Mødedato: 28.04.2022, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus

Orientering om den lokale miljøopgave

Kgs. Enghave Lokaludvalg skal orienteres om den lokale miljøopgave.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget tager orienteringen om den lokale miljøopgave til efterretning.

Problemstilling

Pr. 1. juli 2011 overgik ansvaret for den lokale miljøopgave til lokaludvalgene. I nogle bydele fortsatte man miljøarbejdet som driftsstøtte til miljøpunkter, mens man i andre bydele nedlagde miljøpunkterne og ansatte en miljømedarbejder i lokaludvalgssekretariatet. Kgs. Enghave Lokaludvalg valgte den sidste model og deler nu en miljømedarbejder med Vesterbro Lokaludvalg.

En miljømedarbejder i sekretariatet kan give større fleksibilitet i et lille sekretariat, og det giver samtidig lokaludvalget mulighed for at være tættere på miljøopgaven og lave miljøprojekter i samarbejde med miljømedarbejderen.

Miljøopgaven er beskrevet i kommissorium for lokaludvalg og handler i korte træk om at:

• Arbejde for vedvarende forbedringer af det lokale miljø sammen med de lokale københavnere, lokale miljøaktører i bydelen og på tværs af bydelene om fælles miljøtemaer.

• Iværksætte lokale miljøaktiviteter, der gør det lettere for københavnere i bydelen at handle miljøbevidst og ressourcebesparende i hverdagen.

• Inspirere og engagere københavnerne i væsentlige miljøspørgsmål og bidrage til overholdelse af Københavns Kommunens forpligtelser vedrørende lokale miljøindsatser. 

Miljøopgaven i Kgs. Enghave Lokaludvalg

I Kgs. Enghave Lokaludvalg er miljøopgaven forankret i Bymiljøudvalget og opgaverne er beskrevet i lokaludvalgets årsplan.

Pleje og udvikling af Tippen

  • Tovholderfunktion for partnerskabet Tippen Syder. At sikre rammerne for partnerskabet er vigtigt for tippen og bydelen, og derfor væsentligt at lokaludvalget prioriterer. Partnerskabet står for naturpleje på Tippen, og plejen aftales i en plejeplan, der pt. er ved at blive opdateret for den næste 10-års periode. Partnerskabet holder møder for brugere af Tippen, når der sker væsentlige ændringer, hvor det er vigtigt at høre de lokale københavnere.
  • Høstpicnic på Tippen. Et af lokaludvalgets store, årlige projekter med op mod 500 deltagere årligt, der handler om formidling og synliggørelse af Tippens grønne kvaliteter.
  • Naturskolen er et fælles sted mellem lokaludvalget og Københavns Kommunes naturskoler, der har til formål, at være rammen om naturformidling for børn. Bymiljøudvalget arbejder med at udbrede kendskabet til Naturskolen og planlægger en opgradering af stedet.

Trafikanalyse Sydhavnsgade/Bådehavnsgade /B. Christiansens Gade

  • Bymiljøudvalget arbejder for, at forvaltningen tænker i helhed og ikke i enkelte lokalplaner, når trafikken i området analyseres. De mange byggefelter i samme område ved en stor indfaldsvej får betydning for trafikafviklingen i bydelen.

Grøn jul

  • Hvert år til jul laver bymiljøudvalget workshops, der kan inspirere til bæredygtighed og genbrug. Arrangementerne laves i samarbejde med fx Genbrugsstationen og Sydhavnens Bibliotek, og de indebærer også altid en oppyntning af børnebiblioteket. 

Hjemmeside og nyheder

På lokaludvalgets hjemmeside har miljøarbejdet sin egen side, hvor der dels informeres om lokaludvalgets miljøaktiviteter, men hvor man også kan finde guides til energirenovering, information om biodiversitetspuljen og partnerskabstræer og meget andet. Læs mere på: https://www.kongensenghavelokaludvalg.kk.dk/vores-arbejde/den-lokale-miljoeopgave

Hvad kan miljøopgaven også være

Andre lokaludvalg laver andre typer af natur- og miljøaktiviteter, og miljøopgaven rummer alt fra guidede ture, byttemarkeder, repair caféer, workshops, klimakonferencer og grønne byfester.

I kommer til at høre meget mere om, hvordan den lokale miljøopgave kan gribes an, når der i september afholdes fælles kursus om miljøopgaven på rådhuset for alle lokaludvalg.

Løsning

Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

-

Beslutning

Ann henviste pga tidsmangel lokaludvalgets medlemmer til selv at læse indstillingen. Dette tog lokaludvalget til efterretning.
Til top