Udpegning af 1-2 medlemmer af Parkbrugerrådet for Valbyparken
Indstilling
Forretningsudvalget for Kgs. Enghave Lokaludvalg indstiller:
1. at lokaludvalget udpeger 1-2 medlemmer til Parkbrugerrådet for Valbyparken
Problemstilling
Projektleder Mette Frost fra teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) har rettet henvendelse til Sekretariatet fordi Københavns Kommune ønsker at udarbejde en udviklingsplan for Valbyparken og den del af Kalvebodkile fredningen der ligger umiddelbart nedenfor Valbyparken. Valbyparkens fredning er fra 1966 og stiller ikke krav om udarbejdelse af udviklingsplaner, men stadig flere bruger parken og TMF ønsker at der udarbejdes en plan for hvorledes parken kan udvikles de næste 10 år. Kgs. Enghave Lokaludvalg inviteres derfor til at deltage i Parkbrugerrådet for Valbyparken med 1-2 medlemmer.
TMF planlægger at holde det første Parkbrugerrådsmøde onsdag den 24. maj 2023 kl. 17.00 – 20.00. Mødet afholdes på Loftet på Karens Minde Kulturhus.
I efteråret vil der blive afholdt endnu et parkbrugerrådsmøde og også et åbent parktræf. Målet hermed er at få en god dialog med alle brugere om Valbyparkens brug og muligheder for udvikling af rekreative faciliteter, landskab og natur i Valbyparken.
TMF beder Kgs. Enghave Lokaludvalg udpege 1-2 medlemmer, der har interesse i Valbyparken og lyst til at sidde med i Parkbrugerrådet. Frist for indmelding af medlemmer er sat til den 24. april.
Løsning
Lokaludvalget udpeger 1-2 medlemmer til det nyoprettede Parkbrugerråd for Valbyparken.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Første møde i Parkbrugerrådet for Valbyparken afholdes efter planen den 24. maj kl. 17-20 på Karens Minde, lokalet Loftet.