Mødedato: 29.09.2022, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus Stuen på 1.

Orientering: Opsamling på Budget 2023

Se alle bilag
Kgs. Enghave Lokaludvalg skal orienteres om budgetforliget for Budget 2023.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget tager orienteringen om budgetforligets resultater med relevans for Sydhavnen til efterretning.

Problemstilling

På lokaludvalgets møde den 22. juni 2022 blev det besluttet at sende et brev til alle medlemmer af Borgerrepræsentationen med 4 ønsker fra lokaludvalget til næste års budget. Ønskerne blev gentaget i et brev af 30. august 2022 til kredsen af gruppeforpersoner. De 4 ønsker var i ikke-prioriteret rækkefølge:

  • Selvstændigt sekretariat til Kgs. Enghave Lokaludvalg
  • Anlægsfinansiering til Istandsættelse af Østre Kapel
  • Trafikanalyse af trafikafviklingen i Sydhavnsgade fra Scandiagade og op til Sluseholmen, og
  • Varig øget bevilling til Kares Minde Kulturhus (udvidede åbningstider).

Den 9. september 2022 blev der indgået en aftale om Budget 2023 af alle partier i Borgerrepræsentationen, bortset fra Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti. Resultatet må beskrives som et af de bedste for Sydhavnen nogen sinde. Forliget indeholder følgende af relevans for Sydhavnen:

-Daginstitution med otte grupper ved Bådehavnsgade (65,8 mio. kr. på anlæg i 2023-2025 samt 12,2 mio. kr. i 2028 samt midler til service og vedligehold)

-Nyt klubhus på Bavnehøj Idrætsanlæg til Boldklubben Vestia (31,6 mio. kr. på samlet anlæg i 2023-2026 samt midler til service, afledt drift og vedligehold)

-Renovering og ombygning af Østre Kapel (30,1 mio. kr. samlet på anlæg i 2023-2026 til at istandsættelse, ombygning og inventar samt midler til service, afledt drift, reservationsleje og fondsmoms)

-Drikkevandsposter og toiletter ved Sydhavnsmetroens stationer samt gangsti mellem Ny Ellebjerg Station og Gammel Køge Landevej (8,1 mio. kr. på anlæg i 2022 samt midler til service og afledt drift)

- Ny stibro på havneruten over Slusen i Sydhavn (6,5 mio. kr. på samlet anlæg i 2023-2025 samt midler til service, afledt drift og vedligehold)

- Forberedelse af byudvikling på kommunal grund ved Ny Ellebjerg Station (Strømmen 1-3) i sammenhæng med udbygning af stationen til knudepunktstationen København Syd (5,0 mio. kr. på samlet anlæg i 2023-2025)

- Genopførelse af murstensmur på Vestre Kirkegård (3,7 mio. kr. samlet på anlæg i 2022 og 2023 til at genopbygge muren samt midler til service og afledt drift)

-Etablering af selvstændigt lokaludvalgssekretariat til Kgs. Enghave Lokaludvalg (1,8 mio. kr. på service i 2023 og 3,6 mio. kr. årligt i 2024 og frem)

-Nyt botilbud på Sluseholmen inden for handicapområdet (supplerende planlægningsbevilling: 2,1 mio. kr. samlet på anlæg i 2023)

-Udvidet åbningstid på Karens Minde Kulturhus (0,3 mio. kr. årligt på service i 2023-2026)

-Udvidelse af offentlig adgang til havnebadene – herunder havnebadet Sluseholmen – uden livredning (0,2 mio. kr. årligt på service i 2023-2026 til teknisk tilsyn med havnebadene)

-For at øge udbuddet af idrætsfaciliteter på Vesterbro og i Sydhavnen er parterne enige om at afsætte midler til at planlægge kunstgræsbaner tæt ved den kommende folkeskole på Godsbaneterrænet med budget 2025 eller ved senere budgetforhandlinger

Sydhavnen har samlet fået tildelt projekter for 159 mio. kr. i 2023 og de følgende år. 3 af lokaludvalgets 4 ønsker blev opfyldt, der blev dog ikke fundet midler til en analyse af trafikken i Sydhavnsgade.

Økonomi

Intet af relevans for lokaludvalget til dette møde.

Videre proces

 

Budgettet for 2023 forventes endeligt vedtaget af Borgerrepræsentationen den 6. oktober 2022 Kort tid derefter vil der blive skabt afklaring af, hvornår Kgs. Enghave Lokaludvalg får sit eget sekretariat. 

Beslutning

Lokaludvalget tog orienteringen til efterretning. Lokaludvalget besluttede at sende et brev til Borgerrepræsentationen med tak for de mange bevillinger. FU blev bemyndiget til at sende brevet.
Til top