Mødedato: 27.01.2022, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus - Stuen på 1.

Forslag til nye offentlige toiletter

Se alle bilag
Kgs. Enghave Lokaludvalg skal drøfte forslag til Teknik- og Miljøforvaltningen om placering af nye offentlige toiletter i Sydhavnen.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

  1. at Kgs. Enghave Lokaludvalg tager Facebook-undersøgelse og input fra Bymiljøudvalget til placering af nye offentlige toiletter i Sydhavnen til efterretning.
  2. at Kgs. Enghave Lokaludvalg drøfter hvor i Sydhavnen, der er behov for nye offentlige toiletter.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget har bedt forvaltningen om at udarbejde en liste over placeringer for nye offentlige toiletter i Københavns Kommune, som skal forelægges Teknik- og Miljøudvalget i foråret 2022.

Teknik- og Miljøforvaltningen ønsker at inddrage alle relevante parter i udarbejdelsen af listen over placeringer for nye toiletter og beder derfor lokaludvalgene om at komme med forslag til, hvor de ser et behov for nye offentlige toiletter samt en begrundelse for, hvorfor den enkelte placering forslås. 

Forvaltningen har opsat en undersøgelse i Maptionaire – et program, hvor man kan plotte sine input ind på et kort – som er delt på Facebook for at få borgernes input. Undersøgelsen løber fra d. 12. – 20. januar. Resultatet af undersøgelsen er vedhæftet.

Bymiljøudvalgets forslag til nye offentlige toiletter:

  • Mozarts Plads (genetablering, som vi regner med kommer)
  • Badezonen ved Teglholmen med placering på Den Grønne Kile
  • Sluseholmen, hvor der allerede er mange gæster. I 2022 forventes det, at der kommer en ekstra badezone for enden af Vesttrappen mod Fordgraven, som givetvis vil betyde endnu flere badegæster.

Et overblik over allerede bestående offentlige toiletter findes på kommunens hjemmeside: https://www.kk.dk/toiletter

Svarfristen er den 28. januar 2022.

Løsning

Forretningsudvalget indstiller, at lokaludvalget drøfter og beslutter, hvor i Sydhavnen der er behov for nye offentlige toiletter.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Sekretariatet indsender lokaludvalgets forslag til placering af nye offentlige toiletter til Teknik- og Miljøforvaltningen. 

 

Beslutning

Lokaludvalget besluttede at følge Bymiljøudvalgets indstilling.
Desuden besluttede lokaludvalget at foreslå nye toiletter på Vestre Kirkegård ved enten Østre Kapel eller ved indgangen til CAB. Lokaludvalget besluttede derudover at pege på, at borgerundersøgelsen på Facebook viser, at mange borgere ønsker at gøre allerede eksisterende toiletter tilgængelige for offentligheden eller helårsåbne. Endelig vil lokaludvalget foreslå, at muligheden for en øget driftsbevilling til Karens Minde Kulturhus bør undersøges med henblik på at gøre nogle af toiletterne der åbne hele året.

 

Til top