Høring: pladser/strækninger til tidsmæssig udvidet udeservering (til kl. 02:00 fredage og lørdage i sommerhalvåret)
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at Lokaludvalg drøfter høringen vedr. pladser/strækninger til tidsmæssig udvidet udeservering og kommer med input til Kulturudvalget, som på baggrund af lokaludvalgets drøftelse, udarbejder det endelige høringssvar.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 8. maj 2023 et medlemsforslag om tidsmæssig udvidet udeservering, som er stillet af Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet og Venstre. Forslaget skal sikre adgang til tidsmæssigt udvidet udeservering til kl. 02:00 på fredage og lørdage i sommerhalvåret for restauranter og cafeer på udvalgte pladser i alle bydele bortset fra Indre By og Indre Nørrebro. Medlemsforslaget kan læses ved at tilgå linket:https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Teknik-%20og%20Milj%C3%B8udvalget/m%C3%B8de-08052023/referat/punkt-18
Baggrunden for forslaget er, at der er lavet en undersøgelse af københavnernes holdning til udeservering, der viser, at der ikke alene er en positiv holdning blandt flertallet af byens borgere, men også er et ønske om mere udeservering i en lang række bydele. Samtidig har der i en årrække været et udtrykt ønsker om at mindske presset på Indre by og Indre Nørrebro og sikre en bedre spredning af kultur- og nattelivet ud over hele København.
Høring af lokaludvalgene
Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) ønsker derfor lokaludvalgets høringsbidrag til identificering af udvalgte pladser/strækning til en forsøgsordning med tidsmæssig udvidet udeservering (til kl. 02:00 fredage og lørdage i sommerhalvåret). Forvaltningen beder lokaludvalget om at pege på 1-2 pladser/strækninger på Vesterbro, som lokaludvalget mener vil være egnet til tidsmæssig udvidet udeservering. Der vil være tale om en 4-årig forsøgsordning, der løbende skal evalueres.
Forvaltningen er i gang med at kortlægge byen for egnede pladser efter saglige kriterier om 1) nærhed til nærmeste beboelse og 2) en helhedsvurdering af restaurationstæthed og belastning i området.
Undersøgelsen foretages ved kortlægning af geodata om beboelse og restaurationstæthed sammenholdt med en fysisk vurdering af forholdene på pladserne. Lokaludvalgets høringsbidrag vil blive vedlagt som supplement til denne kortlægning.
Der er frist for indsendelse af høringssvar den 2. oktober.
Kulturudvalget har drøftet høringsmaterialet, der er vedlagt som bilag. Kulturudvalget havde ikke umiddelbart forslag til steder, der kan indgå som forslag i høringssvaret og beder derfor lokaludvalget om input til bevarelsen.
Besvarelsen forelægges til lokaludvalgets godkendelse på mødet den 27. september.
Løsning
Lokaludvalg drøfter høringen vedr. pladser/strækninger til tidsmæssig udvidet udeservering og kommer med input til Kulturudvalget, som på baggrund af lokaludvalgets drøftelse, udarbejder det endelige høringssvar.
Økonomi
Intet
Videre proces
Kulturudvalget udarbejder på baggrund af lokaludvalgets input et forslag til høringssvar, der fremlægges til godkendelse på lokaludvalgets møde den 27. september 2023.
Beslutning
Lokaludvalget foreslog følgende pladser/strækninger:
- Scandiagade ved Moxy
- Sejlklubvej
- Bådehavnsgade
- Borgmester Christiansens Gade
Kulturudvalget drøfter lokaludvalgets input på deres møde den11. september og fremlægger herefter forslag til lokaludvalgets godkendelse på septembermødet.