Nedsættelse af arbejdsgruppe vedrørende hvervning af medlemmer til nyt lokaludvalg
Indstilling
Formanden indstiller til lokaludvalget:
1. at lokaludvalget nedsætter en arbejdsgruppe blandt medlemmerne, der skal komme med forslag til, hvordan lokaludvalget tiltrækker medlemmer til det nye lokaludvalg, der skal nedsættes i marts 2018
2. at der reserveres et rammebeløb på 20.000 kr. af puljemidlerne til afholdelse af borgermøde eller anden oplysende indsats over for borgerne i efteråret 2017.
Problemstilling
Der skal vælges nye lokaludvalg i februar-marts 2018. Da det fremtidsseminar, hvor lokaludvalget bl.a. skulle have diskuteret hvervning af nye medlemmer, blev aflyst, må denne diskussion ske i andre rammer.
Formanden foreslår, at lokaludvalget udpeger medlemmer til en arbejdsgruppe, der i de kommende måneder skal komme med forslag til, hvordan der kan ske en fornyelse i lokaludvalget i forbindelse med valg til lokaludvalg i februar eller marts 2018.
Arbejdsgruppen skal have frie hænder, og må gerne tænke "ud af boksen". Arbejdsgruppens forslag fremlægges til godkendelse af lokaludvalget på lokaludvalgets møde i august.
Hvis arbejdsgruppen når frem til, at der skal afholdes et borgermøde eller andre borgerrettede aktiviteter for at øge opmærksomheden om lokaludvalget, afsættes der 20.000 kr. af puljemidlerne til dette formål. Midlerne tages fra borgerinddragelsespuljen.
Løsning
Lokaludvalget nedsætter en ad-hoc arbejdsgruppe, som til lokaludvalgsmødet i august skal komme med forslag til, hvordan lokaludvalget skal hverve nye medlemmer.
Økonomi
Der afsættes et rammebeløb på 20.000 kr. af borgerinddragelsespuljen, så arbejdsgruppen kan tage denne økonomiske forudsætning med i deres arbejde.
Videre proces
Arbejdsgruppen sigter imod at komme med forslag til lokaludvalgets godkendelse på augustmødet. Dette vil give tid til at borgerrettede aktiviteter kan afholdes i oktober-november.
Beslutning
ad 1) Lokaludvalget besluttede at nedsætte en arbejdsgruppe.
Hans, Annemarie, Steen og Jan blev medlemmer af arbejdsgruppen.
Ad 2) Lokaludvalget stemte om, hvorvidt der skal afsættes et ramme beløb på 30.000 kr.
Bendt undlod at stemme. Alle andre stemte for. Forslaget blev dermed vedtaget.