Mødedato: 30.03.2023, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus, Stuen på 1.

Drøftelse af henvendelse fra Center for Økonomi vedrørende placeringer til skæve boliger i Sydhavnen

Se alle bilag
Kgs. Enghave Lokaludvalg skal drøfte eventuelle placeringer af skæve boliger i Sydhavnen.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget drøfter mulige placeringer af skæve boliger i Sydhavnen.

2. at lokaludvalget godkender forslag til høringssvar fra Forretningsudvalget.

Problemstilling

Den 26. november 2021 blev den nye bolig- hjemløseaftale offentliggjort.

Læs mere her:

Aftale om tusindvis af nye billige boliger og Housing First skal afskaffe langvarig hjemløshed i Danmark

Formålet med aftalen er bl.a. at reducere antallet af hjemløse og gøre op med langvarig hjemløshed i Danmark. En central del af aftalen er en omlægning af statsrefusionen på hjemløseområdet, hvilket betyder, at den statslige refusion til ophold på herberger reduceres, mens der til gengæld indføres en statslig refusion på udvalgte bostøtteindsatser. Det betyder, at rigtig mange hjemløse i København i fremtiden skal flytte fra herberg til egen bolig i det videst mulige omfang, at det er muligt at skaffe boliger hertil.

Lovforslaget forventes fremsat i marts 2023. Vedtages den nye hjemløsereform, vil Københavns Kommune komme til at står overfor en stor stigning i behovet for bl.a. skæve boliger. Skæve boliger er en boligtype, som kan rumme de hjemløse, der ikke har så omfattende støttebehov, at de skal have en plads på et botilbud, men som dog vanskeligt kan passe ind i en almindelig bolig. Der arbejdes aktuelt med tilvejebringelse af enkelte skæve boligprojekter i byen, men det bliver en stor udfordring af finde plads til så mange nye skæve boliger, som reformen kræver. Derfor vil Kontor for Ejendomsstrategi og Kapacitet gerne høre fra alle lokaludvalg, om der er kendskab til mulige placeringer i bydelen, hvor der kunne etableres skæve boliger.

Krav til placeringer

Der er en række krav til placeringerne:

  • Der kan maksimalt placeres 12 boliger pr. areal
  • Arealet skal være 1000 – 2000 m2
  • Arealet skal være ubebygget
  • Arealet skal gerne ligge tæt på indkøb
  • Arealet skal gerne ligge tæt på offentlig transport

Svarfrist

Lokaludvalget bedes sende eventuelle forslag til placeringer via lokaludvalgssekretærerne senest den 11. april 2023.

 

Løsning

Forretningsudvalget vurderer, at der ikke er ledige grunde til skæve boliger i Sydhavnen, medmindre Københavns Kommune vil inddrage arealer i byudviklingsområderne i Bådehavnsgade til dette formål. Forretningsudvalget foreslår, at lokaludvalget godkender besvarelsen i vedlagte høringssvar.

Økonomi

Intet

Videre proces

Sekretariatet indsender forslag til høringssvar inden høringsfristen den 11. april 2023.

Beslutning

Det skal tilføjes til udtalelsen, at ØKF kan overveje at undersøge mulighederne for at bygge skæve boliger på arealet ved Strømmen samt på MAN-grunden, som lokaludvalget har fået oplyst, snart bliver ledigt. Med disse tilføjelser blev udtalelsen godkendt.

 

Til top