Mødedato: 27.02.2020, kl. 19:00
Mødested: ABC-Lokalet, Karens Minde, Wagnersvej 19

Ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen

Der er indkommet ti ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen til behandling på dette møde.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg 

1. at lokaludvalget tildeler delvis støtte på 10.000 kr. til Come Dance With Me – en storby i bevægelse. Ansøger har søgt om 20.000 kr. 

2. at lokaludvalget tildeler fuld støtte til Åbent Hus i Huset 2450. Ansøger har søgt om 8.400 kr. 

3. at lokaludvalget tildeler fuld støtte til Copenhagen Street Festival. Ansøger har søgt om 25.000 kr. 

4. at lokaludvalget tildeler fuld støtte til Klub Spatiøs. Ansøger har søgt om 15.000 kr. 

5. at lokaludvalget tildeler delvis støtte på 20.000 kr. til Søndage i Sydhavnen. Ansøger har søgt om 38.450 kr.

6. at lokaludvalget tildeler delvis støtte på 20.000 kr. til Scenekunst og performance - musik i Det Gamle Posthus. Ansøger har søgt om 50.000 kr. 

7. at lokaludvalget tildeler fuld støtte til Oplæsning og Drømmerejser. Ansøger har søgt om 3.300 kr. 

8. at lokaludvalget tildeler fuld støtte til Fritidsfestival arrangeret af piger i Sydhavnen. Ansøger har søgt om 25.000 kr. 

9. at lokaludvalget tildeler delvis støtte på 20.000 kr. til Oplæsningsrække i Sydhavnen. Ansøger har søgt om 22.000 kr. 

10. at lokaludvalget tildeler fuld støtte til CPH DOX i Sydhavnen. Ansøger har søgt om 25.000 kr. 

Problemstilling

De ti ansøgninger er blevet forbehandlet i to af lokaludvalgets tre fagudvalg; det fremgår af hver ansøgning, hvor den er forbehandlet. Lokaludvalgsmedlemmerne kan læse ansøgningerne på Medlemmernes side. 

ad 1) Come Dance With Me – en storby i bevægelse (Kulturudvalget)
Copenhagen Dance Arts har søgt om 20.000 kr. til en række danseworkshops i Sydhavnen i marts og april. En Storby i Bevægelse består af workshops på forskellige lokationer, hvor internationale dansere møder borgere i alle aldre præcis dér hvor de har deres hverdag.
Kulturudvalget synes at det er et godt projekt, men der søges om penge til 10 forestillinger, hvoraf vi kun har hørt om de tre og en af dem er ikke i Kgs. Enghave. Derfor indstiller udvalget, at der bevilges 10.000 kr.  Derudover anbefaler vi at Vesterbro Lokaludvalg søges om de resterende midler. Skulle de andre syv forestillinger blive realiseret, ser vi gerne en ansøgning desangående.

ad 2) Åbent Hus i Huset 2450 (Socialudvalget)
Huset2450 ønsker at afholde et åbent hus-arrangement for Sydhavnens borgere og aktører og folk fra andre dele af København, som ønsker at lave aktiviteter i Sydhavnen. Formålet er at fortælle om, hvad der allerede foregår i huset, om vilkårene for at være en del af huset og mulighederne og potentialerne, der ligger i husets fællesskab. 
Socialudvalget indstiller, at give det fulde beløb på 8.400 kr. , da vi gerne vil bakke op om aktiviteter i Huset2450.

ad 3) Copenhagen Street Festival (Kulturudvalget)
Foreningen Street Copenhagen har ansøgt om 25.000 kr. til at afholde Copenhagen Street Festival 2020. Hovedfokus for årets festival er, at få unge med fra det gamle og nye Sydhavnen. Foreningen samarbejder med lokal aktører, der kan inspirere og motivere unge til at ville disse fællesskaber på sigt eller selv skabe noget lignende, hvor de bor, i samarbejde med Street Copenhagen.
Kulturudvalget mener, at det er et godt og tiltrængt initiativ at involvere de unge i kulturelle aktiviteter i bydelen og indstiller det fulde beløb på 25.000 kr.

ad 4) Klub Spatiøs (Kulturudvalget)
Klub Spatiøs er en åben præsentationsplatform for unge kunstnere inden for alle kunstgenrer, hvor de unge kan vise deres arbejde - alt fra spæde forsøg til færdige værker. Et væsentligt element af Klub Spatiøs, er dialog, sparing og opbygning af fællesskab.
Klub Spatiøs er et godt prøvet projekt som lokaludvalget har støttet før og gerne støtter igen. Kulturudvalget indstiller det fulde beløb på 15.000 kr. med bemærkning om, at vi gerne ser at annoncering og PR rettes imod den brede offentlighed bl.a. gennem gratis medier som Havnefar, i Kgs. Enghave bladet, facebookgrupper m.m.

ad 5) Søndage i Sydhavnen (Kulturudvalget)

Med Søndage i Sydhavnen vil Karens Minde Kulturhus udvide sine tilbud, gøre opmærksom på rollen som Sydhavnens eneste spillested samt åbne op for et andet publikum, end de der kommer til koncerter om aftenen med bands fra det danske vækstlag. Der søges om om 38.450 kr. til koncertrækken.
Kulturudvalget kan kun støtte op om at Karens Minde forsøger at brede sin appel ud til nye målgrupper. Kulturudvalget indstiller 20.000 kr. og anbefaler at resten af pengene findes ved at opkræve entré.

ad 6) Scenekunst og performance - musik i Det Gamle Posthus (Socialudvalget)
Med scenekunst og performance ønsker ansøger at afholde åbne arrangementer/events inden for lyrik, musik, debat, underholdning og foredrag omkring to gange om måneden. Socialudvalget debatterede, om vi skulle støtte med 41.000 kr. (det fulde beløb undtagen anskaffelser) og blev enige om i første omgang at støtte med 20.000 kr. til at afvikle arrangementerne. Bl.a. pga. af tvivl om der er grobund for arrangementerne. Støtten betinges af at arrangementerne afholdes uden for normal arbejdstid for at tiltrække et mangfoldigt publikum fx ved at afholde arrangementer udendørs.
Socialudvalget er forbeholdne over for at støtte anskaffelse af monitor og karaokeanlæg, da disse vil være stedbundne.

ad 7) Oplæsning og Drømmerejser (Kulturudvalget)

Under børnelitteraturfestivalen ”Vi Elsker Bøger”, som løber af stablen på alle Københavns biblioteker, vil Sydhavnens Bibliotek sætte fokus på magien ved læsning og hvordan man kan arbejde med store emner ved hjælp af bøgernes verden. 
Kulturudvalget synes, det er et fremragende projekt og et godt initiativ og indstiller det fulde beløb på 3.300 kr.

ad 8) Fritidsfestival arrangeret af piger i Sydhavnen (Socialudvalget)
Fritidsfestivalen er arrangeret af pigerne i Sydhavnens klubber og ansøger om 25.000 kr. Målet er at lade pigerne være en del af en større proces samt et demokratisk miljø, hvor de skal samarbejde med piger i alle aldre om at sammensætte festivalen. 
Socialudvalget indstiller det fulde beløb, da vi gerne vil bakke op om, at der sker noget for børn og unge i bydelen.

ad 9) Oplæsningsrække i Sydhavnen (Kulturudvalget)
Formålene er med forfatteraftenerne er at samle bogelskere og -nysgerrige fra hele Sydhavnen, skabe aften-liv i kvarteret, styrke relation mellem handelsliv og lokale borgere og ikke mindst skabe hyggelige rammer for bogelskere fra både det gamle og nye Sydhavnen. Ansøger søger om 22.000 kr.  
Kulturudvalget synes, det er et godt projekt, der promoverer kultur i Sydhavnen på en fin måde og indstiller at støtte med 20.000 kr. til honorarer. Vi ønsker ikke at betale for forplejning, men anbefaler at ansøger opkræver et beskedent beløb i entré.

ad 10) CPH DOX i Sydhavnen (Kulturudvalget)
I samarbejde med Karens Minde Kulturhus planlægger vi to store filmvisninger med plads til
cirka 70 gæster pr. arrangement inden for festivalperioden. Filmene er særligt udvalgt, så de
appellerer til brugere af kulturhuset og dermed tiltaler bydelens borgere. Ansøger har søgt om 25.000 kr.
Kulturudvalget synes det er bemærkelsesværdigt at et internationalt brand som CPH DOX også kommer til Sydhavnen og er stolte over at kunne støtte det, og indstiller det fulde beløb på 25.000 kr.

Løsning

Lokaludvalget drøfter de enkelte ansøgninger og beslutter om lokaludvalget skal følge indstillingerne fra henholdsvis Kulturudvalget og Socialudvalget.

Økonomi

Til fristen den 20. januar 2020 er der fordelt på ti ansøgninger søgt om 232.000 kr. Der er indstillet for 171.700 kr.

Lokaludvalgets bevillinger til den enkelte ansøger tages fra Kgs. Enghavepuljen 2020. Bevillinger gives som en underskudsgaranti, da Lokaludvalget ikke må bidrage til at projekter genererer overskud

Videre proces

Sekretariatet giver ansøgerne besked om lokaludvalgets afgørelser. Ansøgninger m.v. på medlemmernes side bliver fjernet efter mødet i henhold til Persondataloven.

Beslutning

1. Indstillingen om at lokaludvalget tildeler delvis støtte på 10.000 kr. til Come Dance With Me – en storby i bevægelse blev sat til afstemning. Ansøger har søgt om 20.000 kr. 

Imod stemte: Hanne Mai og  Johan

Undlod: Lise, Lotte og Hanne

For: alle øvrige medlemmer.

Indstillingen om at tildele delvis støtte på 10.000 kr. blev vedtaget

 

2. Indstillingen om, at lokaludvalget tildeler fuld støtte på 8.400 kr. til Åbent Hus i Huset 2450 blev sat til afstemning.

Indstillingen blev enstemmigt vedtaget

 

3. Indstillingen om, at lokaludvalget tildeler fuld støtte på 25.000 kr. til Copenhagen Street Festival blev drøftet.

Ann stillede ændringsforslag om at støtte med 20.000 kr.

Lokaludvalget stemte om ændringsforslaget

Imod: Steen

Undlader: Johan Lise Stine

For: alle øvrige medlemmer

Ændringsforslaget om at støtte med 20.000 kr. blev vedtaget

 

4. Indstillingen om, at lokaludvalget tildeler 13.000 kr. til Klub Spatiøs blev sendt til afstemning . Ansøger har søgt om 15.000 kr. , men beløbet reduceres til 13.000 kr., da et af arrangementerne allerede er afholdt

Imod: Johan

Undlader: Ann

For: alle øvrige lokaludvalgsmedlemmer.

Ændringsforslaget om at støtte med 13.000 kr. blev vedtaget

 

5. Indstillingen om, at lokaludvalget tildeler delvis støtte på 20.000 kr. til Søndage i Sydhavnen blev drøftet. Ansøger har søgt om 38.450 kr.

Ann, Asbjørn og Steen erklærede sig inhabile og forlod lokalet under behandlingen af punktet.

Imod:  Ingen

Undlader: Johan

For: Alle øvrige medlemmer.

Det blev vedtaget at støtte med 20.000 kr.

 

6. Indstillingen om, at lokaludvalget tildeler delvis støtte på 20.000 kr. til Scenekunst og performance - musik i Det Gamle Posthus blev behandlet. Ansøger har søgt om 50.000 kr.

Jan og Brian erklærede sig inhabile og forlod lokalet under sagens behandling.

 

Imod: Lise, Johan, Hanne Mai 

Undlader: Hanne, Lotte, Stine

For: Alle øvrige medlemmer.

Lokaludvalget vedtog at bevilge 20.000 kr.

 

7. Indstillingen om, at lokaludvalget tildeler fuld støtte på 3.300 kr til Oplæsning og Drømmerejser blev enstemmigt vedtaget.

 

8. Indstilling om, at lokaludvalget tildeler fuld støtte til Fritidsfestival arrangeret af piger i Sydhavnen blev behandlet. Ansøger har søgt om 25.000 kr. 

Nina foreslog, at lokaludvalget imødekom ansøgningen med en bemærkning om at "LU undrer sig over, at de udbudte aktiviteter er så kønsstereotype". Det blev vedtaget uden afstemning at tilføje bemærkningen.

Ved afstemningen om indstillingen stemte Hanne Mai imod, men Johan, Lise og Nina undlod at stemme. Indstillingen om at bevilge det fulde beløb blev vedtaget.

 

9. Indstillingen om at lokaludvalget tildeler delvis støtte på 20.000 kr. til Oplæsningsrække i Sydhavnen blev sat til afstemning. Ansøger har søgt om 22.000 kr. 

Imod: Johan

Undlader: Hanne Mai

For:alle øvrige medlemmer - indstillingen blev vedtaget.

 

10. Indstilling om, at lokaludvalget tildeler fuld støtte til CPH DOX i Sydhavnen blev drøftet. Ansøger har søgt om 25.000 kr.

Ann, Steen og Asbjørn erklærede sig inhabile og forlod lokalet under sagens behandling.

Hanne Mai stillede ændringsforslag om at støtte med 5000 kr.

Imod: Marit, Brian, Jan, Johan, Dan, Nina og Sisse

Undlader: Joan, Hanne

For: Hanne Mai, Lotte, Lise og Hans 

Ændringsforslaget blev ikke vedtaget.

Lokaludvalget stemte herefter om indstillingen om at bevilge det fulde beløb.

 

For stemte: Jan, Dan, Nina, Marit, Sisse og Brian

Imod stemte: Johan, Hans Lise og Hanne Mai

Undlod: Hanne Joan

Forslaget om at bevilge det fulde beløb blev vedtaget.

 

 

 

Til top