Mødedato: 26.08.2021, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus Stuen på 1.

Beslutningspunkt ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen

Der er indkommet 6 ansøgninger til behandling på dette møde.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Mit Kvarter (Fællesskaberne) til begivenheden "Løb Mellem Husene" med 15.000 kr. Der er søgt 25.000 kr.

2. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Huset2450 til projektet "Kunstnerisk Forvandling i Fællesskab" med 23.500 kr. Der er søgt 25.000 kr. 

3. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Copenhagen Architecture Festival til projektet "2 Byvandringer i Sydhavnen" med det fulde beløb på 4.800 kr.

4. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Commedia School til projektet "International Klovnefestival i Sydhavnen" med det fulde beløb på 20.000 kr.

5. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Boghandleren Aage og Agnes til projektet "Forfatteraftener i Sydhavnen" med 12.000 kr. Der er søgt 13.200 kr.

6. At lokaludvalget støtter ansøgningen fra CPH Street til festivalen "CPH Street Festival" med 10.000 kr. Der er søgt 25.000 kr.

Problemstilling

Ansøgningen til Løb Mellem Husene er behandlet af Socialudvalget. Ansøgningen 2 byvandringer i Sydhavnen er behandler af Bymiljøudvalget. De øvrige ansøgninger er behandlet af Kulturudvalget.

 

Ad 1: Mit Kvarter/Fællesskaberne søger om 25.000 kr. i støtte til at gennemføre projektet "Løb Mellem Husene"

Løb Mellem Husene er et klassisk løb med en twist. Løberuterne går nemlig igennem forskellige almene boligområder i Danmark, som man måske ikke kender, men som helt sikkert er et besøg værd. I år går løbet gennem Gellerupområdet i Århus samt Valby og Sydhavnen i København. Begge løb afsluttes med en folkefest med mad og drikke.

Løb Mellem Husene blev for første gang afholdt i juni 2019 med stor succes. Her løb ca. 300 mennesker igennem flere af KAB-fællesskabets boligafdelinger i Valby og Sydhavnen. 

Målet er med tiden at udbrede konceptet til at blive en stor national begivenhed bestående af mange lokale Løb Mellem Husene, der hvert år afholdes på samme dag i almene boligafdelinger over hele Danmark.

Ansøgerne ønsker at skabe en åben og aktiv begivenhed, hvor lokale fællesskaber og fysisk sundhed i landets almene boligområder er i centrum.

Dato for afholdelse: 18. september 2021.

Valby Lokaludvalg besluttede på deres møde i juni at støtte en ansøgning til samme begivenhed med 50.000 kr.

Socialudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med 15.000 kr. da det meste af aktiviteten foregår i Valby Lokaludvalgsområde, som derfor bør stå for mere end halvdelen af midler indhentet fra lokaludvalg. Derudover kan vi ikke støtte gavekort til individer og desuden giver vi kun midler til forplejning i begrænset omfang. 

 

Ad 2: Huset2450 søger om 25.000 kr. i støtte til projektet "Kunstnerisk forvandling i Fællesskab"

Ansøgerne oplyser, at der nu er en hel del aktivitet i og rundt HUSET 2450.

Men indendørslokalerne bærer stadig præg af fortiden - der mangler farver, kreativ stemning og inspiration, og det vil vi lave om på! Vi vil at omgivelserne skal være med til at sætte brugernes egen fantasi og skaberlyst i gang.

I løbet at to weekender i september vil Huset2450 invitere lokale børn, unge og familier, både husets nuværende og potentielle brugere, til at i samarbejde med kunstnere og scenografer samskabe en kunstnerisk forvandling af fælleslokalerne (indgangsparti, fællesrum, to mødelokaler, gårdhave). I processen bruger vi blandt andet maling doneret af Paint It Forward og kulisser fra tidligere danseforestillinger. Deltagerne vælger i fællesskab tema, stemning og kunstnerisk udtryk, planlægger og gennemfører forvandlingen og navngiver samtidig de forskellige rum.

Kulturudvalget har indstillet, at ansøgningen støttes med det fulde beløb, dog sådan at støtten til forplejning reduceres til 3.000 kr. så det indstilles at støtte projektet med 23.500 kr.

 

Ad 3: Copenhagen Architecture Festival søger om 4.800 kr. i støtte til projektet "2 Byvandringer i Sydhavnen

Copenhagen Architecture Festival (CAFx) ønsker at få gjort Sydhavnen til en del af årets festival gennem afholdelsen af to gående foredrag i nogle af bydelens mere ukendte hjørner.

Arkitekturfestivalens overordnede tema er i år ‘Omsorgens Landskaber’, og herunder er der fire fokusområder hvor arrangementerne i Sydhavnen vil ligge under området ‘Mangfoldighed og fællesskab’.

 Den ene vandring ‘LIGESTILLING’ vil gå fra Olivia Nielsens Gade til Solbakken kollegium gennem Bavnehøjskvarteret og fortælle om inspirerende rollemodeller med tilknytning til Sydhavnen, som alle har ydet indflydelse på ligestillingen i Danmark. Samtidig fortælles om udviklingen af kvarteret fra de første karreer i 1913 til Bavnehøj Youth Housing i 2019.

 Den anden vandring ‘MANGFOLDIGHED’ vil gå fra Karens Minde Kulturhus gennem selvbyggermiljøet i Hf. Frederikshøj over Vildrosen og Tippen til Fiskerhavnen. Her formidles Sydhavnens særlige tradition for plads til mangfoldighed og den store mængde af inkluderende frivillige fællesskaber, herunder fortællingen om Karens Minde Kulturhus, Børnenes Dyremark, Sydhavnens Folkemøde m.m.

Gennem disse to vandringer formidles den unikke sociale sammenhængskraft på Sydhavnen, samt den historie om mangfoldighed og fællesskab, der har været med til at fremme ligestillingen i Danmark. Hvis det lykkes at få afholdt disse to vandringer i år, vil festivalen se på at få udvidet med en vandring igennem holmene i den nye del af Sydhavnen til næste år.

 

Bymiljøudvalget vurderer, at der er en spændende lokal vinkel (hvor det vilde Sydhavnen præsenteres) – og det får Sydhavnen med i en københavnerfestival. Det er et beskedent beløb, der er søgt, som dækker honorar til turafholder, så festivalens udgifter afholdes af dem selv. BMU indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb på 4.800 kr.

 

Ad 4: Commedia School søger 20.000 kr. til afholdelse af projektet "International Klovnefest i Sydhavnen

I 40 år har der i København ligget den internationale 2-årige teaterskole The Commedia School.

 Skolen udmærker sig blandt andet ved at kunne tiltrække studerende fra hele verden. I år fra lande såsom, Egypten, Norge, Columbia, Sverige, Tyrkiet, Tyskland, Spanien men også Danmark.

Sammen har de studerende på tværs af etnicitet skabt et sjovt klovn-show, som kan vække glæde, latter og måske en enkelt lille tåre. Showet, er et mix af non-verbalt fysisk komik, arabisk, tysk, dansk, norsk og volapyk. Ligeledes er der også mange børn og ældre Sydhavn og Kongens Enghave, der har en anden etnisk baggrund, og mange af børnene har aldrig mødt eller set en kunstner fra deres hjemlande. Derfor er det også helt unikt, at de sammen med deres dansk-etniske venner kan møde og se unge kunstnere, som opholder sig i Danmark af helt andre grunde, end de er vant til. Dette vil skabe dialog mellem børnene og de voksne, plejepersonale og beboer, men også i hjemmene. Humor forener os, humor nedbryder grænser.

Ansøgerne vil gerne spille 6 klovneshows, hvor af et skal være for de ældre på Plejehjemmet Verdishave.

Efter showet vil det være muligt at stille performerne spørgsmål.

 

Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med det fulde beløb, under forudsætning af, at ansøgeren besvarer  nedenstående spørgsmål før Lu-mødet. KU spørger om dokumentation for kontakt med Verdishave, skolerne (hvilke skoler?) og børnekultur.

Hertil har ansøgeren oplyst: 

"Tak for mail. Vi har aftalen med Verdishave på plads. Det er aftalt med aktivitets medarbejderne Lone og Sara, og lederen af stedet ligeledes indover. 

Ditte Marie Størner leder af Børnekulturstedet Karens Minde tlf: [  ], bakker op om projektet og vil være behjælpelig med lokaler, og kontakt til skoler. Ditte er lige kommet tilbage efter barsel og vi har ikke fået alle aftaler på plads, men er i dialog med Vigerslev alle Skole, Ellebjerg Skole og Valby Skole."

 

Ad 5: Aage og Agnes Bøger søger om 13.200 kr. i støtte til at afholde aktiviteten "Forfatteraftener i Sydhavnen"

Ansøgerne planlægger at afholde tre forfatteraftener i efteråret 2021 efter den model der fungerede så godt i 2019: Altså aftener med foredrag og samtale omkring en forfatter eller en bog.

Det vil være en blanding af nye omtalte forfattere, både lokale og ikke-lokale Sydhavnsforfattere.

Erfaringen fra 2019 viste at aftalerne med de enkelte forfattere bedst indgås løbende og i forhold til deres udgivelser og kalender i øvrigt. På nuværende tidspunkt har vi en planlægningsliste, der ser således ud: Eva Tind om Kvinden, der samlede verden; Anne-Lise Marstrand Jørgensen om Margrete 1; Gry Jexen: Kvinde Kend din historie og Fine Gråbøl: Ungeenheden.

Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med 12.000 kr., da lokaludvalget ikke kan støtte udgiften til forplejning (kaffe mv.)

 

Ad 6: CPH Street søger om 25.000 kr. i støtte til at afholde "Copenhagen Street Festival"

Ansøgerne afholder Copenhagen Street Festival 2021 d.18. september.

Det er en festival der har fokus på ungefælleskaber, bæredygtighed og mangfoldighed.

Ansøgerne inviterer alle, der har lyst til at komme til en gratis festival, til en dag med musik, dans, ungescene, og meget mere. Meyers madhus kommer med sund og bæredygtig mad, hvor unge vil hjælpe til i køkkenet.

Ungescenen vil bestå af ungedebat, digte, musik af nye unge artister, live podcast m.m.

Efter en lang corona tid, skal denne dag være for unge og med deres input og emner som de vælger, at have fokus på.

Dagen starter kl 10 og slutter kl 21 og der serveres ikke alkohol.

Frivillige på dagen vil være unge fra hele København, der skal være med til at køre festivalen videre til næste år.

Ønsket er at hylde de unge og have fællesskabet tilbage.

Derfor har ansøgerne inviteret forskellige ungegrupper fra KBH ungeråd, Københavns Kommunes Ungdomsskole, Hjerterum, Tingbjerg ungefælleskab, Mellemfolkelig Samvirke og mange flere, til at bidrage på dagen og mødes på tværs af byen og lære hinanden at kende.

Ansøgerne tror på, at vi har valgt at have fokus på ungefællesskaber, kan skabe en helt unik dag og inspirere til flere events som dette i fremtiden.

Kulturudvalget bemærker: Der mangler lokal forankring. Ingen lokale foreninger er nævnt. Der er ikke anført nogen personlig ansøger. Evt. kan der søges hos Vesterbro. Indstilling 10.000 kr. Hvordan forstås honorarer til foreninger og frivillige på 100.000 kr.?

Sekretariatets bemærkninger: Navnet på den personlige ansøger fremgår af emailen, som ansøgningen er indsendt sammen med. Der er søgt om 50.000 kr. i støtte hos Vesterbro lokaludvalg, der har bevilget 35.000 kr. Sekretariatet har bedt ansøgeren om at uddybe budgetposten "honorarer til foreninger og frivillige" på 100.000 kr. og fået fgl. svar

 

Uddybning af post ’honorar til foreninger og frivillige’

 

Videomateriale/dokumentation v. Serin

5.000 kr.

Visuelt design

15.000 kr.

Projektledelse

40.000 kr.

Global Kidz

10.000 kr.

Honorar for pigefodboldturnering

5.000 kr.

Honorar for drengeturnering

5.000 kr.

Ansvarlige koordinatorer til afvikling på dagen

10.000 kr.

Afholdelse af danseturnering v. Bobby

10.000 kr.

 

 

I alt

100.000 kr.

 

 

 

Løsning

Lokaludvalget behandler ansøgningerne og beslutter om indstillingerne skal følges.

Økonomi

Der er søgt om 113.000 kr. og indstillet 85.300 kr. Der vil være 143.413 kr. til rest i Kgs. Enghavepuljen, hvis alle indstillinger følges.

Videre proces

Sekretariatet sender afgørelserne til ansøgerne snarest muligt efter lokaludvalgets møde.

 

Beslutning

1) Løb mellem husene 

Indstilling om at bevilge 15.000 kr. blev vedtaget uden afstemning.

 

2) Huset 2450 Kunstnerisk forvandling i fællesskab 

Indstillingen om at bevilge 23.500 kr. blev vedtaget uden afstemning

 

3) 2 byvandringer i Sydhavnen

Lokaludvalget stemte om indstillingen om at bevilge fuldt beløb

Johan undlod at stemme , alle andre stemte for

Indstillingen blev vedtaget.

 

4) International klovnefest i Sydhavnen

Indstillet 20.000 kr.

Joan stillede ændringsforslag om at nedsætte støttebeløbet til 12.000 kr., da to af skolerne ligger i Valby

Lokaludvalget stemte om ændringsforslaget

For stemte: Hanne Mai, Jan M,  Hanne B, Rie Marit, Joan, Hans, Dan, Loufti

Imod stemte: Asbjørn, Jan F og Steen

Kirsten, Stine og Johan undlod at stemme.

Ændringsforslag blev vedtaget

 

5) Aage og Agnes Forfatteraftener

Lokaludvalget stemte om indstillingen om at bevilge 12.000 kr.

Imod: Johan

 Hanne Mai, Jan M, hanne mai jan M, Joan og Loufti undlod at stemme

Alle øvrige stemte for

Indstillingen blev vedtaget.

 

6) CPH street festival

Lokaludvalget stemte om indstillingen om at bevilge 10.000 kr. 

 

For: Jan M, Hanne B, Kirsten, Marit, Asbjørn, Hans, Steen og Dan

Imod: Hanne Mai og Rie

Undlod: Jan F, Joan, Stine og Loufti

 

Indstillingen blev vedtaget

 

 

Til top