Beslutningspunkt Ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen
I
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Karens Minde Kulturhus til projektet "Sydhavnen Cykler- Sydhavnsetapen" med det fulde beløb på 14.200 kr.
2. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Repair Café til aktiviteten "Køb af værktøj til Repair Café med det fulde beløb på 4.850 kr.
3. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Julie Boserup til projektet "Finisage med Seldom Scene" med det fulde beløb på 10.000 kr.
4. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Copenhagen Street til "Copenhagen Street Festival" med 20.000 kr. Der er søgt 30.000 kr.
5. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Ørkenfortet til projektet "Klub Spatiøs" med det fulde beløb på 18.000 kr.
6. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Huset 2450 til "Projektudvikling og fundraising til Vi Fællesskaber Vores By (Genbehandling af ansøgning fra sidste møde)
7. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Børnekulturstedet til forestillingen Mørkebarnet med det fulde beløb på 10.000 kr.
8. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra AFUK til projektet "DynAfuk Circus Days" med det fulde beløb på 30.000 kr.
9. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Kulturhavn 2022 til projektet "Kulturhavn 2022 i Sydhavnen" med det fulde beløb på 50.000 kr.
10. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Yum Café og Max Kim Tobiassen til projektet "Koncert og Fødselsdagsfest i Sydhavnen" med 11.735 kr. Der er søgt 14.235 kr.
11. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Kvartershuset til "3 shows i Kvartershuset" med 15.000 kr. Der er søgt 32.938. kr.
Problemstilling
Ansøgning 1 og 2 er behandlet af Bymiljøudvalget. Ansøgningerne 3-5 og 8-10 er behandlet af Kulturudvalget. Ansøgning 6, 7 og 11 er behandlet af Forretningsudvalget.
Ad 1. Ansøgning fra Karens Minde Kulturhus til projektet "Sydhavnen Cykler- Sydhavnsetapen"
Karens Minde Kulturhus har søgt om 14.200 kr. i støtte til projektet Sydhavnen Cykler - Sydhavnsetapen. Kulturudvalget ønsker at deltage i, at fejringen af starten på Tour de France i år sker i København. Kulturhuset vil derfor den 30. juni, dagen før den første etape i København, afholde et mangfoldigt cykelløb/cykeloptog i Sydhavnen for alle i bydelen. Der vil være mulighed for at pynte sin cykel før en fælles cykeltur rundt i bydelen.
Efter cykeloptoget er der fællesspisning og optræden med Cykeliren. Et eksperimentelt musikinstrument bygget af en gammel cykel og et hav af strenge, der lader to personer tage på en eventyrlig musikcykeltur sammen, og leger med publikums tilgang til at spille musik.
Bymiljøudvalget indstiller til fuld støtte. Der er meget aktivitet for få penge. Det er sjældent at lokale aktører går ind i bydækkende projekter.
Ad 2. Ansøgning fra Repair Café til aktiviteten "Køb af værktøj til Repair Café
Karsten Hansen har på vegne af Repair Café Sydhavn søgt om 4.850 kr. i støtte til køb af håndværktøj mm. Repai Café har holdt pause under Corona, men er nu startet igen, og mødes den 1. torsdag i hver måned på Karens Minde. Formålet i Repair Cafe Sydhavn at reducere affald, ændre forbrugsmønstre og skabe viden om og lyst til grøn omstilling. Det sker ved at invitere brugere til at møde op med ting, der er gået i stykker og få tingen repareret i stedet for at den skal smides ud. Reparatørerne arbejder gratis.
Bymiljøudvalget indstiller til fuld støtte. Det er et sympatisk projekt, der kommer mange til gode for få penge.
Ad 3. Ansøgning fra Julie Boserup til projektet "Finisage med Seldom Scene"
Julie Boserup søget lokaludvalget om 10.000 kr. i støtte til at markere afslutningen af sit projekt Finisage med Seldom Scene. Markeringen sker ved en filmfremvisning med det london-baserede Seldom Scene. De vil vise et udvalg af gamle undervisnings- og dokumentar smalfilm, der går i dialog med udstillingens tema om rum og interiør. Et tema der bliver yderlige italesat i rammen for fremvisningen, der er en genbrugsbutik i Sydhavnen. Derefter vil der være en finisage på udstillingsstedet Sydhavns Station.
Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb, da der er tale om et godt projekt med lokale samarbejdspartnere.
Ad 4. Ansøgning fra Copenhagen Street til "Copenhagen Street Festival"
Copenhagen Street har søgt lokaludvalget om 30.000 kr. i støtte til at afholde årets festival den 28. maj. Der er fokus på mangfoldighed, fællesskab og ungekultur, og festivallens program byder på bl.a. Dans, Kampsport, E-sport, Løbehjul og musik. Festivallen har ikke kunnet gennemføres de sidste 2 år pga. Corona, men har tidligere været en stor succes.
Kulturudvalget indstiller, at arrangementet støttes med 20.000 kr. da lokaludvalget ikke støtter forplejning.
Ad 5. Ansøgning fra Ørkenfortet til projektet "Klub Spatiøs 2022"
Ørkenfortet har søgt om 18.000 kr. i støtte fra Kgs. Enghave Lokaludvalg til at afholde en i alt 7 kulturelle begivenheder under begrebet "Klub Spatiøs 2022". Projektet har været gennemført hvert år siden 2009. Der er tale om en præsentationsplatform for unge kunstnere indenfor alle former for kunst. Ansøgerne har oplyst, at det første arrangement rykkes til den 5. maj 2022, så det ligger efter lokaludvalgets møde.
Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb, da det nu er afklaret, at det første arrangement afholdes efter lokaludvalgets møde.
Ad 6. Ansøgning fra Huset 2450 til "Projektudvikling og fundraising til Vi Fællesskaber Vores By (Genbehandling af ansøgning fra sidste møde).
Huset 2450 har søgt lokaludvalget om 32.000 kr. i støtte til fundraising og projektudvikling til istandsættelse og renovering af de fysiske rammer for foreningen. Ansøgerne vil involvere de børn og unge, der har deres gang i huset i det nye design. foreningen samarbejder med Copenhagen Architecture Festival (CAFx) om projektet og de er nu klar til at gå i gang med den mere detaljerede projektudvikling, herunder fundraising arbejde, for at projektet skal kunne
gennemføres samt have den ønskede effekt. De søger derfor Kgs. Enghavepuljen om midler til at dække honorar til CAFx samt mødeudgifter i udviklings- og fundraising fasen.
Lokaludvalget behandlede ansøgningen på sit møde den 24. marts 2022, men besluttede at udsætte afgørelsen for at få uddybet følgende:
"
- Lokaludvalget ønsker en forklaring på, hvorfor CafX, som de har forstået er en arkitekturfestival, kan være konsulenter på projektet.
- Lokaludvalget ønsker en uddybning af det honorar på 30.000 kr. til CafX, som den overvejende del af støtten fra lokaludvalgets puljemidler skal gå til."
Ansøger har i mail til sekretariatet besvaret spørgsmålene:
"
1. Udover en årlig arkitekturfestival arrangerer CAFx sommerskoler og fungerer som konsulenter og arkitekturformidlere. Vi Fællesskaber Vores By er et uddannelsesformat for unge, der med afsæt i arkitekturens og byudviklingens tværfaglige processer, sætter fokus på medborgerskab, kultur og formidling (læs mere her: https://www.cafx.dk/post/vi-faellesskaber-vores-by). I Sydhavnsprojektet trækker vi på erfaringerne fra tidligere forløb (blandt andet Vi Fællesskaber Gellerup, støttet af Slots- og kulturstyrelsen samt Realdania), men tilpasser samtidig metoderne og processen Sydhavnens specifikke forhold og ønsker. Her er CAFx viden, netværk og erfaring uvurderlig.
2. CAFx (Josephine Michau, direktør i CAFx, og Pernille Maria Bärnheim, urban sociolog og arkitekturformidler) bidrag i projektudviklings- og fundraisingfasen (Fase 1):
- Udvikling af projektforløbsbeskrivelse til brug for finansieringsansøgninger skræddersyet HUSET 2450s visioner, tidsplan, ønsker ift. netværksopbygning og inddragelse af lokale beboere, ressourcer mv. (i dialog med HUSET 2450s bestyrelse samt daglige leder Sofie Ilsøe Sjöblom).
- Vejledning til udformning af ansøgninger samt bidrag med relevant materiale, f.eks. erfaringsbeskrivelser fra Gellerupprojektet samt CAFx’ mangefacetterede kurateringer og formidlingsaktiviteter, der understøtter kvalificeringen af HUSET 2450s sammensætning af projektudviklende- og ledende team."
På baggrund af svaret fra ansøger indstiller Forretningsudvalget, at ansøgningen støttes med det fulde beløb, da der er tale om fundraising til et projekt, der vil gøre det muligt at inddrage bydelens børn og unge og andre borgere i Sydhavnen, og som vil gøre de fysiske rammer i HUSET2450 mere tidssvarende, funktionelle og egnede for målgrupperne, altså husets brugere.
Ad 7. Ansøgning fra Børnekulturstedet til forestillingen Mørkebarnet
Børnekulturstedet har søgt om 10.200 kr. i støtte fra lokaludvalget til at dramaholdet på Børnekulturstedet kan opføre et teaterstykke, der kommer til at handle om de mørke og de lyse sider ved mennesket. De ønsker at skabe en forestilling, som kulmination på deres undervisningsforløb siden september 2021.Nu er det endeligt muligt at gennemføre både teaterforløb og opførelse, efter at Coronarestriktionerne har forhindret det i et par år.
Forretningsudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb på 10.200 kr. Det er et godt projekt, der skal øge lysten hos børn i Sydhavnen til selv at skabe kultur.
Ad 8. Ansøgning fra AFUK til projektet "DynAfuk Circus Days"
AFUK søger i samarbejde med Dynamo Workspace fra Odense (heraf navnet DynAfuk) lokaludvalget om 30.000 kr. i støtte til at afholde en festival for nycirkus i pinsen 2022. Arrangementet vil blive afholdt hos AFUK i Bavnehøj og vil være en del af den store scenefestival CPH STAGE.
Kulturudvalget indstiller støtte med det fulde beløb på 30.000 kr. KU ser positivt på projektet. Der er bred fundraising med ansøgning til Vesterbro LU og Områdefornyelsen. Der ydes forplejning til frivillige, hvilket lokaludvalget gerne må støtte.
Ad 9. Ansøgning fra Kulturhavn 2022 til projektet "Kulturhavn 2022 i Sydhavnen".
Kulturhavn planlægger at afholde en del af deres aktiviteter i Sydhavnen. De har derfor søgt lokaludvalget om 50.000 kr. i støtte til Sydhavns-delen af Kulturhavn.
Aktiviteterne på festivalen laves af byens foreninger, havnekulturskabere, festivaler, ildsjæle, idrætsklubber, kulturinstitutioner, frivilliggrupper og erhvervsliv, som søger om at blive en del af programmet via et Open Call. Der er ikke indgået endelig aftale med deltagerne endnu, men som eksempel på aktiviteter, der kan afvikles under Open Call nævner ansøger
- Musikforestilling langs træbryggen ved havnekanten
- En klatrevæg i vandet i samarbejde med Beta Boulders
- Gadeteaterforestilling på Frederiks Brygge i samarbejde med Danmarks Internationale Gadefestival
- Gymnastik på havnekanten i samarbejde med Valby IF gymnastik
Ansøger har på baggrund af et spørgsmål fra Kulturudvalget oplyst, at disse aktiviteter vil være finansieret af Kulturhavn, forstået på den måde, at der søges fondsstøtte til dem, og de hører under den type af aktiviteter, som lokaludvalget anmodes om at støtte økonomisk.
Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb på 50.000 kr.
Ad 10. Ansøgning fra Yum Café og Max Kim Tobiassen til projektet "Koncert og Fødselsdagsfest i Sydhavnen"
Yum Café og Max Kim Tobiassen søger om 14.235 kr. støtte til den 5. juni (pinsedag) at afholde en flydende koncert foran cafeen i anledning af cafeens fødselsdagsfest. Koncerten bliver med Kira Martini Kvartet. Der vil være adgang for alle, og der er plads til ca. 400 deltagere på det grønne areal foran cafeen. Koncerten vil være gratis.
Kulturudvalget indstiller, at lokaludvalget støtter det kulturelle indhold i projektet med 11.735 kr, det vil sige primært post nr. 1, 2 og 8 i budgettet. Kulturudvalget indstiller, at der meddeles afslag på udgifter til drift, det vil sige post nr. 5, 6 og 7 i budgettet.
Ad 11. Ansøgning fra Kvartershuset til "3 shows i Kvartershuset"
Kvartershuset har søgt om 32.938 kr. i støtte til at afholde 3 shows med henholdsvis Anne Dorte Michelsen, Rasmus Nøhr og Jørgen Olsen i juni, september og november.
Ansøgeren oplyser, at arrangementerne har til formål at tiltrække flere fra hele Kgs. Enghave og være udgangspunkt for, at der dannes nye relationer på tværs af lokalområdet. Derfor er det lagt vægt på, at de optrædende er velkendte navne, som vi tænker kan tiltrække mange deltagere. Arrangementerne er åbne for alle. Der forventes 75 deltagere pr. arrangement, og der vil blive opkrævet entre på 200 kr. pr. billet.
Sekretariatets bemærkning: Ansøgningen skulle have været behandlet på lokaludvalgets møde i marts, men kom ikke med pga. en beklagelig fejl i sekretariatet.
Forretningsudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med 15.000, da kunstnerhonorarerne virker meget høje. Arrangementet er ikke specielt målrettet Sydhavnen, og annonceringen når ikke ud til de beskrevne målgrupper.
Løsning
Lokaludvalget behandler ansøgningerne og beslutter, om indstillingerne fra Bymiljøudvalget, Kulturudvalget og Forretningsudvalget skal følges.
Økonomi
Der er søgt 228.285 kr. og indstillet 215.985 kr.
Rest i Kgs. Enghavepuljen, hvis alle indstillinger følges: 256.143 kr.
Videre proces
Sekretariatet sender svar til ansøgerne umiddelbart efter mødet
Beslutning
1.
Ansøgning fra Karens Minde Kulturhus til projektet "Sydhavnen Cykler- Sydhavnsetapen".
Steen erklærede sig inhabil og forlod mødet under dette punkt.
Indstillingen om at støtte med det fulde beløb på 14.200 kr blev vedtaget uden afstemning
Det skal fremgå af tilsagnsbrevet, at Lokaludvalget anbefaler, at ruten dækker alle 3 bydele.
2.
Ansøgning fra Repair Café til aktiviteten "Køb af værktøj til Repair Café .
Indstillingen om at støtte med det fulde beløb på 4.850 kr. blev vedtaget uden afstemning.
3.
Ansøgning fra Julie Boserup til projektet "Finisage med Seldom Scene
Lokaludvalget stemte om indstillingen
ingen stemte imod
Hanne B undlod at stemme
Alle andre stemte for.
Indstillingen om at støtte med det fulde beløb på 10.000 kr. blev vedtaget.
4.
Ansøgning fra Copenhagen Street til "Copenhagen Street Festival"
Indstillingen om at støtte med 20.000 kr.af de ansøgte 30.000 kr. blev vedtaget uden afstemning.
5.
Ansøgning fra Ørkenfortet til projektet "Klub Spatiøs"
Indstillingen om at støtte med det fulde beløb på 18.000 kr. blev vedtaget uden afstemning.
6.
Ansøgning fra Huset 2450 til "Projektudvikling og fundraising til Vi Fællesskaber Vores By (Genbehandling af ansøgning fra sidste møde)
Sofie og Brian erklærede sig inhabile og forlod lokalet under punktets behandling.
Lokaludvalget stemte om indstillingen
Ingen stemte imod
Hanne B. og Jan M. undlod at stemme.
Indstillingen om at bevilge det fulde beløb på 32.000 kr. blev vedtaget.
7.
Ansøgning fra Børnekulturstedet til forestillingen Mørkebarnet.
Indstillingen om at støtte med det fulde beløb på 10.000 kr blev vedtaget uden afstemning
8.
Ansøgning fra AFUK til projektet "DynAfuk Circus Days"
Jan oplyste, at der er givet støtte fra Områdefornyelsen jf. budgettet
Indstillingen om at støtte med det fulde beløb på 30.000 kr. blev vedtaget uden afstemning.
9. Ansøgning fra Kulturhavn 2022 til projektet "Kulturhavn 2022 i Sydhavnen".
Det skal fremgå af afgørelsen, at lokaludvalget forventer at lokaludvalgets støtte går til en bred vifte af forskellige aktiviteter.
Lokaludvalget stemte om indstillingen
Ingen stemte imod
Hanne B undlod at stemme, alle andre stemte for indstillingen om at støtte med det fulde beløb på 50.000 kr.
Indstillingen blev vedtaget
10.
Ansøgning fra Yum Café og Max Kim Tobiassen til projektet "Koncert og Fødselsdagsfest i Sydhavnen"
Det skal fremgå af afgørelsen, at projektet skal annonceres som et offentligt kulturarrangement i Sydhavnen
Lokaludvalget stemte om indstillingen
Imod: Klaus, Hanne Jan M, Brian
Undlader: Ann og Joan
Indstillingen om at støtte med 11.735 kr. af de ansøgte 14.235 kr. blev vedtaget.
11.
Ansøgning fra Kvartershuset til "3 shows i Kvartershuset"
Lokaludvalget stemte om indstillingen om at bevilge 15.000 kr. af de ansøgte 32.938 kr.
Ingen stemte imod
Følgende undlod at stemme Jan F, Hans, Jimmy, Irene, Ole, Anders, Rie, Hanne
Alle øvrige stemte for.
Indstillingen blev vedtaget