Udpegning af utrygge steder i Kgs. Enghave
Indstilling og beslutning
1. at Kgs. Enghave Lokaludvalg tager invitation til deltagelse i udpegning af utrygge steder til efterretning.
2. at Kgs. Enghave Lokaludvalg tager orientering om Forretningsudvalgets forslag til utrygge steder til efterretning
3. at Kgs. Enghave Lokaludvalg drøfter, hvorvidt udvalget ønsker at varetage en borgerinddragelsesproces i f.m. gennemførelse af fase 2, såfremt der afsættes midler til Økonomiudvalgets forslag.
Problemstilling
Økonomiudvalget (ØU) godkendte den 12/8 2014 en indstilling, hvori det blev foreslået, at Økonomiforvaltningen (ØKF) skal lave et budgetoplæg om udpegning af en række steder i København, hvor trygheden skal øges gennem en relativ enkel ændring af den fysiske indretning af stedet. Se evt indstilling via dette link: http://subsite.kk.dk/PolitikOgIndflydelse/Moedemateriale/Oekonomiudvalget/12-08-2014/9ead537e-4777-4a49-ad02-c6a776a13adb/fc081dd6-3ef3-4105-93c3-17e55b07e525.aspx
Der blev desuden besluttet en proces, hvor ØKF - med inddragelse af Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF), Lokaludvalgene og viden fra Københavns Kommunes Tryghedsindeks - skal udarbejde et notat til brug for forhandlingerne om Budget 2015.
Notatet skal for det første udpege en række steder, hvor der allerede nu kan identificeres et behov for at øge trygheden. I den forbindelse har ØKF vurderet, at de allerede nu vil spørge lokaludvalgene om de forslag, udvalgene på nuværende tidspunkt måtte have, som følge af arbejdet med bydelsplanerne, tryghedsvandringer, borgerhenvendelser mv. For det andet skal notatet stille forslag om en borgerinddragelsesproces, hvorigennem yderligere steder og løsninger skal identificeres samt en pulje/ramme til finansiering af de løsninger, som ikke kan håndteres inden for forvaltningernes egne rammer.
Budgetnotatet skal således foreslå et projekt i to faser, hvor fase 1 vil bestå af udpegning af de behov og løsninger, som umiddelbart kan identificeres og håndteres, mens fase 2 vil tage udgangspunkt i en lokal borgerinddragelsesproces, hvor borgerne får mulighed for at komme med deres konkrete forslag til steder, hvor trygheden kan øges.
De fysiske forbedringer, der lægges op til i begge faser, skal være af begrænset karakter og ikke større fysiske investeringer. Den økonomiske ramme pr. forbedring er ca. 50.000 kr. De typiske forbedringer, der vil kunne foreslås, vil bestå af supplerende belysning, beskæring af planter, oprydning, reparation af belægning og evt. mindre justeringer i eksisterende tv-overvågning.
Derfor har ØKF inviteret alle lokaludvalg til at deltage i såvel første fase som anden fase af projektet. Fristen for indmeldelse af utrygge steder var d. 18. august, hvorfor Lokaludvalgets Forretningsudvalg har behandlet henvendelsen og indsendt de til indstillingen vedhæftede forslag på vegne af Kgs. Enghave Lokaludvalg. Årsagen til den korte frist fra ØKFs side er, at forslagene skal vurderes, og indgå i budgetnotatet til årets budgetforhandlinger.
Samtidig inviteres lokaludvalgene til, såfremt der afsættes midler til forslaget i budget 2015, at gennemføre en borgerinddragelsesproces i lokalområderne, som i fase 2 af projektet skal danne grundlag for udpegning af øvrige steder og løsninger til enkle løft af trygheden i byrummet lokalt. Den proces, som lokaludvalgene opfordres til at gennemføre, vil skulle munde ud i en prioriteret ønskeliste med steder og løsningsforslag, som hvert lokaludvalg skal sende til Center for Byudvikling, Sikker By, inden udgangen af november 2014. Center for Byudvikling står til rådighed for sparring, mens lokaludvalgene gennemfører denne proces. Herefter vurderes og bearbejdes forslagene af TMF og ØKF ift. løsninger og økonomi med henblik på udformning af en udmøntningsindstilling til politisk behandling primo 2015.
Der vil blive udarbejdet et skema til anvendelse for hvert forslag.
Det bemærkes, at det fortsat skal afklares, bl.a. via lokaludvalgenes input, hvad de optimale løsninger er, og om disse løsninger kan eksekveres inden for nævnte økonomiske ramme.