Høring: Forslag til udvidelse af skolen i Sydhavnen samt ny daginstitution
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget beslutter om der skal afgives et høringssvar vedrørende forslaget til udbygning af Skolen i Sydhavnen samt opførelse af en daginstitution.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt Tillæg 10 til Lokalplan 310 (Teglværkshavnen) i høring med frist den 3. september 2020.
Formålet med lokalplantillægget er at muliggøre et nybyggeri på ejendommen Støberigade 2 til udvidelse af Skolen i Sydhavn samt til en daginstitution.
Skolen i Sydhavnen åbnede i 2015 og er bygget til tre spor. Københavns Kommune har nu behov for at udvide skolen med et nyt spor. Ønsket er at opføre en ny udskolingsafdeling med 7. til 9. klasse på grunden overfor skolen og reorganisere den eksisterende skolebygning, så den rummer 1. til 6. klasse.
Udskolingsafdelingen kombineres i en ny bygning med en daginstitution til 10-12 grupper. Den nye skole bliver en ‘madskole’.
Den nuværende lokalplan, ’Tillæg 4 til lokalplan 310 Teglværkshavnen’, fastlægger anvendelsen af byggefeltet på ejendommen til serviceerhverv. Formålet med lokalplantillægget er således at ændre anvendelsen for ejendommen til skole og daginstitution. Lokalplantillægget fastlægger bestemmelser for anvendelse, nybyggeri, for parkering, byrum og beplantning samt for en støjskærm, der skal beskytte bygning og udendørs opholdsarealer mod støj fra virksomheden MAN Energy Solutions. Lokalplantillægget er i overensstemmelse med Kommuneplan 2019.
Der var planlagt et borgermøde den 18. august, men det blev aflyst, da der ikke var nok tilmeldinger.
Forretningsudvalget foreslår, at lokaludvalget beslutter ikke at afgive et høringssvar, da der ikke har været afholdt et borgermøde, og da lokaludvalget ikke har bemærkninger til forslaget. Alternativt kan lokaludvalget afgive et kort høringssvar.
Høringsmaterialet kan findes på Bliv Hørt Portalen: https://blivhoert.kk.dk/hoering/teglvaerkshavnen-tillaeg-10-lokalplanforslag
Løsning
Lokaludvalget beslutter ikke at afgive et høringssvar, da der ikke har været afholdt et borgermøde, og da lokaludvalget ikke har bemærkninger til forslaget. Alternativt kan lokaludvalget afgive et kort høringssvar.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Afhænger af lokaludvalgets beslutning.
Beslutning
LU har denne kommentar, da borgermødet blev aflyst: Det skal fremgå, at det er betænkeligt at der ikke sættes tilstrækkeligt udeareal af og at det er meget lidt udeareal der tilbydes. Forretningsudvalget bemyndiges til at sende kort høringssvar.