Beslutning: Støtte til alternativt byrum til Anker Jørgensens Plads
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget orienteres om status på arbejdet med at finde et alternativt byrum til brugerne på Anker Jørgensens Plads
2. at lokaludvalget beslutter, om lokaludvalget skal støtte den foreslåede placering på af det alternative byrum på Banedanmarks areal mellem Hørdumsgade og Sydhavn Station.
Problemstilling
Med lukningen af Mozarts Plads er en stor del af pladsens brugere begyndt at tage ophold på Anker Jørgensens Plads og plænen foran Ellebjerg skole. Anker Jørgensens Plads er meget begrænset i sin udformning og er omgivet af bygninger, som forstærker lyden og støjen fra brugere og er dermed en medvirkende faktor til den utryghed, som beboerne rundt om pladsen i stigende grad oplever. Brugerne har ligeledes været meget utryghedsskabende for børnene ved indgangen til skolen. En række aktører har derfor gennem længere tid arbejdet med at afhjælpe eller mindske de gener, der er opstået særligt på Anker Jørgensens Plads og Pios plæne efter lukningen af Mozarts Plads.
Der er ikke mange offentlige arealer i Sydhavnen, hvor kommunen har råderet eller kan lave aftaler med grundejer; for eksempel har AKB København og adspurgte andelsforeninger, der ejer matrikler i området afvist at stille områder til rådighed.
Den foreslåede placering på hjørnet af Enghavevej/Hørdumsgade er ejet af Banedanmark, og undtagen en smal bræmme er arealet udlagt som fredskov. Der kan derfor kun opsættes tungere elementer (borde, bænke, skurkonstruktion) på en tynd stribe. Områdefornyelsen har indgået aftaler om mulighed for brug med ejer, fredningsmyndigheder og leverandører af diverse delløsninger.
For taler:
-
Den alternative lokation imødekommer den lokale efterspørgsel efter handlinger, der letter presset på Anker Jørgensens Plads.
-
Socialfaglige analyser peger entydigt på at placeringen burde kunne fungere. Analyserne vægter
-
At der er forbipasserende, det skaber tryghed for de udsatte borgere.
-
At det er tæt på indkøbsmuligheder – uden at befærdet vej krydses.
-
At politiet kan orientere sig på stedet
-
At det er relativt langt fra bebyggelse (30-50 m)
-
At brugerne selv har givet udtryk for at de kan finde på at bruge stedet (en usikker variabel)
-
-
Der er OK fra ejer; Banedanmark. Socialforvaltningen kan indgå aftale om brug af området.
-
Placeringen er til sammenligning med andre områder i Sydhavnen længst fra naboer og skærmet af en bygning (muligvis HOFORanlæg).
Det er dog sandsynligvis afgørende for den beslutning, der skal træffes i Teknik- og Miljøforvaltningen om valg af Hørdumsgade-arealet som alternativt byrum, at lokaludvalget støtter beslutningen.
Imod taler:
-
Placeringen er lige overfor den uden tvivl største kommercielle succes i Sydhavnen, South Harbour café, som med caféens udvalg, indretning og hjemlige islæt skaber brobygning fra Vesterbro og det nye Sydhavn over til det ”gamle” Sydhavn. Caféens ejer er overordentlig bekymret for caféens fremtid, med disse naboer. Det er navnlig South Harbours nyligt opståede bekymring, der nu får Områdefornyelsen til at genoverveje beslutningen om Hørdumsgade. Områdefornyelsen er født med indsats for understøttelse af erhvervslivet i Sydhavnen, ligesom AKB København har finansieret en erhvervskoordinator til denne indsats.
-
Hjørnet er ”porten” til Sydhavnen, lokale frygter for at Sydhavnens forbedrede ry sættes i spil.
-
Det er blevet påpeget, at mange fodgængere benytter stien langs Hørdumsgade, her i blandt mange skolebørn.
-
Naboerne er meget bekymrede ved udsigten til en drikkegruppe tæt ved. AKB København har bl.a. afholdt to åbne beboermøder (18.12.2018 og 6.2.2019), hvor beboerne har givet udtryk for frustration over manglende løsninger på situationen på Anker Jørgensens Plads, men også bekymring over en alternativ placering ved Enghavevej/Hørdumsgade. AKB ønsker hverken, at brugerne opholder sig på Anker Jørgensens Plads eller at de tilbydes et alternativ ved Hørdumsgade. AKB har peget på 2 alternative placeringer direkte på den anden side af Enghavevej og inde under togbanen (kaldet ”bananen”). Disse placeringer vurderes ikke at være mulig, da den ikke kan finansieres af områdefornyelsens midler og Socialforvaltningen vurderer, at denne placering ikke er socialfagligt ansvarlig grundet manglende sigtbarhed og problemer med andre brugergrupper. Politiet fråråder denne placering pga manglende sigtbarhed samt den tungt trafikerede vej, der skal krydses hen til indkøb.
Hvis der skal findes en aflastning for det pres, brugerne lægger på Anker Jørgensens Plads og dens naboer, er det Områdefornyelsens vurdering, at Hørdumsgade-løsningen er den eneste, der kan realiseres med Områdefornyelsens og Socialforvaltningens hjælp.
I Handleplan for Mozarts Plads fra 2016 fremgår det, at der skal arbejdes med at finde supplerende byrum til socialt udsatte. Handleplanen er udarbejdet af Områdefornyelsens arbejdsgruppe for Mozarts Plads, og er vedtaget af styregruppe for Områdefornyelsen Sydhavnen, der er en bredt sammensat gruppe af beboere, anden aktører (erhvervsliv mv) og lokale forvaltningsrepræsentanter. Et aktørnetværk er blevet nedsat på tværs af aktører i Sydhavnen. Netværket har peget på 3 konkrete handlinger for at afhjælpe generne, herunder offentlige toiletfaciliteter, opstilling af byrumsmøbler på en supplerende alternativ lokation samt positivt byliv på Anker Jørgensens Plads. Disse er igangsat i efteråret.
Socialforvaltningen har med input fra flere andre parter, herunder lokalpolitiet og driftsfolk lavet en grundig analyse af mulige alternative lokationer til små grupper af de brugere og beboere der tidligere sad på Mozarts Plads. Ud fra socialfaglige, byrumsmæssige og politimæssige vurderinger, er der peget på denne lokation.
En nødløsning kan dog være at sætte borde og bænke op på forskellige steder i det gamle Sydhavnen og lade det være op til brugerne på Anker Jørgensens Plads at opsøge disse.
Løsning
Lokaludvalget tager orienteringen om status på arbejdet med at finde et alternativt byrum til Anker Jørgensens Plads til efterretning. Lokaludvalget beslutter, om lokaludvalget i lyset af bekymringer fra borgere, South Harbour og AKB skal støtte placeringen af det alternative byrum ved Hørdumsgade.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Områdefornyelsen orienteres om lokaludvalgets beslutning. Områdefornyelsen tager herefter stilling til, om deres anbefaling til teknik- og Miljøforvaltningen af arealet ved Hørdumsgade som alternativ for brugerne på Anker Jørgensens Plads skal opretholdes.
Beslutning
Lokaludvalget drøftede situationen. Der er stor opbakning til South Harbours bekymring for at en placering ved Hørdumsgade vil skade cafeens omsætning. Der var ligeledes stor bekymring for, at der ikke kan findes et alternativ til anker Jørgensens Plads.
Hans anbefalede at lokaludvalget stemmer imod forslaget om et alternativt byrum ved Hørdumsgade, men at lokaludvalget anbefaler, at man i stedet kigger på arealet foran Center for Afklaring (Sydhavnens Plads) modsat Café South Harbour.
Lokaludvalget besluttede efter en længere diskussion ikke at anbefale løsningen i Hørdumsgade.