Mødedato: 28.10.2021, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus Stuen på 1.

Dialog om tilpasning af lokaludvalg

Se alle bilag
Kgs. Enghave Lokaludvalg skal diskutere status på tilpasning af lokaludvalg med Anja Englev Olsen og Flemming Dubgaard fra BR-sekretariatet.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget tager en mundtlig orientering fra Borgerrepræsentationens Sekretariat om de væsentligste ændringer i rammerne for lokaludvalg til efterretning.

2. at lokaludvalget i dialog med Borgerrepræsentationens sekretariat kommer med input til den praktiske gennemførelse af tilpasningerne af lokaludvalg samt arbejdet i lokaludvalget fremover.

 

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har besluttet en række tilpasninger af rammerne for lokaludvalg.

Rammerne forventes endeligt godkendt af Borgerrepræsentationen senere i år, afhængig af Indenrigsministeriets udtalelse om de ændringer i regulativ for lokaludvalg, som tilpasningerne indebærer.

Se referat fra Borgerrepræsentationens 1. behandling af tilpasning til lokaludvalg den 22. april 2021:

https://www.kk.dk/node/14148/22042021/edoc-agenda/5a137cb5-6afa-4ecb-897b-cf480d3ca6fb/071d3f0c-8e27-4f0a-9f28-747a17fb7b0f

Borgerrepræsentationens Sekretariat ved Flemming Dubgaard Hansen og Anja Englev Olsen orienterer mundtligt om de væsentligste ændringer i rammerne lokaludvalg, hvorefter der vil være tid til spørgsmål, input og dialog.

Blandt de emner, der kan have særlig interesse, er:

    • Kompetenceområder: Lokaludvalg kan med tilpasningerne facilitere f.eks. dialogskabende møder, men ikke iværksætte eller støtte planer/projekter, der er i strid med Borgerrepræsentationens beslutninger.
    • Min. 15 medlemmer af en forening: Her kan være grundejerforeninger og mindre andelsforeninger mv., der ikke kan stille op.
    • Digitalt valg: Det digitale valg indebærer, at foreningskandidater skal præsenteres digitalt/offentligt med billede og tekst.
    • LU-sek. skal tilbyde råd og vejledning til lokalt engagerende københavnere, der ikke kan finde vej eller ønsker at gøre en indsats i bydelen. Hvad ligger der i den forpligtelse? Kan det give udfordringer i forhold til begrænsede ressourcer i vores sekretariat?

 

Løsning

Lokaludvalget tager den mundtlige orientering fra Borgerrepræsentationens Sekretariat om de væsentligste ændringer i rammerne for lokaludvalg til efterretning.

Lokaludvalget går i dialog med Flemming Dubgaard Hansen og Anja Englev Olsen om den praktiske gennemførelse af tilpasningerne af lokaludvalg samt arbejdet i lokaludvalget fremover.

Økonomi

Lokaludvalget har afsat 13.000 kr. til 3 små valgvideoer samt 20.000 kr. til annoncer i Sydhavnen Liv og i Havnefronten. Midlerne tages fra lokaludvalgets Borgerinddragelsespulje.

Videre proces

Valg af foreningskandidater til det nye Kgs. Enghave Lokaludvalg forventes at foregå i marts 2022. Det nye lokaludvalg har konstituerende møde i april 2022.

Beslutning

Lokaludvalget tog orienteringen fra BR-sekretariatet til efterretning.
Til top