Mødedato: 28.01.2021, kl. 19:00
Mødested: Møde via Teams

Orientering om indledende høring om ny metroforplads på Sluseholmen og vedtagelse af høringssvar

Se alle bilag
Teknik- og Miljøforvaltningen vil orientere lokaludvalget om planerne for en ny metroforplads på Sluseholmen, og lokaludvalget skal vedtage et høringssvar.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget tager Teknik- og Miljøforvaltningens orientering om planerne for en ny metroforplads på Sluseholmen til efterretning

2. at lokaludvalget  vedtager et høringsvar med udkast i vedhæftede forslag til udtalelse.

 

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har den 6. januar 2021 sendt "Tillæg 12 til Lokalplan 310 - forslag til metro Sluseholmen" i høring med høringsfrist den 21. januar. Projektleder Berit Jørgensen vil sammen med andre repræsentanter fra forvaltningen orientere om forslaget. Høringsfristen er derfor for lokaludvalgets vedkommende udsat til den 29. januar 2021.

Det fremgår af høringsmaterialet, at baggrunden for forslaget er, at Metroselskabet og fire grundejere har anmodet Teknik- og Miljøforvaltningen om et nyt plangrundlag, da man ønsker at anlægge forplads ved den nye Sluseholmen Metro samt at udnytte rammen i Kommuneplan 2019 til at fortætte bebyggelsen i området langs Sjællandsbroen. Det samlede byggeønske er i størrelsesorden 95.000 m2 heraf 1/3 boliger. 

Høringsmaterialet vedlægges som bilag.

 

Bymiljøudvalget har sammen med sekretariatet lavet et forslag til lokaludvalgets høringssvar, som også er vedlagt.

Løsning

Lokaludvalget tager Teknik- og Miljøforvaltningens orientering til efterretning. 

Lokaludvalget beslutter et høringssvar med udgangspunkt i orienteringen og det vedlagte forslag til høringssvar.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sekretariatet indsender lokaludvalgets høringssvar dagen efter lokaludvalgets møde.

Beslutning

ad1) Projektleder Berit Jørgensen og arkiekt Mikkel Nordberg fra Teknik- og Miljøforvaltningen orienterede om det kommende projekt på Metroforpladsen på Sluseholmen og det planlagte omkringliggende byggeri. Det fremgik af orienteringen, at der planlægges en stibro fra Molestien over Sjællandsbroen til Sluseholmen, at ind- og udkørsel vil ske til vejen Sluseholmen og at der ikke er mulighed for flere tilkørselsveje til det nye område. Der arbejdes med en byggeprocent på 185 og med højt byggeri som støjværn mod Sjællandsbroen/Sluseholmen.

Lokaludvalget stillede bl.a. spørgsmål til skyggevirkninger fra det nye høje byggeri i forhold til stationspladsen og til mulighederne for at parkere ved den nye metrostation.

Lokaludvalget tog orienteringen til efterretning.

ad 2) Lokaludvalget havde enkelte tilføjelser til forslaget til høringssvar. Det skal fremgå at lokaludvalget er bekymrede over den høje bebyggelsesprocent og for at byggeriet mod Sjællandsbroen vil skygge for metroforpladsen.

Sekretariatet skriver ændringerne ind, og sender udkastet til Ann. Når Ann har godkend, kan udkastet sendes til TMF som lokaludvalgets høringssvar.

Til top