Naboorientering om byggeri af Botilbud på Ellebjergvej 39
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget godkender vedlagte forslag til besvarelse af naboorientering om byggeri af botilbud på Ellebjergvej 39
Problemstilling
Lokaludvalget har den 11. september 2024 modtaget vedlagte naboorientering vedrørende dispensation for lokalplan til byggeri af botilbud på Ellebjergvej 39.
I naboorienteringen redegør Teknik- og Miljøforvaltningen for, at Københavns Kommune som bygherre har en række ønsker om dispensation fra den gældende lokalplan. Det drejer sig om dispensationer fra bl.a. byggeriets højde og bredde og hvor tæt byggeriet kommer til at ligge på naboerne på Haydnsvej.
Naboorienteringen har været drøftet på Forretningsudvalgsmøde, men ikke i fagudvalg. Der er høringsfrist den 2. oktober.
Det er Forretningsudvalgets opfattelse, at det er ret indgribende overfor både naboer og genboer, at bebyggelsen både i højde og bredde i væsentligt omfang overskrider lokalplanens regler.
Derfor foreslår Forretningsudvalget, at lokaludvalget skal gøre Teknik- og miljøforvaltningen opmærksom på, at vi mener at det er problematisk, hvis forslaget ikke kommer igennem en politisk behandling i Teknik- og Miljøudvalget på baggrund af det tillæg til lokalplanen, som vi mener, der bør udarbejdes.
Sekretariatet har udarbejdet vedlagte forslag til høringssvar på baggrund af Forretningsudvalgets drøftelser.
Løsning
Lokaludvalget drøfter et høringssvar med udgangspunkt i vedlagte forslag, udarbejdet af Sekretariatet.
Økonomi
Intet
Videre proces
Høringssvaret skal sendes til Teknik- og Miljøforvaltningen senest den 2. oktober.
Beslutning
På baggrund af bemærkninger fra de to repræsentanter fra EF Ellebjerg, der var mødt til punktet Borgernes Tid, drøftede lokaludvalget naboorienteringen. Der var enighed om at brevet skulle ændres, så EFs bekymringer blev taget med.
FU blev bemyndiget til at udfærdige nyt høringsbrev, som sekretariatet sender ind.
Høringssvaret skal sendes CC til Socialudvalget i KK.
Lokaludvalget og EF Ellebjerg vil holde hinanden gensidigt orienteret.