Orientering om møde med Socialborgmesteren den 17. september 2024.
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget tager orienteringen om mødet med Socialborgmester Karina Vestergård Madsen til efterretning
Problemstilling
Socialborgmester Karina Vestergård Madsen (KVM) besøgte Sydhavnen den 17. september. Fra lokaludvalget deltog Joan, Steen, Jan F, Anna, Hans, Michael, Bjarne og Dan.
Besøget begyndte på Stubmøllevej/Haydnsvej ved den kommende placering for et botilbud, der efter Socialforvaltningens opfattelse er tiltænkt psykisk syge med et langvarigt stofmisbrug. LU pegede på Hayskolen som en af de nærmeste naboer til botilbuddet. Efter en besigtigelse af byggegrunden, fortsatte mødet på Karens Minde.
Lokaludvalget gjorde opmærksom på, at der er bekymringer både i form af, om beboergruppen vil trække i den gale retning i forhold til, om den gamle del af Sydhavnen kommer på listen over særligt udsatte boligområder og i form af, om de pga. deres misbrug og sygdom vil gøre området mindre trygt at færdes i.
KVM havde forståelse for lokaludvalgets holdning. Hun oplyste, at det nu er ved at blive undersøgt i Socialministeriet, om beboere på botilbud tæller med, når listen over særligt udsatte boligområder sættes sammen.
Fra 2021 kaldes listen ikke længere "ghettolisten". I stedet omtales områderne som henholdsvis forebyggelsesområder, udsatte boligområder, parallelsamfund og omdannelsesområder.
KVM oplyste, at der ikke er truffet endelig beslutning om, hvilken gruppe af beboere, der skal flytte ind i det nye botilbud, og at det er muligt at behovet har ændret sig, når byggeriet er klar til indflytning om ca. 5 år.
Hun lovede, at der snart vil blive nedsat en følgegruppe, bestående af forvaltningsrepræsentanter, beboere fra nærområdet og lokaludvalget.
Hun kunne godt forstå, at lokaludvalget var skeptisk overfor, om Socialforvaltningen ved placering af botilbud overholder reglen i den eksisterende kommuneplan om København som en blandet by. Reglen betyder, at botilbud især for tunge klienter skal spredes over hele Københavns Kommune.
Løsning
Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Joan orienterede om mødet med Socialborgmesteren den 17. september.
Vigtige punkter:
- Borgmesteren lovede at spørge ind til, hvorfor der kun var en naboorientering og ikke et tillæg til lokalplanen.
- Mht frygt for narkohandel, oplyste borgmesteren, at der er meget lidt stationær handel med stoffer. Det fleste bringes ud af "Brune Bude"
- Borgmesteren vil nedsætte en følgegruppe for byggeriet snarest muligt, som lokaludvalget vil blive inviteret til at deltage i.
Lokaludvalget pegede på, at der i forvejen er mange socialt udsatte samt flere botilbud i Sydhavnen, og at dette ikke stemmer så godt overens med kommunens visioner om en blandet by.
Borgmesteren oplyste, at SOF er ved at undersøge, om beboere i botilbud tæller nedad i forhold til kriterierne for særligt udsatte boligområder.