Mødedato: 28.01.2021, kl. 19:00
Mødested: Møde via Teams

Ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen

Der er modtaget 5 ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen, der skal behandles på dette møde.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra SV-Folkemødet til at planlægge og udvikle årets folkemøde med det fulde beløb på 65.000 kr.

2. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Jan Lippert til festivalen SV-21 med det fulde beløb på 50.000 kr.

3. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Teater Vingeskudt til forestillingen Stemmebrud med det fulde beløb på 10.000 kr. 

4. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Ørkenfortet til arrangementet Klub Spatiøs med 9.000 kr. Ansøger har søgt om 18.000 kr.

5. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Karens Minde Kulturhus til arrangementet Blossom Festival med det fulde beløb på 14.040 kr.

 

Problemstilling

Ansøgningen fra SV-F 2021 er behandlet af Bymiljøudvalget. De øvrige 4 ansøgninger er behandlet af Kulturudvalget.

Ad 1)  Planlægning og udvikling af SV-F 2021

Foreningen SV-F søger lokaludvalget om 65.000 kr. til at planlægge og udvikle årets udgave af folkemødet, herunder til fundraising. Foreningen havde indsendt en ansøgning til Københavns Kommunes Festivalpulje på 250.000 kr., men kommunen besluttede at holde hånden under de foreninger, der fik støtte af festivalpuljen i 2020, men som pga. covid19-nedlukninger havde haft vanskeligheder med at gennemføre deres arrangementer som planlagt. Denne beslutning betød samtidig, at SV-F med støtte fra lokaludvalget havde indsendt en ansøgning til festivalpuljen, der slet ikke kom i betragtning, fordi foreningen ikke var blandt ansøgerne i 2020, og derfor heller ikke modtog støtte fra festivalpuljen. Hvis SV-F skal nå i mål med deres planer for årets folkemøde, er de derfor afhæng af støtte fra fonde udenfor Københavns Kommune, men fundraising og den øvrige planlægning af folkemødet koster en del ressourcer, som SV-F søger delvis dækning for i Kgs. Enghavepuljen. 

BMU indstiller, at lokaludvalget støtter ansøgningen, da det er et væsentligt projekt for bydelen. Desuden er fundraising en svær post at søge støtte til andre steder, og det er derfor vigtigt, LU støtter denne post.

Ad 2) SV-21

Jan Lippert har søgt lokaludvalget om 50.000 kr. i støtte til afholdelse af den årlige SV-Festival. festivalen planlægges til at blive afholdt i Sydhavnen fra den 5-12. juni 2021, og vil i år have 4 temaer: hhv. ’SV-live’, ’Det unge Sydhavn, ’SV-talk’ og ’SV-camp’. Det første spor består af 25 koncerter med professionel musikscene. Spor 2 er et læringsforløb, hvor mere end 200 lokale børn fra skoler i værkstedsformat arbejder med musik i samspil med andre kunstarter og digital scene. Spor 3 er et konference/debat-forum, og det fjerde spor er en 4-dages talent-camp for kvinder & kønsminoriteter.  

Kulturudvalget har indstillet, at ansøgningen støttes med det fulde beløb.

 

Ad 3) Ansøgning fra teater Vingeskudt til forestillingen Stemmebrud

Teater Vingeskudt søger om 10.000 kr. i støtte til at opføre en performance, Stemmebrud på Østre kapel i uge 42. Der er tale om en forestilling, hvor scenen er en skulpturhave, som publikum anbringes i, og hvor forskellige buster ved hjælp af lys og lyd både vil kunne tale og bevæge sig. Vingeskudt samarbejder med Sydhavns Teater om forestillingen, hvilket ST har bekræftet overfor sekretariatet. 

Kulturudvalget indstiller et ja til det fulde beløb, men ønsker ikke at vores støtte skal gå til forplejning af medvirkende, som også får honorarer.

 

Ad 4) Ansøgningen fra Ørkenfortet til Klub Spatiøs

Foreningen Ørkenfortet søger om 18.000 kr. i støtte til at afholde den årligt tilbagevendende arrangementsrække, Klub Spatiøs. 

Klub Spatiøs er en åben præsentations platform for unge kunstnere inden for alle kunstgenrer. Det er et mulighedsrum, hvor man kan vise det arbejde man laver, alt fra spæde forsøg til færdige værker kan blive præsenteret. Et væsentligt element af Klub Spatiøs, er dialog, sparing og opbygning af fællesskab.

Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med 9000 kr. til de tre første arrangementer og opfordrer ansøgeren til at søge resten hos Vesterbro Lokaludvalg. Kulturudvalget mener i øvrigt at posten ’forplejning til kunstnere og publikum’ (kr. 8000) er for stor og anbefaler en beskeden betaling for maden. 

 

Ad 5) Ansøgning fra Karens Minde kulturhus til Blossom Festival

Karens Minde Kulturhus har søgt om 14.040 kr. i støtte til at afholde Blossom Festival den 4. marts 2021. Festivalen afholdes af foreningen WonderWhy over tre dage, de øvrige to dage foregår arrangementerne på Frederiksberg (Urban13) og i Huset i Magstræde. 

Planen er, at hver aften har sin egen musikalske retning. Om torsdagen i Sydhavnen vil festivalen præsentere en mere afdæmpet aften, hvor nærværet og det intime udtryk er i centrum. En aften som passer til både rummet men også de coronatider, som vi formoder stadig at befinde os i på dette tidspunkt af året. Blossom præsenterer 3 acts (solister eller bands) på én aften. Alle er nøje udvalgt og kurateret.  

Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb.

Løsning

Lokaludvalget drøfter de enkelte ansøgninger og beslutter om lokaludvalget skal følge indstillingerne fra henholdsvis Kulturudvalget, Bymiljøudvalget og Socialudvalget.

Økonomi

Lokaludvalgets bevillinger til den enkelte ansøger tages fra Kgs. Enghavepuljen 2021. Bevillinger gives som en underskudsgaranti, da Lokaludvalget ikke må bidrage til at projekter genererer overskud

 

Beslutning

ad 1) SV-Folkemøde:

Lokaludvalget stemte om indstillingen om at tildele det fulde beløb på 65.000 kr.

Martin stemte imod indstillingen. Alle andre deltagere stemte for indstillingen, som blev vedtaget.

 

ad 2 SV-21

Ingen begærede afstemning. Indstillingen om at bevilge det fulde beløb på 50.000 kr. blev vedtaget.

 

3) Teater Vingeskudt

Marit erklærede sig inhabil og forlod mødet under behandlingen af indstillingen.

Ingen begærede afstemning. Indstillingen om at bevilge det fulde beløb på 10.000 kr. blev vedtaget.

 

 

4) Klub Spatiøs

Ingen begærede afstemning. Indstillingen om delvist at imødekomme ansøgningen ved at tildele et beløb på 9.000 kr. blev vedtaget.

 

5) KM-kulturhus Blossom Festival

Ann, Steen og Asbjørn erklærede sig inhabile og forlod mødet under behandlingen af indstillingen.

Ingen begærede afstemning. Indstillingen om at bevilge det fulde beløb på 14.040 kr. blev vedtaget.

 

 

Til top