Drøftelse af skybrudsprojekt fra FL Schmidt grunden
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget drøfter, hvordan lokaludvalget skal forholde sig til planerne om, at skybrudsprojektet fra FL Schmidtgrunden i Valby skal munde ud i enten Gåsebækrenden eller Kgs. Enghave Kanal ("Lorterenden").
2. at lokaludvalget bemyndiger Forretningsudvalget til at gå i dialog med Hofor om den løsning, som et flertal af lokaludvalgets medlemmer peger på som den foretrukne.
Problemstilling
På lokaludvalgets sidste møde den 30. januar, orienterede Mads Dalgaard fra Hofor om, at et skybrudsprojekt fra FL Schmidtgrunden skal føres i store rør under jorden til enten Gåsebækrenden eller Kgs. Enghave Kanal ("Lorterenden").
HOFOR arbejder med tre forskellige løsninger. Den ene lander ved Gåsebækrenden, som skal udvides til vandmasserne, på parksiden, men her er udfordringen, at Valbyparken er fredet. Den anden munder ud ved den anden side af Gåsebækrenden, men med en stor skakt på en del af Hf. Musikbyens kolonihaveområde, mens den tredje opererer med en skakt og udledning via ’Lorterenden’.
På lokaludvalgets møde den 30. januar besluttede lokaludvalget at nedsætte en arbejdsgruppe, der skulle forsøge at finde ud af hvordan det var gået til, at skybrudsprojektets rørføring er endt med at munde ud i Sydhavnen i stedet for den oprindelige plan, som var en kortere rørføring gennem Valbyparken i en åben kanal. Arbejdsgruppen blev samtidig bemyndiget til at forfatte en henvendelse til de rette myndigheder. Arbejdsgruppen består af Hanne Mai, Lise og Asbjørn.
Lise har på arbejdsgruppens vegne udarbejdet udkast til en henvendelse til Hofor (bilag).
Sekretariatet har fra Hofor fået oplyst, at Hofor så snart som muligt vil indstille til sin bestyrelse, hvilken af de tre løsningsmodeller, Hofor ser som den bedste. Derefter vil Hofor bede om at få ændret arealreservationen i Spildevandsplanen fra Valbyparken til arealet ved Gåsebækrenden eller Kgs. Enghave Kanal, som skal anvendes til nedgravning af skakten. Spildevandsplanen vil blive sendt i offentlig høring, inden Borgerrepræsentationen skal træffe afgørelse. Herefter skal der gennemføres en VVM-redegørelse, som også skal i offentlig høring. Hofor oplyser, at den egentlige politiske beslutning om, hvilket areal, der skal anvendes foretages ved vedtagelsen af tillægget til Spildevandsplanen.
Forretningsudvalget indstiller, at lokaludvalget drøfter de tre forslag til placeringen af skakten, og beslutter, hvilket areal, lokaludvalget skal anbefale over for Hofor.
Forretningsudvalget indstiller, at Forretningsudvalget bemyndiges til at gå i dialog med Hofor med henblik på at få gennemført lokaludvalgets ønske til placering.
Løsning
Lokaludvalget drøfter de tre forslag og anbefaler, hvilket løsningsforslag, lokaludvalget foretrækker. Lokaludvalget bemyndiger Forretningsudvalget til at gå i dialog med Hofor om at få indflydelse på valg af areal.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt lokaludvalget beslutter det, vil Forretningsudvalget via sekretariatet forsøge at få et møde med projektleder Mads Dalgaard i Hofor.
Beslutning
Anne orienterede om oplysningerne om den ændrede linjeføring.
Lokaludvalget besluttede uden afstemning at skrive et brev til medlemmerne af Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget, som skal skabe opmærksomhed om den rørføring, Borgerrepræsentationen godkendte i marts 2019, og som Hofor er gået væk fra. Joan og Nina meldte sig til at skrive udkast til brevet. det skal godkendes af FU, iden det afsendes. samtidig bad lokaludvalget de politisk udpegede medlemmer om at kontakte deres politiske repræsentanter og gøre dem opmærksom på sagen.