Medlemsforslag fra Jan Mathisen om at opkalde plads i Sydhavnen efter Erik Clausen
Kgs. Enghave Lokaludvalg skal tage stilling til et medlemsforslag fra Jan Mathisen om at opkalde en plads i bydelen efter Erik Clausen.
Jan Fønss har sendt et selvstændigt medlemsforslag, som skal forstås som et ændringsforslag til ovennævnte medlemsforslag.
Indstilling
Jan Mathisen foreslår:
1. at lokaludvalget beslutter, at pladsen ved Rubinsteinsvej, Stubmøllevej og Hammelstrupvej officielt får navnet Erik Clausens Plads.
Jan Fønss foreslår:
2. at medlemsforslaget fra Jan Mathisen ikke godkendes i den nuværende form
3. at lokaludvalget tager kontakt til Vesterbro Lokaludvalg og foreslår dem at vi laver en fælles forslag til navngivning af en vej eller plads, evt. i eller ved Jernbanebyen.
Problemstilling
Jan Mathisen ønsker at en plads i bydelen opkaldes efter Erik Clausen, der døde den 30. oktober 2024. Erik Clausen er født og vokset op på Rubinsteinsvej, og det kunne derfor være passende, at den plads, der ligger hvor Rubinsteinsvej, Stubmøllevej og Hammelstrupvej mødes navngives efter ham. Jan Mathisen har ikke indvendinger imod at lokaliteten ændres til et andet sted i Sydhavnen. Jan Mathisen havde oprindeligt også stillet forslag om, at lokaludvalget skulle arbejde for, at der bliver startet en indsamling til at få lavet en skulptur af Erik Clausen. Dette forslag har han trukket tilbage.
Jan Fønss har stillet ændringsforslag på baggrund af, at Vesterbro Lokaludvalg muligvis også kan have en interesse i at opkalde en plads eller en vej efter Erik Clausen. For at undgå et kapløb mellem de to lokaludvalg om, hvem der først kan opkalde et sted efter Erik Clausen, foreslår Jan Fønss, at lokaludvalget tager kontakt til Vesterbro Lokaludvalg og foreslår dem at vi laver en fælles forslag til navngivning af en vej eller plads. Evt. kan Kgs. Enghave Lokaludvalg forslå, at den etableres på det nye Byudviklingsområde Jernbanebyen som ligger lige mellem Vesterbro og Kgs. Enghave.
Et muligt sted kunne være den udvidede tunnel ved Enghavevej ind til Jernbanebyen eller en af vejene, der bliver etableret ved siden af Sydhavn station med indgang til Jernbanebyen som også ville være tæt på Sydhavns Plads hvor Erik Clausens kunstværk Manden der kommer op af jorden ligger.
Dernæst foreslår Jan Fønss, at begge lokaludvalg kontakter Erik Clausens efterladte sammen og starter dialogen om, hvordan Erik Clausen bedst kan æres og mindes i hans ånd.
Jan Fønss har motiveret sit ændringsforslag sådan:
Motivering / Begrundelse for ændringsforslag:
"Jeg føler ikke at hverken os eller Vesterbro eller os begge sammen skal navngive noget efter Erik Clausen uden at det foregår i dialog med de efterladte.
Jeg mener at vi står meget stærkere hvis vi er to Lokaludvalg der samlet kommer med et ønske om at æres Erik Clausen med en vej eller en plads i fællesskab.
Jeg ser et langt større potentiale i at etableringen sker på Jernbanebyens areal, fordi der er bedre muligheder at vælge imellem frem for at forsøge at ændre navnet på en nuværende vej eller plads, og at man i et byudviklingsområde, der er på vej, måske ligefrem kan være med til at udforme pladsen eller vejen på en måde der i Erik Clausens ånd. Det kunne være indrette til gadegøgl, med unge up and coming kunstneres kunst i byrummet eller eller et kunstværk af hans gode ven Leif Sylvester. Mulighederne er flere og mere spændende."
Sekretariatet bemærker, at der efter praksis skal gå mindst et år fra en person er død, til pågældende kan få opkaldt en plads efter sig. Dette er af hensyn til de efterladte.
Løsning
Lokaludvalget drøfter de to medlemsforslag og beslutter, om lokaludvalget skal arbejde videre med at få navngivet en plads eller et ´sted efter Erik Clausen.
Forretningsudvalget har drøftet Jan Mathisens forslag og finder, at hvis der skal arbejdes videre med ovenstående, bør det ske i samarbejde med Vesterbro Lokaludvalg.
Økonomi
intet
Videre proces
Hvis lokaludvalget beslutter at arbejde videre med sagen, kan Forretningsudvalget kontakte Vesterbro Lokaludvalgs forperson mhp. et samarbejde. Lokaludvalget orienteres løbende om udviklinger i sagen.