Mødedato: 27.04.2023, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus, stuen på 1.

Ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen

Der er modtaget 7 ansøgninger til behandling på dette møde.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Karsten Møller Hansen til projektet "Repair Café" med det fulde beløb på 6.880 kr. 

2. at lokaludvalget giver delvis støtte til ansøgningen fra Menighedsrådet i Sydhavnen til projektet "Legestue i Kirkeskibet" med 5.000 kr. Der er søgt 13.089 kr.

3. at lokaludvalget giver delvis støtte til ansøgningen fra Buster Filmfestival for børn og unge til den del af Filmfestivalen Buster, der foregår i Sydhavnen, med 20.000 kr. Der er søgt 95.000 kr. 

4. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra The Commedia School til deres projekt "Klovneshow" med det fulde beløb på 7.500 kr-

5. at lokaludvalget tager stilling til ansøgningen fra Curated Works til projektet "Beyond, Between, Along i Sydhavnen".

6. at lokaludvalget giver delvis støtte til ansøgningen fra Karens Minde Kulturhus til arrangementet "Drag Banko" med 15.000 kr. Der er søgt 20.000 kr. 

7. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Nicolai Risbjerg til projektet "Skattejagt - en kunstudstilling" med det fulde beløb på 10.000 kr.

 

Problemstilling

Ansøgning nr. 1 er forbehandlet af Bymiljøudvalget. Ansøgningerne 2-4 er forbehandlet af Socialudvalget, og de sidste tre ansøgninger er forbehandlet af Kulturudvalget.

Ad 1) Ansøgning fra Karsten Møller Hansen til projektet "Repair Café. Der er søgt 6.880 kr. og indstillet det fulde beløb 

Karsten Hansen har på vegne af  Repair Café Sydhavn søgt om 6.880 kr. i støtte til køb af håndværktøj, en brugt symaskine og en kasse på hjul til at opbevare værktøjet i. Repair Café holdt pause under Corona, men kom i gang igen sidste år, bl.a. takket være støtte fra lokaludvalget. Repair Café mødes den 1. torsdag i hver måned på Karens Minde, og alle kan henvende sig for at få hjælp til at få repareret tøj, smykker, husholdningsartikler, computere og meget mere. Formålet i Repair Cafe Sydhavn at reducere affald, ændre forbrugsmønstre og skabe viden om og lyst til grøn omstilling. Det sker ved at invitere brugere til at møde op med ting, der er gået i stykker og få tingen repareret i stedet for at den skal smides ud. Reparatørerne arbejder gratis.

Bymiljøudvalget mener, at der er tale om et godt projekt og indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb på 6.880 kr.

 

Ad 2) Ansøgning fra Sydhavn Sogn til projektet "Legestue i Kirkeskibet". Der er søgt 13.089 kr. og indstillet 5.000 kr. 

Morten Sternberg har på vegne af Sydhavn Sogn søgt om økonomisk støtte til at oprette en legestue i Kirkeskibet. Formålet er, at  skabe et rum for fællesskab og netværksskabelse, hvor forældre på barsel uanset, hvor de bor i Sydhavn og uanset sproglige, kulturelle eller religiøse baggrunde kan mødes til en snak og en kop kaffe, imens deres babyer tumler rundt på gulvet. Legestuen faciliteres af Sydhavn Sogn, hvor der hver gang vil være en ansat til stede. Det er planen at starte legestuen op i juni 2023, og at der skal være åbent i legestuen hver fredag fra kl. 9.30 til 11.30. Der søges om støtte til køb af forskellige former for motoriklegetøj til babyer og småbørn.

Socialudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med 5.000 kr. under henvisning til den meget begrænsede åbningstid på 2 timer om ugen.

 

Ad 3) Ansøgning fra Buster Filmfestival om støtte til den del af filmfestivalen, der foregår i Sydhavnen. Der er søgt 90.000 kr. og indstillet 20.000 kr.

Buster Filmfestival søger om støtte til projektet "Animer din familie" som er en del af festivalarrangementet i Sydhavnen. Ansøger vil i samarbejde med filmkollektivet ‘Gigis’ og forfatter og illustrator Line Malling Schmidt udvikle to sæt undervisningsmateriale henvendt til 4-6 klasse. Undervisningsmaterialet består af materiale, lærerne kan bruge i klassen og materiale til workshops under BUSTER filmfestival 2023. Workshoppen vil blive faciliteret af en animationsinstruktør. Der søges om støtte til i alt 10 workshops for skoleklasser i Sydhavnen.

Socialudvalget finder, at der er tale om et spændende projekt, og indstiller til støtte med 20.000 kr. under henvisning til, at der kan søges om støtte andre steder.

 

Ad 4) Ansøgning fra The Commedia School til projektet "Klovneshow". Der søgt 7.500 kr. og indstillet det fulde beløb. 

The Commedia School har søgt om støtte til at opføre internationalt klovneshow på kultursteder og skoler i Kgs. Enghave. Klovneshowet opføres til glæde og morskab for børn (og deres voksne). Skolen tiltrækker studerende fra hele verden. I år fra lande såsom, Tyrkiet, Finland, Letland, Tyskland, Italien men også fra Danmark. Ligesom performerne er der en del børn i Kgs. Enghave, med anden etnisk baggrund, og mange af dem har aldrig mødt eller set en kunstner fra deres hjemlande. Her får de en unik mulighed sammen med deres dansk-etniske venner for at se unge kunstnere med flere etniciteter. Dette skaber dialog både børnene imellem, men også med de voksne. 

Socialudvalget har via Sekretariatet stillet følgende spørgsmål til ansøgerne:

Hvilke skoler og kultursteder i Sydhavnen vil I/har I kontaktet?

Hvor mange forestillinger planlægger I at gennemføre?

Er der truffet konkrete aftaler med nogle af de steder, hvor I vil lave klovneshow? I givet fald hvilke?

Lokaludvalgets henvendelse er endnu ikke besvaret. Derfor indstiller Forretningsudvalget, at der kan gives tilsagn om fuld støtte under forudsætning af, at ansøgerne senest den 15. maj har besvaret spørgsmålene. Hvis ikke de besvares inden fristen, bortfalder støtten.

 

Ad 5) Ansøgning fra Curated Works til projektet "Beyond, Between, Along i Sydhavnen". Der er søgt 25.000 kr. Der er ikke nogen indstilling, da den afventer supplerende oplysninger. 

Curated Works har søgt om støtte til at gennemføre en byvandring i Sydhavnen den 27. september 2023.

BEYOND, BETWEEN, ALONG er tre byvandringer igennem tre København-bydele (Sydhavn, Nørrebro og Indre By) og et afsluttende debatarrangement på Københavns Museum. På denne byvandring som strækker sig fra det ‘gamle Sydhavn’ ved Mozarts Plads til ‘det nye’ langs Skibbroens boligbyggeri sætter arkitekterne Lawrence Ebelle (Curated Works) og Tyra Dokkedahl (Seriously Fun) fokus på Sydhavnskvarterets historie og identitet samtidig med de diskuterer med lokale borgere og andre interesserede bydelens rivende udvikling de sidste 20 år.

Kulturudvalget har ikke ønsket at vurdere ansøgningen, før den er uddybet. KU har via Sekretariatet sendt følgende spørgsmål til ansøger:

"I planlægger at opstille nogle skilte, som udføres af en lokal kunstner. Er det tanken, at disse skilte skal opstilles permanent? Og er det i givet fald noget, I har søgt om tilladelse til i Københavns Kommune?

I planlægger også at lave en kort film med interviews med de deltagende. Er formålet med videofilmen alene, at den skal vises på debatmødet på Københavns Bymuseum?"

Desuden har Sekretariatet vejledt ansøger om, at en del af byvandringen foregår på Vesterbro (Banegården, Cph Village og Tømmergraven),  og at ansøger derfor har mulighed for at søge om støtte til arrangementet i Vesterbropuljen, som er Vesterbro Lokaludvalgs pulje til aktiviteter på Vesterbro.

Sekretariatet har modtaget svar fra Curated Works. Svaret står med fed nedenfor:

"

I planlægger at opstille nogle skilte, som udføres af en lokal kunstner. Er det tanken, at disse skilte skal opstilles permanent? Og er det i givet fald noget, I har søgt om tilladelse til i Københavns Kommune?

Som det er skrevet i ansøgningen er skiltene et ØNSKE. Hvis de kan finansieres med puljemidler vil vi selvfølgelig søge tilladelse hos Københavns Kommune til at opstille dem MIDLERTIDIG (kun på byvandringens dag d.27. september). Derefter bliver skiltene præsenteret under debatarrangement på Københavns Museum.

I planlægger også at lave en kort film med interviews med de deltagende. Er formålet med videofilmen alene, at den skal vises på debatmødet på Københavns Bymuseum?

Som udgangspunkt skal filmen vises under debatmødet på Københavns Bymuseum som en understøttelse af arrangementets tema. Vi udelukker dog ikke videoens fremtidige brug, skulle dens indhold være relevant i andre sammenhæng.

Endelig har arbejdsgruppen bedt mig om at gøre jer opmærksomme på, at en del af ruten (Banegården, Cph Village og Tømmergraven) ligger på Vesterbro, og at I derfor har mulighed for at søge om støtte til arrangementet i Vesterbropuljen, som er Vesterbro Lokaludvalgs pulje til aktiviteter på Vesterbro.

Mange tak. Det er vi opmærksomme på og søger også midler fra Vesterbro puljen hvis næste frist er d.15 maj

"

 

Ad 6) Ansøgning fra Karens Minde Kulturhus til arrangementet "Drag Banko". Der er søgt 20.000 kr. og indstillet 15.000 kr. 

Karens Minde Kulturhus søger om støtte til at gennemføre 2 gange Drag bank i oktober og november. Det er planen, at drag banko eller lignende skal være tilbagevendende arrangementer. Projektet er et samarbejde med queer-kollektivet "Psych Out South West"  bag navnet står to lokale sydhavnere, Anders og Mikkel, som gerne vil udbrede synlighed og inklusion af queer kultur. 

Ansøger planlægger et performanceshow der kombinerer bankoens folkelighed med drag-verdenens dragende energi - iscenesat med gennemført tematisk oppyntning og festlige stemningsskabende Dj’s.

Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med 15.000 kr. som skal være øremærket til honorarer til performere.

 

Ad 7) Ansøgning fra Nicolai Risbjerg til projektet "Skattejagt - en kunstudstilling".  Der er søgt 10.000 kr. og indstillet det fulde beløb

Projektet ”Skattejagt” er en kunstudstilling samt formidlings- og performanceevent på Sydhavn Station i august og september. Ansøger oplyser, at publikum tages med på en eventyrrejse fra togstation til udstillingens parallelunivers og videre igen til deres næste destinationer.

Udstillingen viser værker af 13 unge kunstnere og består af 5 dele:
1. Indendørs udstilling:
Her vises værker af 6 kunstnere, som arbejder 3 dimensionalt.
2. Plakatfrise
I indgangshallen til Sydhavn Station er 15 plakatstandere, som udsmykkes af kunstner Noah Holtegaard; et farverigt, magisk univers, som handler om at finde sig selv og sin identitet.
3. Billboard
På stationens ydermur er et billboard, som udsmykkes af til offentlig skue hele døgnet.
4. En-dags performance festival
På udstillingen sidste åbningsdag laves et performance-event, med 6 performancekunstnere. Eventet præsenterer bl.a. klassisk musik, moderne dans og performere i skikkelse af forskellige avatars.
5. Formidlingsevent og artist talks.

Kulturudvalget finder, at der er tale om et spændende projekt, og indstiller at den støttes med det fulde beløb. 

Løsning

Lokaludvalget behandler ansøgningerne og beslutter, om indstillingerne fra udvalgene skal følges.

Økonomi

Der er søgt for 177.479 kr. Der er indstillet for 64.380 kr. 

Rest i Kgs. Enghavepuljen, hvis alle kendte indstillinger bliver fulgt: 256.887 kr. Herfra skal trækkes eventuel støtte til indstillingens pkt. 5.

Beslutning

Ad 1. Ansøgning fra Karsten Møller Hansen til projektet "Repair Café"

Indstillingen om at støtte med det fulde beløb på 6.880 kr. blev vedtaget uden afstemning.

 

Ad 2. ansøgning fra Menighedsrådet i Sydhavnen til projektet "Legestue i Kirkeskibet"  - Der er søgt 13.089 kr.

Indstillingen om at støtte delvis med 5.000 kr. blev godkendt uden afstemning.

 

Ad 3. Ansøgning fra Buster Filmfestival for børn og unge til den del af Filmfestivalen Buster, der foregår i Sydhavnen, Der er søgt 95.000 kr. 

Indstillingen om at støtte ansøgningen delvist med 20.000 kr. blev godkendt uden afstemning.

 

 

Ad 4. Ansøgning fra The Commedia School til deres projekt "Klovneshow"

Indstillingen om at støtte med det fulde beløb på 7.500 kr. blev godkendt uden afstemning og med opfordring fra lokaludvalget om eventuelt at tage kontakt til Børnekulturstedet, Huset 2450, hvis der mangler samarbejdspartnere.

 

Ad 5. Ansøgning fra Curated Works til projektet "Beyond, Between, Along i Sydhavnen".

Der var indstilling fra FU om at støtte med 10.000 da kun halvdelen af byvandringen er i Sydhavnen, resten er på Vesterbro / og at skilte kun kan bruges en gang.

Hans stillede ændringsforslag om, at der blev givet afslag på ansøgningen. Lokaludvalget stemte om ændringsforslaget.

Jan Fønss undlod at stemme. Alle øvrige medlemmer stemte for ændringsforslaget, som blev vedtaget.

  

Ad 6. Ansøgning fra Karens Minde Kulturhus til arrangementet "Drag Banko".  Der er søgt 20.000 kr. 

Steen blev erklæret inhabil og forlod lokalet under lokaludvalgets behandling af sagen.

Indstillingen om at støtte ansøgningen delvist med 15.000 kr. blev godkendt uden afstemning.

 

ad 7. Ansøgning fra Nicolai Risbjerg til projektet "Skattejagt - en kunstudstilling"

Indstillingen om at støtte med det fulde beløb på 10.000 kr. blev godkendt uden afstemning.

 
Til top