 2023 – 8. september 2023 er der mulighed for at komme med skriftlig høringssvar her på høringsportalen.

Høringsmaterialet kan findes på Bliv Hørt Portalen: Plan for grundvandsbeskyttelse

Bymiljøudvalgets forslag til høringssvar er endnu ikke modtaget i sekretariatet. Det vil blive eftersendt til medlemmerne eller fremlagt på mødet.

 

Løsning

Lokaludvalget godkender Bymiljøudvalgets forslag til høringssvar, der enten eftersendes eller fremlægges på lokaludvalgets møde.

Økonomi

Intet

Videre proces

Sekretariatet indsender høringssvaret senest den 8. september.

Beslutning

Bymiljøudvalgets forslag til høringssvaret blev godkendt.
Til top