Mødedato: 28.04.2022, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus

Høring om tidsbegrænset parkeringszone i Sydhavnen

Se alle bilag
Kgs. Enghave Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til høringen om tidsbegrænset parkeringszone i Sydhavnen.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg: 

1. at lokaludvalget vedtager et svar til høringen om en tidsbegrænset parkeringszone i Sydhavnen.

Problemstilling

Der har gennem en årrække været ønsker fra borgere i Sydhavnen om regulering af parkering for at begrænse parkeringspresset. Derfor er der stillet forslag om, at indføre en 3-timers parkeringszone i Sydhavnen, der forventes at træde i kraft i december 2022.

Forslaget i korte træk:

  • Den tidsbegrænsede parkeringszone oprettes med 3 timers tidsbegrænsning på hverdage fra 08-22.
  • Det betyder, at parkering er gratis for alle, men man kan maksimalt parkere 3 timer i tidsrummet 8-22 mandag til fredag. 
  • Beboere med adresse inden for den tidsbegrænsede zone kan ansøge om beboerlicens. Der udstedes max 1 licens pr. person over 18 år i husstanden. Licensen er gratis og fritager fra tidsbegrænsningen.
  • Virksomheder med adresse i zonen kan få licenser til rene erhvervskøretøjer, der er tilknyttet virksomheden. Der er ikke begrænsning på antal erhvervslicenser. Licensen er gratis og fritager fra tidsbegrænsningen. 
  • Der vil blive etableret en ordning med gæstelicenser. Hver beboer inden for zonen over 15 år kan ansøge om max 10 gæstelicenser pr. person om året. Gæstelicensen gælder for én kalenderdag til det køretøj, som det er udstedt til. 
  • Parkeringszonen med tre timers tidsbegrænsning vil gælde på kommunale veje og private fællesveje inden for det afgrænsede område. Parkeringszonen vil ikke gælde på privat grund/private veje.

Proces:

Lokaludvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen holdt borgermøde om parkeringszonen den 17. marts 2021 kl. 19-21.

Bymiljøudvalget har behandlet høringen og udarbejdet et forslag til høringssvar på deres møde den 31. marts 2022.

Forslaget er i høring på Bliv Hørt, og der er frist for afgivelse af høringssvar den 2. maj 2022, og der træffes endelig beslutning om etablering af zonen i Teknik- og Miljøudvalget i juni. 

Høringsmaterialet og udkast til høringssvar ligger som bilag.

Løsning

Lokaludvalget beslutter et høringssvar med udgangspunkt i forslaget fra Bymiljøudvalget (bilag).

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sekretariatet indsender høringssvaret senest 2. maj 2022.

Beslutning

Lokaludvalget drøftede høringssvaret

Der var fgl. ændringer:

på s. 1, 3. afsnit rettes "uforstående overfor" til "mener vi ikke"

På s. 1, 5. afsnit slettes de sidste to linjer fra "vi mener desuden"

På s. 2 slettes hele 2. og 3 afsnit og omformuleres til "Med hensyn til de foreslåede tidsbegrænsninger, mener vi, at lørdage bør medtages, så der også lørdage er tidsbegrænsning mellem kl. 7 og 22."

På s. 2, 4. afsnit slettes de sidste tre linjer fra "dette er muligvis", og i 5. afsnit tilføjes "og derfor bør der være mulighed for at husstande med kun 1 voksen beboer får 15 gæstelincenser om året".

På s. 2, næstsidste afsnit ændres sidste sætning til "Vi mener ikke, at disse data skal opbevares, og det er formodentlig ikke lovligt i forhold til persondataloven."

På s. 3 tilføjes inden med venlig hilsen: "Lokaludvalget ønsker at ordningen for så vidt angår tiderne for parkeringsbegrænsning evalueres efter 1 år."

Lokaludvalget støttede med disse ændringer udtalelsen uden afstemning.

Sekretariatet sender udtalelsen til Ann til godkendelse inden afsendelse.

Til top