Ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at julepuljen på 30.000 kr. slås sammen med restmidlerne i Kgs. Enghavepuljen
2. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Teatergrad til forestillingen "Luk Julefreden Ind" med det fulde beløb på 15.000 kr.
3. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Sydhavn Teater til forestillingen "FEMINISTEN" med det fulde beløb på 49.634 kr.
4. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra SydhavnsCompagniet til projektet "Jul i Sydhavnen 2021" med 13.900 kr. Der er søgt om 27.100 kr.
5. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra SydhavnsCompagniet til arrangementet "1. søndag i advent" med det fulde beløb på 21.300 kr.
6. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra WeShelter til aktiviteten "Julemiddag for Socialt Udsatte i Pegasus" med det fulde beløb på 9.000 kr.
7. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Nana Scheibel til aktiviteten "Filt Din Egen Julesok" med det fulde beløb på 9.300 kr.
Problemstilling
Ad 1) Sammenlægning af julepuljen og Kgs. Enghavepuljen:
Lokaludvalget afsætter hvert år en "julepulje" på 30.000 kr. for at være sikker på, at der er et beløb til bevilling til juleaktiviteter. 5 ud af de 6 ansøgninger, der skal afgøres på dette møde, vedrører juleaktiviteter, der kan høre ind under Julepuljen. Kun ansøgning 3) fra Sydhavn Teater kan ikke betegnes som en juleaktivitet. Da der imidlertid er søgt og indstillet for langt mere, end de 30.000 kr., der er afsat til Julepuljen, og da der er tilstrækkeligt med restmidler i Kgs. Enghavepuljen, indstiller Forretningsudvalget, at de to puljer slås sammen og ansøgningerne behandles under et,
Ansøgning nr. 2-3 er behandlet af Kulturudvalget, ansøgning nr. 4-6 er behandlet af Socialudvalget og ansøgning nr. 7 er behandlet af Bymiljøudvalget.
ad 2) Ansøgning fra Teatergrad til forestillingen Luk Julefreden Ind:
Teatergrad søger om 15.000 kr. i støtte til at opføre forestillingen "Luk Julefreden Ind" 3 gange i december. Forestillingen spilles i Foyeren på Karens Minde kulturhus. Ansøgeren oplyser, at der er tale om en teaterforestilling om ensomhed, der skal samle borgere på tværs af generationer og igennem musik, sang og dramatik udfolde temaer som ensomhed, fællesskab, juleglæde og stiller spørgsmålstegn ved, hvad vi skal hinanden i den søde juletid, hvis den ikke er sød for alle.
Kulturudvalget mener, at det er sympatisk, at biletterne sælges til en billigere pris til sydhavnsborgere end til andre. Det er et godt projekt, som KU indstiller til støtte med de ansøgte 15.000 kr.
ad 3) Ansøgning fra Sydhavn teater til stykket "FEMINISTEN"
Sydhavn teater søger om 49.634 kr. til opførelse af stykket FEMINISTEN, baseret på en bog af den spanske forfatter Iván Repila. Stykkets første del blev opført som en prøve på Sydhavn teater i foråret. det blev bemærket af Sceneblog.dk, der bl.a. skrev følgende:
”En sprudlende Malik Grosos i lak og læder – og 20cm hæle på de lilla boots – er feministen der kæmper med sig selv og omverdenen, i sin selverkendelsesinfight som erklæret feminist i en verden der ikke er klar til ham. Overfor ham står en knivskarp Maria Carmen Lindegaard, der med lige så sylespidse hæle udfylder alle andre roller i Repilas verden af modstand, og for at understrege følelsernes dans med realiteterne, har Dalsgaard hentet komponist og lyddesigner Nanna-Karina Schleimann til Sydhavnen, hvor hun med sin elektroniske verden af toner skaber en overvældende grundrytme der er til at tage og føle på.”
Kulturudvalget synes, at det er et godt og nyskabende projekt, og KU indstiller til støtte med det fulde beløb.
Ad 4) Ansøgning fra SydhavnsCompagniet til projektet "Jul i Sydhavnen:
SydhavnsCompagniet søger 27.100 kr. til en række juleaktiviteter i december måned for brugere og frivillige i medborgercenteret. Beløbet skal dels anvendes til traditionelle juleaktiviteter i MedborgerCenter Sydhavn (juleklip, julepynt, juletræ, julebag, julebanko m.v.), hvor deltagerne føler sig 'forkælet' og anerkendt, og dels til en særlig forkælelsesdag hvor brugere og frivillige bliver inviteret til frokost i Tivoli. SU indstiller, at ansøgningen tildeles delvis støtte på 13900 kr. til de første 4 udgiftspunkter i budgettet, da SU synes, at udgiften til frokost i Tivoli kommer for få mennesker til gode.
Ad 5) Ansøgning fra SydhavnsCompagniet - 1. søndag i advent
SydhavnsCompagniet søger om 21.300 kr. i tilskud til forskellige julestue-aktiviteter for alle borgere i Sydhavnen 1. søndag i advent på det Gl. Posthus. Arrangementet planlægges så det passer med Lokaludvalgets julearrangement på Anker Jørgensens Plads. Der vil være flere juleværksteder, hvor der kan laves juledekorationer og genbrugsjulepynt.. SydhavnsCompagniet vil forud for selve arrangementet gå i dialog med de lokaler skoler, hvor vi vil tilbyde indskolingen om, at julepynte ”Det gamle Posthus” i ugerne op til 1. søndag i Advent. Her vil der ligeledes være et særligt fokus på, at lave julepynt ud af genbrugsmaterialer.
Socialudvalget indstiller, at der støttes med det fulde beløb under forudsætning af, at det koordineres med, hvad juleudvalget vil bede spejderne om i forhold til æbleskiver og gløgg.
Sekretariatets bemærkning: Valbyparkspejderne er inviteret til at deltage i lokaludvalgets julearrangement med salg af pandekager og Gløgg, men er endnu ikke vendt tilbage.
Ad 6) Ansøgning fra WeShelter - Julemiddag for socialt udsatte på Pegasus:
WeShelter har søgt om tilskud på 9.000 kr. til at afholde en julemiddag for værestedets brugere. det vil være en traditionel julemiddag med steg og ris a la mande, alkoholfrie drinks, julesang og quiz med meget mere.Ved arrangementets afslutning får deltagerne en Goodie Bag (godtepose) med både praktiske ting som shampo og varme sokker samt juleslik.
Socialudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb.
Ad 7) Ansøgning fra Nana Scheibel - Filt din egen julesok
Nana Scheibel søger om 9.300 kr. til at afholde 2 workshops samme dag, hvor familier i Sydhavnen får mulighed for at filte deres egen julesok af uld fra fårene på Sydhavnstippen. Formålet med julesok-workshoppen er at lave en hyggelig familie aktivitet, hvor familierne sammen laver deres egen juletradition på en kreativ og skabende måde og ud af enkle, lokale naturprodukter og genbrugsmaterialer. Selvom workshoppen foregår en dag vil traditionen række helt ind i julemåneden hjemme hos familien selv. Desuden vil familierne få kendskab til fårene på Tippen og til en hyggelig gammel nordisk juletradition, hvor børnene får mulighed for at pynte den sok, de selv har været med til at filte.
Bymiljøudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb.
Løsning
Lokaludvalget godkender, at julepuljen lægges sammen med Kgs. Enghavepuljen, således at alle ansøgningerne behandles i Kgs. Enghavepuljen. Lokaludvalget behandler ansøgningerne og beslutter om indstillingerne skal følges.
Økonomi
Kgs. Enghavepuljen + julepuljen udgør 220.045 kr.
Der er søgt 131.334 kr. og indstillet 118.134 kr.
Kgs. Enghavepuljen, hvis alle indstillinger følges: 101.911 kr.
Videre proces
Sekretariatet sender afgørelserne til ansøgerne snarest muligt efter lokaludvalgets møde.
Beslutning
ad1: Lokaludvalget godkendte uden afstemning, at julepuljen på 30.000 kr. slås sammen med restmidlerne i Kgs. Enghavepuljen
ad 2. Ansøgning fra Teatergrad om støtte til forestillingen "Luk Julefreden Ind"
Indstilling: Ansøgningen støttes med det fulde beløb på 15.000 kr. Indstillingen blev enstemmigt vedtaget.
ad 3. Ansøgningen fra Sydhavn Teater om støtte til forestillingen "FEMINISTEN"
Indstilling: Ansøgningen støttes med det fulde beløb på 49.634 kr.
Marit erklærede sig inhabil.
Hans blev ringet op
Indstilling: At lokaludvalget støtter med det fulde beløb
Indstillingen blev Enstemmigt vedtaget.
ad 4. Ansøgningen fra SydhavnsCompagniet om støtte til projektet "Jul i Sydhavnen 2021"
Indstilling: at lokaludvalget støtter med 13.900 kr. Der er søgt om 27.100 kr.
Jan Fønss erklærede sig inhabil og forlod lokalet under sagens behandling.
Hanne Mai stiller ændringsforslag om støtte på 10.000 kr.
For ændringsforslaget stemte. Hanne Mai, Jan Lise
Undlader: Marit, Joan
Imod ændringsforslaget stemte Steen, Asbjørn, Dan, Ann, og Hans
Ændringsforslaget blev ikke vedtaget
Lokaludvalget stemte om indstillingen på 13.900 kr.
For stemte: Hans, Dan, Ann, Asbjørn, Steen og Marit
Undlader: Joan, Hanne-Mai, Lise og Jan
Indstillingen om at støtte med 13.900 kr. blev vedtaget.
ad 5. Ansøgning fra SydhavnsCompagniet om støtte til arrangementet "1. søndag i advent"
Indstilling: at der støttes med det fulde beløb på 21.300 kr.
Jan F. erklærede sig inhabil og forlod lokalet under sagens behandling.
Hanne Mai stillede ændringsforslag om at støtte ansøgningen med 10.000 kr.
Lokaludvalget stemte om ændringsforslaget
For: Hanne Mai
Undlader: Jan M og Joan
Alle andre stemte imod ændringsforslaget.
Lokaludvalget stemte om indstillingen om at støtte med det fulde beløb.
Joan, Jan M og Hanne Mai undlod at stemme. alle andre stemte for indstillingen, der blev vedtaget.
ad 6. Ansøgning fra WeShelter om støtte til "Julemiddag for Socialt Udsatte i Pegasus"
Indstilling: at lokaludvalget støtter med det fulde beløb på 9.000 kr.
Indstillingen blev enstemmigt vedtaget.
ad 7. Ansøgning fra Nana Scheibel om støtte til aktiviteten "Filt Din Egen Julesok"
Indstilling: at lokaludvalget støtter med det fulde beløb på 9.300 kr.
Indstillingen blev enstemmigt vedtaget.