Mødedato: 29.08.2024, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus Stuen på 1.

Opsamling på repræsentantskabsmødet og godkendelse af nye emner i bydelsplanen

Lokaludvalget skal evaluere repræsentantskabsmødet, der afholdes umiddelbart før lokaludvalgsmødet og godkende ændringer til bydelsplanen.

Indstilling

1. at lokaludvalget evaluerer repræsentantskabsmødet, der afholdes umiddelbart før nærværende møde

2. at lokaludvalget godkender arbejdsgruppernes ændringer i bydelsplanen

 

Problemstilling

Dette punkt erstatter det faste punkt "Status på Bydelsplanen"

Ad 1) Der afholdes repræsentantskabsmøde i Kgs. Enghave Lokaludvalg torsdag den 29. august kl. 18.30-19.00 umiddelbart før lokaludvalgets møde. Alle medlemmer af lokaludvalget er også medlemmer af repræsentantskabet, og FU opfordrer til, at så mange som muligt deltager i repræsentantskabsmødet.

FU indstiller, at lokaludvalget evaluerer/drøfter input fra repræsentantskabet.

 

Ad 2) Arbejdsgrupperne har nu arbejdet med bydelsplanerne i ca. 2 år. Nogle projekter er allerede i mål, eller har mistet relevans, andre er stadig lige relevante, mens nye projekter kan være blevet tilføjet. Nedenfor følger en kort status på hver af de tre arbejdsgruppers bydelsplans-projekter:

Socialudvalget:

  • Forbedring af levealder, sundhed og trivsel i bydelen: SU arbejder videre med dette punkt. Pt arbejder SU på opdaterede statistikker fra KK-statistikbank
  • Mangel på praktiserende læger: SU har haft en længere dialog med Region Hovedstaden om, hvordan der kan komme flere praktiserende læger til Sydhavnen, og arbejder videre med dette
  • Fokus på ungemiljøer og udskoling: SU arbejder på, at der skal være et ungeværk på den nye skole i Borgmester Christiansens Gade og at faciliteterne på Rubinen skal forbedres. SU følger arbejdet med den nye skole, der skal have fælles ledelse med Ellebjerg Skole, tæt. SU følger også planerne om et ungehus på Enghavevej. Endelig vil SU gerne i samarbejde med BUF udvikle Naturskolen på Tippen, så den kan blive mere brugt af skoler og daginstitutioner.
  • Udsatte borgere i byrummet: SUs fokus har primært været på at få etableret et nyt byrum til drikkefælleskaber på den Grønne Plads ved Sydhavn St/Hørdumsgade. Dette ser ud til at være lykkedes ganske godt. Lige nu er projektet velfungerende. Su holder tæt kontakt til udviklingen via deltagelse i Aktørnetværket og tæt samarbejde med SydhavnsCompagniet. SU vil fremover fokusere på de to nye botilbud, der skal oprettes i det Gl. Sydhavn (Ellebjergvej og Sjælør St,) og hvilken indflydelse, de nye beboere vil have for Sydhavnen. Desuden fokuserer SU på kommunens øgede brug af anvisningsretten til de almene boliger i det Gl. Sydhavnen (primært AKBs boliger Frederiksholm-karreerne) og om Frederiksholm igen kommer på listen over socialt udsatte byområder. Endelig vil SU følge opførelsen af plejeboliger og skæve boliger ved Valby Idrætspark, Sydhavnsgade, Strømmen og Bådehavnsgade.

Kulturudvalget:

  • Bedre adgang til kultur- fritids- og idrætsfaciliteter i Sydhavnen: KU deltager i arbejdsgruppen om Bådehavnsgade og i følgegruppen om udviklingsplanen for Valbyparken og følgegruppen for udvikling af Valby Idrætsanlæg.
  • KU har ligeledes fokus på at skabe bedre adgang til vandet og havnen, samt adgang til skolernes faciliteter udenfor skoletiden. Der arbejdes aktivt på at skabe flere kulturelle kvadratmetre i byudviklingsområder, samt flere kulturelle aktiviteter i Karens Minde Kulturhus.
  • Mere Musikskole til Sydhavnen: KU fokuserer fortsat på arbejdet med at få en musikskole til Sydhavnen
  • Østre Kapel som kulturelt fyrtårn - Brug af kapellet og området omkring: KU deltager i følgegruppen for renoveringen af Østre Kapel med fokus på, at kapellet vil komme til at være ikke alene Sydhavns Teaters faste scene, men også et nyt kulturhus for hele Sydhavnen.

Bymiljøudvalget:

  • Det Vilde Sydhavnen: Der er sat mange initiativer i gang for at øge biodiversiteten i Sydhavnen, bl.a. ved samarbejde med Sydhavnens Grønne Nabofællesskaber og med biblioteket og karens Minde Kulturhus
  • Sydhavnstippen som selvgroet naturområde: BMU har haft og har fortsat meget travlt med at bevare Tippen som et selvgroet naturområde. Den igangværende byudvikling af Stejlepladsen og Bådehavnsgade og mange nye borgere i Sydhavnen sætter på forskellige måder Tippen under pres. Samtidig er der flere meget store projekter i gang ved Fragtvej i form af sporudvidelse, skybrudsplan og endelig projektet om at lovliggøre Renden og Guldkysten. 
  • Sikker Sammenhæng: BMU har fortsat fokus på en sikker forbindelse over Sjællandsbroen ved Bådehavnsgade/Sluseholmens Metro og på at forbedre de sammenhængende grønne stiforbindelser i Sydhavnen. BMU arbejder for en tunnel under Sjællandsbroen i forbindelse med byudvikling ved Nauticon-bygningen, og endelig arbejder BMU for at der udarbejdes en trafikal helhedsplan for hele Sydhavnen
  • Lokaludvalgets arbejdsgruppe for Bådehavnsgade Syd følger byudviklingen af Bådehavnsgade tæt med fokus på både byggeri af boliger og erhverv i Bådehavnsgade Syd og den arealreservation, kommunen er ved at gennemføre for en vej-forlængelse af Fragtvej forbi Musikbyen, Haveforeningen Kalvebod og videre til Folehaven.

Løsning

Lokaludvalget evaluerer repræsentantskabsmødet og godkender arbejdsgruppernes status vedrørende deres projekter i bydelsplanen.

Økonomi

Intet

Videre proces

Punktet "Status på Bydelsplanen" vender tilbage som fast punkt på dagsordenen fra September mødet.

 

 

 

Til top