Mødedato: 27.02.2020, kl. 19:00
Mødested: ABC-Lokalet, Karens Minde, Wagnersvej 19

Beslutning om anvendelse af Naturskolen på Sydhavnstippen

Kgs. Enghave Lokaludvalg skal drøfte anvendelsen af Naturskolen på Sydhavnstippen og om denne fortsat skal støttes økonomisk af lokaludvalget.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget drøfter anvendelsen af Naturskolen på Sydhavnstippen

2. at lokaludvalget beslutter, om lokaludvalget fortsat skal give støtte af puljemidlerne til Naturskolen

3. at lokaludvalget i givet fald tager stilling til, hvordan de afsatte midler skal anvendes.

 

Problemstilling

Naturskolen på Sydhavnstippen er ejet af Børne-og Ungdomsforvaltningen (BUF), der har den stående som en af i alt 11 naturskoler i Københavns Kommune (en enkelt ligger i Grib Skov). Kgs. Enghave Lokaludvalg afsætter hvert år 10.000 kr. til lokaludvalgets eget projekt "Naturskolen". Dette skete også i forbindelse med vedtagelsen af budgettet for puljemidlerne for 2020 på lokaludvalgets møde den 19. december 2019.

Lokaludvalget har ikke peget på, hvordan det afsatte beløb på 10.000 kr. skal anvendes.

De sidste par år har Naturskolen stået ubrugt hen stort set hele tiden. Den anvendes kun af lokaludvalget i forbindelse med Høstpicnic, og kun i meget begrænset omfang til sit egentlige formål som base for aktiviteter for elever i Folkeskolen. Naturskolen indeholder forskellige redskaber, der kan bruges af elever i folkeskolen til udforskning af Sydhavnstippen.

For at de afsatte midler skal kunne anvendes skal de knyttes sammen med et projekt, som lokaludvalget tager ansvaret for.

Forretningsudvalget indstiller, at lokaludvalget drøfter, om det fortsat giver mening at afsætte midler til Naturskolen. Hvis lokaludvalget finder, at Naturskolen på ny skal danne ramme om aktiviteter, indstiller Forretningsudvalget, at der nedsættes en arbejdsgruppe, der med bistand fra Sekretariatet og i samarbejde med BUF skal forsøge at starte disse aktiviteter. Det kan f.eks. ske ved at arbejdsgruppen tager kontakt til skolerne i Sydhavnen og gør dem opmærksom på Naturskolen og dens muligheder, og at der skabes mulighed for undervisningsforløb af kortere eller længere varighed på Tippen med Naturskolen som base.

Hvis der ikke er interesse for, at lokaludvalget skal søge at skabe fornyet interesse om naturskolen, indstiller Forretningsudvalget, at lokaludvalget meddeler Afdelingen for Bæredygtig udvikling i BUF, at lokaludvalget ikke længere vil støtte Naturskolen økonomisk, og at de afsatte midler på 10.000 kr. tilbageføres til Kgs. Enghavepuljen.

 

Løsning

Lokaludvalget drøfter anvendelsen af Naturskolen. Lokaludvalget beslutter, om der fortsat skal gives et årligt tilskud til Naturskolen af lokaludvalgets puljemidler. I givet fald tager lokaludvalget stilling til, hvordan midlerne kan anvendes.

Økonomi

Lokaludvalget skal under dette punkt skal tage stilling til, om der fortsat skal være afsat et rammebeløb på 10.000 kr. af lokaludvalgets puljemidler til Naturskolen som et af lokaludvalgets egne projekter.

Videre proces

 

Afhænger af lokaludvalgets beslutning.

Beslutning

Mail fra Mikkel og Rune fra naturlegepladsen blev drøftet. Lokaludvalget bemyndigede BMU og miljømedarbejderen til at indgå i dialog med Mikkel og Rune og inden sommerferien fremlægge en plan for anvendelse af de 10.000 kr.
Til top