Offentlig høring: Forslag til Kommuneplanstrategi
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg.
1. at lokaludvalget godkender vedlagte forslag til høringssvar på den offentlige høring om forslag til Kommuneplanstrategi.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen har den 22. juni 2023 besluttet at sende Kommuneplanstrategi 2023 – Fremtidens klimavenlige hovedstad i 8 ugers offentlig høring. Fristen er d. 29. september 2023.
Referat fra Borgerrepræsentationens behandling af sagen kan ses her: https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Borgerrepr%C3%A6sentationen/m%C3%B8de-22062023/referat/punkt-7
Kommuneplanstrategi 2023 indeholder en samlet vision for Københavns udvikling; ”Fremtidens klimavenlige hovedstad”.
Visionen vil blive omsat til konkrete forslag til løsninger i den kommende Kommuneplan 2024, der lægger rammerne for den fysiske arealudvikling af Københavns Kommune de næste 12 år.
Det fremgår af kommuneplanstrategien, at der med Kommuneplan 2024 laves en fuld revision af kommuneplanen med særligt fokus på de fem nedenstående temaer, som udgør grundstammen i Kommuneplanstrategi 2023 og Kommuneplan 2024:
- Hovedstadens byudvikling og mobilitet
- Boliger og sammenhængende by
- En by med erhverv og studiemiljø
- En sund klimaby med plads til natur, kultur og fritid
- Udvikling med respekt for byens sjæl
Alle interesserede opfordres til at deltage i debatten og komme med bemærkninger, forslag og idéer til kommuneplanstrategien. Alle skriftlige bemærkninger vil indgå i den videre behandling af strategien.
Der er også mulighed for at indsende forslag til konkrete ændringer af den gældende kommuneplan, som man ønsker skal indgå i den kommende Kommuneplan 2024. Disse forslag vil indgå i forvaltningens videre arbejde med forslag til Kommuneplan 2024.
Den fulde høring findes på Bliv Hørt portalen: https://blivhoert.kk.dk/hoering/forslag-til-kommuneplanstrategi-2023
Høringsfristen er d. 29. september 2023.
Lokaludvalgets tre fagudvalg har drøftet forslaget.
På baggrund af fagudvalgenes bidrag har sekretariatet skrevet et udkast til høringssvar, som er vedlagt.
Løsning
Lokaludvalget godkender forslaget til høringssvar
Økonomi
Intet
Videre proces
Da der er høringsfrist den 29. september, mens Sekretariatet er på seminar, skal der indsendes et høringssvar umiddelbart efter mødet.