B-sag ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen 2025
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Sydhavnens Bibliotek til arrangementet "Digt et monster – forfatterforedrag og lyntegning" med det fulde beløb på 9.000 kr.
2. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Copenhagen Dance Arts til arrangementet "Copenhagen International Dance Festival" med det fulde beløb på 30.000 kr.
3. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Børnekulturstedet Karens Minde til projektet "Kultur for en tudse" med det fulde beløb på 60.000 kr.
4. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Jan Lippert / Sound21.dk til arrangementet "SV-festival 2025" med det fulde beløb på 60.000 kr.
5. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Karens Minde Kulturhus til arrangementet "Sankt Hans i Sydhavnen" med delvis støtte på 52.000 kr.
6. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Copenhagen Concert Community til koncerterne "Klassisk og Rytmisk Musik på Samme Scene 2025" med det fulde beløb på 30.000 kr.
7. at lokaludvalget giver støtte til ansøgningen fra Final Descent til projektet "Final Descent og Fanø Free Folk Festival præsenterer: Macdara Yeates (IR) + ULC Trio (DK/IR) – Ny folkemusik fra Dublin og Fanø" med det fulde beløb på 10.000 kr.
8. at lokaludvalget giver støtte til ansøgningen fra Laurits Nymand Svendsen til udstillingen "Recent Salvages From the Collections – MuRI 2.3" med delvis støtte på 31.165 kr. øremærket alt ifm. udstillingen - undtaget publikationer.
Problemstilling
Ansøgning 1-3 er forbehandlet af Socialudvalget og ansøgning 4-8 er forbehandlet af Kulturudvalget
ad 1) "Digt et monster – forfatterforedrag og lyntegning " Der er søgt 9.000 kr. og indstillet 9.000 kr.
Sydhavnens Bibliotek har søgt om 9.000 kr. i støtte til arrangementet "Digt et monster – forfatterforedrag og lyntegning" med afholdelse d. 19. marts 2025 på Sydhavnens Bibliotek. Arrangementet er for tre 3.klasser fra hhv. Ellebjerg skole, Sluseholmens skole og Hay Skole for i alt 59 skoleelever.
I foredraget vil forfatter og komiker Mads Brynnum fortælle om monstre og læse rim op fra bøger. Imens laver tegner Mads Johansen lyntegninger monstre, og børnene skal herefter sammen og på tværs af klasser digte et spritnyt monster. Og så skal de fælles være med til at fortælle monstrets historie som rim, mens det kommer til live som tegning. Forskning viser at læselysten daler i 4.klasse. Derfor er det vigtigt at sætte ind med spændende litteraturmøder for børnene og fastholde børnene i de magiske øjeblikke, som litteraturen kan skabe.
Ansøger kan oplyse, at der på forhånd er indgået aftaler med de tre ovennævnte skoler, og herved er der opnået opklaring vedr. SUs indvending om aftaler.
Socialudvalget indstiller at ansøgningen støttes med det fulde beløb på 9.000 kr.
ad 2) "Copenhagen International Dance Festival" Der er søgt 30.000 kr. og indstillet 30.000 kr.
Copenhagen Dance Arts søger lokaludvalget om 30.000 kr. i støtte til i alt seks forestillinger til børn og unge i Enghaves lokalområde i marts 2025, som led i Copenhagen International Dance Festival. Der ansøges om støtte til tre forestillinger på Skolen i Sydhavnen og tre forestillinger på Game Streetmekka, med skoleklasser fra Bavnehøj skole som publikum for i alt ca. 2.400 elever.
Årets forestilling iscenesættes af koreograferne Lotte Sigh og Morten Innstrand med bidrag af bl.a. den norske ener Jon Ole Olstad. Dansere fra 12 forskellige lande er med til at bidrage til en sjov, imponerende, nuanceret og inspirerende oplevelse og dialog om kroppens fortællinger.
Festivalen præsenterer årligt et ambitiøst og bredt program med unikke danseoplevelser i hele Københavnsområdet med i alt 100 forestillinger. Festivalen har eksisteret siden 2019, og afprøver hvert år nye formidlingsformer i samarbejde med opførelsessted. Hvert år præsenteres nye forestillinger, nye dansere og nye (samt tidligere) samarbejdspartnere.
På baggrund af kontakt til ansøger, kan det oplyses, at det tilsendte budget med ansøgte beløb er en underskudsgaranti, som udelukkende vedrører arrangementet i området i Kgs. Enghave.
Socialudvalget indstiller at ansøgningen støttes med det fulde beløb på 30.000 kr.
Ad 3) "Kultur for en tudse". Der er søgt 60.000 kr. og indstillet 60.000 kr.
Børnekulturstedet Karens Minde søger lokaludvalget om 60.000 kr. i støtte til at arrangere Kultur for en tudse i perioden d. 26. – 29. august 2025 på Karens Minde og Tippen. Arrangementet er for ca. 1800 børn og voksne fra hele Sydhavnen, herunder ”løse” børn og forældre, daginstitutioner, hjemmepassere, skoler og KKFO’ere. Ansøger samarbejder med pædagoger og lærere fra både det nye og det gamle Sydhavn. Alle er velkomne til Kultur for en tudse, som er gratis at deltage i.
I 2025 vil Kultur for en tudse undersøge konsekvenserne af det planlagte byggeri i Bådhavnsgade og den vej, der planlægges langs med Tippen: Konsekvenserne for naturen, for dyrelivet og for børnenes forhold til disse. Vinklen vil – ligesom for 30 år siden – være på at sætte fokus på de ting, man ønsker bevaret; naturen, det rige dyreliv, børns mulighed for adgang til naturen og for at komme tæt på dyrelivet. Det vil gøres ved dels at tematisere Tippens dyre- og naturliv i workshops og forestillinger. Dels ved at gentage en fantastisk erfaring fra for et par år siden – at flytte hele tudsen ud på Tippen, i år dog kun en enkelt dag. Bl.a. vil der afholdes en akustisk aftenkoncert og picnic i det høje græs, uden naturforstyrrende elementer som forstærkning eller motoriserede køretøjer.
Socialudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb på 60.000 kr.
Ad 4) "SV-festival 2025". Der er søgt 60.000 kr. og indstillet 60.000 kr.
Jan Lippert / Sound21.dkSV-festival søger støtte til festivalen SV-festival 2025, som finder sted 2.– 8. juni. Festivallen bliver 10 år til sommer og vil gerne fejre det med manér i et udbygget program med nye tiltag, i samspil med festivalens kernefokus på eksperimenterende musikscene og anden musik med stærke rødder, kant og kulør. Festivallen er åben for alle.
Dette års SV-tema vil centrere sig om GRØN-agenda. Verdens fælles arbejdsplan – FN’s Verdensmål – skal som bekendt indfri sine 17 mål inden 2030, så SV25 vil gøre en lyd (!) ud af nødvendigheden ved at arbejde målrettet på at forholde sig (ny)skabende til opgaven via et (g)lokalt perspektiv med særfokus på især biodiversitet i samspil med festivalens komponister, ensembler og skoleworkshops. Kunstnerne på dette års festival vil forholde sig til målet om at (gen)skabe en vildt groende natur dels mere symbolsk i en musik med rødder / ROOTS i (vilde) genreforgreninger og dels ved at sætte ord, toner og perspektiver på biodiversitet bl.a. i særlige koncerter og skoleworkshops ude i Sydhavnens natur.
Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb. Begrundelsen bygger bl.a. på at Bavnehøjområdet er inkluderet i projektet, men at Områdefornyelsen ikke længere findes til at give tilskud, som tidligere.
ad 5) "Sankt Hans i Sydhavnen" Der er søgt 57.310 kr. og indstillet delvis støtte på 52.000 kr.
Karens Minde Kulturhus søger støtte fra lokaludvalget på 57.310 kr. til afholdelse af Sankt Hans i Sydhavnen d. 23. juni 2025. Arrangementet er gratis og henvender sig til alle aldersgrupper og finder sted udenfor ved Karens Minde. Der forventes omkring 1.500 deltagere, afhængigt af vejret.
Karens Minde Kulturhus og SydhavnsCompagniet ser frem til i 2025 at afvikle den traditionsrige fejring af Sankt Hans Aften på Karens Minde-området. Arrangementet har gennem årene vokset sig til en fastforankret og samlende begivenhed i Sydhavnen og tiltrækker både lokale og gæster fra resten af byen til en hyggelig eftermiddag og aften med dejlig mad og drikke, taler og god musik. Interessen for og deltagelsen i arrangementet vokser i takt med nyåbnet metroforbindelse og en voksende bydel. Derfor valgte de for nogle år siden at flytte musik og taler ud på en udendørs scene, så de kunne nå ud til mange flere, end de kunne i Pavillonen, og nu ser de et behov for at opgradere yderligere med et større lydanlæg af ordentlig kvalitet, så alle kan høre taler og musik. Som en vigtig del af aftenens stemning vil det festlige band Patchanka feat. Mariyah LeBerg spille og sætte gang dansegulvet. Derudover vil der være båltaler, uddeling af Sydhavnsprisen (hvis Lokaludvalget ønsker det) og sange med sangerinden Helle Thun.
Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen tildeles delvis støtte med 52.000 kr., hvor støtte til KODA afgift ikke er inkluderet, da det forventes at denne udgift kan dækkes ved indtægter på dagen.
Ad 6) "Klassisk og Rytmisk Musik på Samme Scene 2025". Der er søgt 30.000 kr. og det indstilles at støtte med 30.000 kr.
Copenhagen Concert Community søger lokaludvalget om 30.000 kr. i støtte til at opføre 3 koncerter "Klassisk og Rytmisk Musik på Samme Scene 2025 " i Karens Minde Kulturhus i perioden maj - november 2025 (16/5 + 14/11 + 15/11 2025). Det forventes at 150 deltager i aldersgruppen, 16-100-årige, fra Sydhavnen og andre bydele. Billetprisen holdes nede (ca..120 kr.) således de fleste kan prioritere at købe en billet.
Til koncerterne vil der præsenteres ny musik af forskellige genrer, der tiltrækker publikum af forskellige aldre og skabe en ramme for en særlig koncertoplevelse. Under de 3 koncerter vil klassisk musik indgå i sammenhæng med rytmisk musik herunder punk, indie, folk, r&b, jazz eller elektronisk musik til den samme koncert. Koncerterne henvender sig både til et lokalt publikum og folk fra andre bydele. Ved hver koncert optræder 2-3 forskellige artister/ ensembler som spiller hver sin genre. Ved hver koncert vil en af artisterne/ ensemblerne spille klassisk. Copenhagen Concert Community har afholdt koncerter i 2019, 2021, 2022, 2023 og 2024 med samme koncept, som fik god respons og vil gerne fortsat arbejde på at koncertformatet jævnligt vender tilbage med tilknytning til Karens Minde Kulturhus.
Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb.
Ad 7) "Final Descent og Fanø Free Folk Festival præsenterer: Macdara Yeates (IR) + ULC Trio (DK/IR) – Ny folkemusik fra Dublin og Fanø". Der er søgt 10.000 kr. KU indstiller, at det indstilles at støtte med 10.000 kr.
Final Descent søger lokaludvalget om 10.000 kr. i støtte til afholdelse af koncert med den irske sanger Macdara Yeates og den dansk/irske folkemusik-trio ULC Trio d. 04.04.2025 på KLEIN.
Koncerten bliver et spændende møde mellem forskellige publikumsgrupper og musikalske sprog, med et fælles afsæt i rige og gamle folkemusiktraditioner. Final Descent inviterer til folkemusikalske nybrud i Karens Minde Kulturhus sammen med Fanø Free Folk Festival og KLEIN.
Der er budgetteret med 60 billetkøbere til koncerten, hvilket flugter fint med deres gennemsnitlige billetsalg fra sidste halvår. Der sættes dog ind på at få udsolgt til koncerten hvor kapaciteten er 100 til en siddende koncert.
Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb.
Ad 6) "Recent Salvages From the Collections – MuRI 2.3". Der er søgt 40.870 kr. og det indstilles delvis støtte med 31.165 kr.
Laurits Nymand Svendsen søger lokaludvalget om 40.870 kr. i støtte til afholdelse af udstillingen "Recent Salvage From the Collection – MuRI 2.3" d. 25. april – 25. maj 2025 på Udstillingsstedet Sydhavn Station (USS). Aktiviteten er åben for alle og der forventes et besøgstal på 200-400 personer. Projektet appellere særligt til dem, der interesserer sig for digital teknologi og gaming og på den måde kan projektet inddrage en yngre gruppe, som normalt ikke engagerer sig i billedkunst.
MuRI undersøger med humor og institutionskritik, hvordan museer forandrer sig, når de bliver digitale, og hvilke nye former for fiktion der kan opstå i dette skift. I udstillingerne kan man bl.a. opleve:
• En udstilling om museets sponsorer – en række umulige virksomheder.
• En kunstsamling skabt af dyr.
• En samling, hvis genstande er permanent lånt ud til andre institutioner.
På USS præsenteres:
• Fem nye digitale udstillinger, som besøgende kan opleve på PC’er i udstillingsrummet.
• Fem tilhørende fysiske publikationer, der kan læses og købes på stedet.
• Plakater fra MuRI, som vises i passagen ved stationen og på billboardet udenfor.
De digitale udstillinger kombinerer tekst, billeder og interaktive elementer. I løbet af udstillingsperioden afholdes to artist talks: Én om fiktive museer og én om digitale udstillingsplatforme.
Kulturudvalget indstiller at ansøgningen støttes med delvis støtte på 31.165 kr. øremærket alt ifm. udstillingen undtaget 5 publikationer, der produceres til salgsøjemed (9.705kr.).
Løsning
Ansøgningerne indstilles som B-sager. Det betyder, at arbejdsgruppernes indstillinger anses som godkendte, medmindre de løftes op som A-sag under punktet godkendelse af dagsordenen.
Økonomi
Der er søgt 297.180 kr. og indstillet 282.165 kr.
Videre proces
Sekretariatet sender afgørelserne til ansøgerne hurtigst muligt efter mødet.
Beslutning
Ved alle ansøgninger blev arbejdsgruppernes indstillinger godkendt som B-sager.