Mødedato: 28.05.2020, kl. 19:00
Mødested: Virtuelt møde på Teams

Aktiviteter på Tippen og aflysning af årets Høstpicnic

Se alle bilag
Kongens Enghave Lokaludvalg skal tage stilling til aflysning af årets Høstpicnic og til projekt Aktiviteter på Tippen.

Tidligere beslutninger

Til lokaludvalgsmødet den 19.12.2019 godkendte Kongens Enghave Lokaludvalg et budget for puljemidlerne i 2020. Der blev besluttet en budgetpost på 35.000 kr. til Høstpicnic:

https://www.kk.dk/indhold/kongens-enghave-lokaludvalgs-modemateriale/19122019/edoc-agenda/57c4473f-341e-487d-b566-632ff1be3e32/0fb2e059-2a1d-48a2-8567-7c702ae91f8d

 

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kongens Enghave Lokaludvalg:

  1. at lokaludvalget drøfter og beslutter en aflysning af Høstpicnic 2020
  2. at lokaludvalget drøfter projektforslaget om aktiviteter på Tippen som erstatning for årets høstpicnic og afsætter 35.000 kr. til projektet. 

Problemstilling

Til arbejdsgruppemødet i Bymiljøudvalget den 7. maj 2020 besluttede BMU at indstille til lokaludvalget at aflyse årets høstpicnic.

På grund af coronavirus er det endnu uvist, hvor mange der kan forsamles i september. Der plejer at komme op mod 500 mennesker til Høstpicnic, og det vil være vanskeligt at opretholde adgangsbegrænsninger til et udendørsarrangement i den størrelsesorden. Samtidig handler Høstpicnic i høj grad om at smage på Tippen, og det vil formentlig stille krav til hygiejnen, der kan være svære at efterleve i et område uden håndvaskefaciliteter.

I september vil der desuden være tæt pakket med arrangementer, lokaludvalget har støttet, som fx SV Folkemøde, Kulturhavn 2020, SV Festival, Kultur For En Tudse & Løb Mellem Husene.

Aktiviteter på Tippen

Som erstatning for årets høstpicnic ønsker BMU i samarbejde med partnere fra partnerskabet Tippen Syder at fastholde fokus på Tippen med en række guidede ture og aktiviteter med tilmelding hen over sommeren. Nogle ture og aktiviteter kan være gengangere fra tidligere års Høstpicnic, men ved kun at afholde en enkelt tur eller aktivitet ad gangen, bliver det muligt at efterleve de til den tid gældende krav om deltagerantal.

Forslaget er sendt til orientering i partnerskabet Tippen Syder for at få deres input og eventuelle tilbud om aktiviteter. 

Arbejdsgruppen udarbejder et program for aktiviteter på Tippen i sommeren 2020 ud fra partnerskabets forslag og ideer fra de sidste års aktiviteter på høstpicnic. Hvis fysiske ture og aktiviteter ikke er muligt, kan der laves videoture eller små film, der viser aktiviteter.

Eksempler på guidede ture kan være:

  • Indsamling af spiselige planter
  • Nattergaletur
  • Børnetur
  • Lokalhistorisk tur
  • Historisk tur

Eksempler på aktiviteter kan være:

  • Uldworkshop, hvor der farves med planter fra Tippen
  • Besøg i bigård
  • Æblemostworkshop
  • Høslet
  • Guidet samvær med alpacaerne

Løsning

Kongens Enghave Lokaludvalg drøfter og beslutter en aflysning af Høstpicnic 2020, drøfter projektforslaget om aktiviteter på Tippen som erstatning for årets høstpicnic og afsætter 35.000 kr. til projektet.

Økonomi

8 x Honorar til eksterne á 2.000 = 16.000 kr.

Helsides eller to halvsides avisannoncer med program = 17.000 kr.

Materialer til aktiviteter = 1.000 kr.

Diverse = 1.000 kr.

 I alt 35.000 kr.

Midlerne tages fra puljen afsat til Høstpicnic.

NB: Beløbet afsat til annoncering kan blive mindre, da det afhænger af, om vi kan sende et samlet program ud, eller om der skal reklameres flere gange. 

Videre proces

De ansvarlige fra BMU samt miljømedarbejderen arbejder videre med projektet, såfremt det besluttes.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top