Mødedato: 29.08.2024, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus Stuen på 1.

Henvendelse til Region Hovedstaden om mangel på læger i Sydhavnen

Se alle bilag
Lokaludvalget skal godkende et brev fra SU til Regionsrådsformanden i Region H samt formanden for regionens sundhedsudvalg om manglen på læger i Sydhavnen.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget godkender vedlagte forslag til brev til Regionsrådsformand Lars Gaardhøj og formanden for Region Hs sundhedsudvalg, Christoffer Buster Reinhardt, om lægemanglen i Sydhavnen.

 

Problemstilling

Socialudvalget (SU) har igennem de sidste halve år været i dialog mod Region Hovedstaden om manglen på praktiserende læger i Sydhavnen. Et af emnerne for dialogen er, at Sydhavnen i Region Hovedstadens statistikker for lægedækning lægges sammen med Vesterbro, som har den bedste lægedækning i København.

Region Hovedstaden meddelte i en mail af 19. august, at regionen ikke har mulighed for at øge kapaciteten for ydernumre til læger i Sydhavnen. Af mailen fremgik bl.a.:

"

Vi har drøftet muligheden for at ændre på planlægningsområder i teamet og med vores chef.

 

Planlægningsområderne i deres nuværende form er den måde, vi har besluttet at administrere den samlede praksissektor på. Dette er beskrevet i samtlige af de gældende og politisk godkendte praksisplaner.

 

Det er derfor ikke ligetil at lave planlægningsområderne om. Hvis vi skal ændre områderne i planlægningen af de praktiserende læger, skal vi også ændre for de øvrige yderområder i praksissektoren. Det vil samtidig kræve en forandring i opsætningen af de nationale systemer, vi trækker data fra.

 

Det er derfor en større opgave, som vi skal se rigtig gode grunde - på tværs af geografiske områder og yderområder - til at prioritere.

 

Når det er sagt, så skal vi naturligvis overholde sundhedsloven og tilbyde borgere adgang til to praktiserende læger med åbent for tilgang inden for 15 km afstand (5 km i hovedstadsområdet). Her ser vi ikke alene på planlægningsområder og borgere i Sydhavnen vil kunne blive dækket af læger i andre planlægningsområder, som fx Valby. Hvis I er opmærksomme på manglende overholdelse af dette, hører vi gerne fra jer igen."

 

Socialudvalget mener, at det bør indgå i Region Hovedstadens overvejelser, at antallet af læger pr. indbygger i Sydhavnen er det laveste i København og under halvdelen af gennemsnittet for København. Det er også lavere end i de fleste andre kommuner i Danmark, jf. oplysninger fra Praktiserende Lægers Organisation Se link.

Desuden bør det også tælle som en rigtig god grund til at prioritere flere læger til Sydhavnen, at Sydhavnen ifgl. det dataark vi fik udleveret fra Statistikbanken til bydelsplanen har en meget lav middellevealder, og at vi er et område med mange socialt udsatte. Denne gruppe går i forvejen kun sjældent til lægen, og SU og FU mener, at det er vigtigt at undgå, at afstanden til den praktiserende læge skal være en yderligere hindring.(link)

SU og FU indstiller derfor, at lokaludvalget godkender vedlagte brev til formanden for Regionsrådet samt formanden for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden. SU og FU opfordrer de politisk udpegede kandidater til at arbejde politisk for en forbedring af situationen.

Løsning

Lokaludvalget godkender vedlagte forslag til brev til region Hovedstaden.

Økonomi

Intet

Videre proces

Sekretariatet sender brevet, hvis det godkendes af lokaludvalget, og SU arbejder videre med problemstillingen som et fokusområde i bydelsplanen.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Til top