Høring: Udkast til restaurations- og nattelivsplan 2025
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget drøfter høringsmaterialet og beslutter, om der skal indsendes et høringssvar.
2. at lokaludvalget i givet fald bemyndiger Bymiljøudvalget til at udarbejde og indsende et høringssvar.
Problemstilling
Udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2025 beskriver Københavns Kommunes ambitioner for restaurations- og nattelivsområdet. Planen indeholder oplæg til en fælles vision for nattelivet, miljøplan og en restaurationsplan gældende for perioden 2026-2029. Materialet findes her: Bliv Hørt Portalen
Planen er disponeret i tre dele:
- Del 1: En vision med fokus på at skabe en langsigtet og bæredygtig udvikling af nattelivet, herunder at skabe trygge og ansvarlige rammer for festen.
- Del 2: En miljøplan, der skal understøtte strategier for et balanceret natteliv, herunder at forebygge og regulere miljøgener.
- Del 3: En restaurationsplan, som indeholder vejledende retningslinjer for Bevillingsnævnets arbejde.
Udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2025 er udarbejdet i samarbejde med Københavns Nattelivsudvalg. Nattelivsudvalget består af repræsentanter fra branchen, kulturlivet, unge og nattelivsgæster, detailhandlen, beboere og lokaludvalgene. Derudover er der i udarbejdelsen af Restaurations- og Nattelivsplan 2025 taget højde for:
- Politiske beslutninger i perioden 2022-2025
- Erfaringer fra Restaurations- og Nattelivsplan 2021, herunder arbejdet i Nattelivsudvalget
- Undersøgelses- og dokumentationsarbejde 2022-2025
- Resultater fra et ungeinddragelsesprojekt i 2024
- Erfaringer og praksis fra arbejdet i Bevillingsnævnet
Høringssvarene til udkastet til Restaurations- og Nattelivsplan 2025 vil indgå i behandlingen af planen i Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget, inden planen endelig godkendes i Københavns Borgerrepræsentation.
Høringsmaterialet udgør følgende:
Udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2025
Bilag 1 udgør en undersøgelse af det kulturbårne natteliv i København igangsat af Københavns Nattelivsudvalg. Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget opfordrer til, at hørringsparterne forholder sig til anbefalingerne i rapporten.
Bilag 2 udgør Nattelivsudvalgets bidrag og anbefalingerne til udarbejdelse af udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2025.
Bilag 3 udgør en oversigt over det øvrige materiale, der er taget i betragtning i forbindelse med udarbejdelsen af udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2025, herunder henvisninger til undersøgelser og dokumentationsarbejde foretaget i perioden.
Indre By Lokaludvalg er vært for et borgermøde om udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2025. Borgermødet finder sted den 1. april kl. 19-21:30 i Bethesda, Rømersgade 17
Læs mere om borgermødet her: Info om borgermøde. Tilmelding til borgermødet skal ske med mail til indrebylokaludvalg@okf.kk.dk. Skriv "natteliv" i emnefeltet.
Høringssvar til udkastet til Restaurations- og Nattelivsplan 2025 indgives senest den 24. april 2025.
Løsning
Lokaludvalget beslutter, om der på baggrund af ovenstående orientering skal indsendes et høringssvar fra Kgs. Enghave Lokaludvalg. I givet fald skal lokaludvalget bemyndige Bymiljøudvalget til at udarbejde svaret og lægge det på Bliv Hørt Portalen senest den 24. april 2025.
Økonomi
Intet
Videre proces
Se ovenfor
Beslutning
Forslag til høringssvar fra Lokaludvalget: "Vi har ikke nogen bemærkninger, da høringen ikke vedrører Sydhavnen, men vi ser gerne mere byliv i Sydhavnen."
BMU blev bemyndiget til at afgive høringssvar. Der må gerne rettes i ovenstående forslag.