Høring: Lokalplan for Sydhavnsgade (Trekantgrunden) indledende drøftelser
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget drøfter høringen om lokalplanen for Trekantgrunden (Sydhavnsgade) og reaktionerne fra borgerne på borgermødet den 11. juni
2. at lokaludvalget beslutter, hvilke punkter Bymiljøudvalget især skal fokusere på i sit udkast til høringssvar.
Problemstilling
Københavns Borgerrepræsentation har den 9. maj 2019 besluttet at offentliggøre lokalplanforslag "Sydhavnsgade" med tilhørende forslag til kommuneplantillæg og miljørapport.
Høringsmaterialet kan findes på Bliv Hørt-Portalen via dette link: https://blivhoert.kk.dk/hoering/sydhavnsgade-forslag-til-lokalplan-kommuneplantillaeg-og-miljorapport
Der er høringsfrist den 20. august 2019. Lokaludvalget har fået udsættelse med fristen til den 23. august, dvs. dagen efter lokaludvalgets august-møde.
Lokalplanforslaget og kommuneplantillægget muliggør en omdannelse af det nuværende erhvervsområde mellem Sydhavnsgade, Borgmester Christiansens Gade og Scandiagade til et tæt bykvarter med boliger og serviceerhverv. Der muliggøres et samlet etageareal på ca. 115.000 m2, svarende til en bebyggelsesprocent på 185. Bebyggelsen er udformet som en karréstruktur med højder på to-seks etager. Mod Sydhavnsgade muliggøres en kantbebyggelse på op til otte etager, der skærmer området mod trafikstøj fra Sydhavnsgade. Der indgår en daginstitution på 16 grupper (ca. 260 børn) samt mulighed for et plejecenter. Der stilles krav om 25 % almene boliger i området.
Teknik- og Miljøforvaltningen afholdt borgermøde om lokalplanen den 11. juni 2019 på Karens Minde. Ca. 40 borgere deltog i mødet. Ann Vikkelsø vil på lokaludvalgets junimøde give en opsummering, at de vigtigste konklusioner på borgermødet.
Bymiljøudvalget vil på deres møde i august udarbejde et forslag til høringssvar. Til brug for Bymiljøudvalgets overvejelser ønskes en beslutning om, hvilke emner lokaludvalget især skal fokusere på i deres høringssvar. Der er ikke meget tid til at ændre på høringssvaret på baggrund af lokaludvalgets beslutning på august-mødet. Det er derfor vigtigt at tage den indledende drøftelse allerede i forbindelse med dette møde.
Løsning
Lokaludvalget drøfter høringen og beslutter, hvilke forhold Bymiljøudvalget især skal lægge vægt på i deres udkast til høringssvar.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
På baggrund af lokaludvalgets tilkendegivelser udarbejder Bymiljøudvalget et høringssvar, der kan afsendes dagen efter lokaludvalgets møde i august.
Beslutning
Lokaludvalget pegede på, at følgende punkter bør berøres i høringssvaret:
- Antal og placering af plejeboliger
- ikke plejeboliger ud mod Sydhavnsgade
- Heller ikke andre boliger ud mod Sydhavnsgade, da trafikstøj medfører risiko for at dø tidligere
- Der er afsat alt for meget plads til cykelparkering.
Ønskes punkter til høringssvaret skal disse sendes til sekretariatet senest den 5. august. Bymiljøudvalgets forslag til høringssvar bliver behandlet på lokaludvalgets møde den 22. august. Lokaludvalget har fået udsættelse med høringsfristen til den 23. august.