Mødedato: 27.03.2025, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus

Orientering om Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 10. marts om Københavnerforslaget om en helhedsplan for Bådehavnsgade

Kgs. Enghave Lokaludvalg skal orienteres om Teknik- og Miljøudvalgets beslutning vedrørende Københavnerforslaget om en helhedsplan for Bådehavnsgade.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs, Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget tager orienteringen om Teknik- og Miljøudvalgets beslutning vedrørende Københavnerforslaget om en helhedsplan for Bådehavnsgade til efterretning.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget (TMU) behandlede på sit møde den 10. marts en indstilling fra Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) vedrørende Københavnerforslaget om udarbejdelse af en helhedsplan for Bådehavnsgade. Københavnerforslaget var indsendt af Foreningen Sydhavnens Venner, efter at foreningen i løbet af meget kort tid havde indsamlet de nødvendige 2500 underskrifter, der medførte, at forslaget skal forelægges for Borgerrepræsentationen.

Referatet fra TMUs møde kan findes på Københavns Kommunes side over referater fra udvalgsmøder HER

TMF indstillede, at Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefalede,

 

  1. at godkende, at forvaltningen ikke udarbejder en helhedsplan for Det gamle Sydhavn, Valbyparken, Tippen og Fiskerhavnen.
  2. at godkende, at der udarbejdes en trafikplan for hele Vesterbro/Kongens Enghave, såfremt Borgerrepræsentationen afsætter finansiering i en kommende budgetaftale.
  3. at Københavnerforslaget omkring en helhedsplan for området omkring Bådehavnsgade hermed er håndteret (bilag 2).

Som det fremgår af ovenstående, ønskede TMF at Sydhavnens Venners ønske om en helhedsplan blev erstattet af en trafikplan.

Det fremgår videre af referatet:

Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag (ÆF2) som nyt at-punkt:

”at henvise finansiering til udarbejdelse af trafikplan til Budget 2026, herunder til udvidet borgerinddragelse både i forbindelse med trafikplanen og den igangværende lokalplan.”

Ændringsforslaget (ÆF2) blev vedtaget med 11 stemmer mod 0. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, F, V, Ø og Å

 

Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre og Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag (ÆF3) som erstatning af 1. at-punkt:

 

”at forvaltningen vender tilbage med et bud på, hvordan en helhedsplan kan udarbejdes sideløbende med lokalplanen, så fremtidig planlægning af hele områdets kultur, natur og trafik kan ske uden at det nuværende lokalplansarbejde skal sættes i bero.”

 

Ændringsforslaget (ÆF3) blev vedtaget med 11 stemmer mod 0. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, F, V, Ø og Å

 

Socialistisk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Det er vigtigt for SF, at hele området – Valbyparken, Tippen, det gamle Sydhavnen og Fiskerihavnen – bliver udviklet samlet og med respekt for kultur- og naturmiljøer i området. Det skal lokalplansarbejdet ikke stå i vejen for, at der findes en løsning på.”

Som det fremgår af ovenstående, har TMU besluttet at indstille til Borgerrepræsentationen, at lokalplanen for Bådehavnsgade ikke, som Københavnerforslaget ønskede, sættes i bero, mens der udarbejdes en helhedsplan. TMU besluttede dog at pålægge TMF at fremlægge et bud på, hvordan helhedsplanen kan laves uden udsættelse med arbejdet med lokalplanen.

 

Løsning

Lokaludvalget tager orienteringen om Teknik- og Miljøudvalgets beslutning vedrørende Københavnerforslaget om en helhedsplan for Bådehavnsgade til efterretning.

Økonomi

Intet

Videre proces

Lokaludvalget følger det videre arbejde med Københavnerforslaget, herunder om der afsættes midler på budgettet til udarbejdelse af en helhedsplan.

Til top