Mødedato: 26.02.2015, kl. 19:00
Mødested: Loftet, Karens Minde Kulturhus, Wagnersvej 19, 3. sal, 2450 København SV

Information om Projekt Mere Musik til Byens Børn

Ingrid Brandt fra Børne- og Ungdomsforvaltningen orienterer om projekt Mere Musik til byens Børn

Indstilling og beslutning

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

at lokaludvalget tager orienteringen om projektet Mere Musik til Byens Børn til efterretning

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog på budget 2015 at afsætte ekstra midler til den frivillige musikundervisning. Af budgetteksten fremgår det:

Mere musikundervisning

Den frivillige musikundervisningen er populær blandt de københavnske børn, og der er opstået ventelister på byens musikskole. For at sikre at flere af byens børn og unge i deres fritid stifter kendskab til musikken er parterne enige om at afsætte midler til pilotprojektet ”Mere musik til byens børn”.

Der afsættes:

- 1,0 mio. kr. i årlig drift i 2015-2017 til pilotprojektet ”Mere musik til alle byens børn”

- 0,3 mio. kr. i årlig drift i 2015-2017 til styring, dokumentation og evaluering af indsatsen.”

 

I det bagvedliggende budgetnotat står der:

 

”Mere musik til alle byens børn”: Et pilotprojekt med lokal implementering i forvaltningens fem områdeforvaltninger i samarbejde med kulturhusene og lokaludvalgene. Hvert område tildeles 200.000 kr. årligt i tre år med henblik på at gennemføre frivillige musikaktiviteter for børn i skolealderen med afsæt i de lokale fysiske rammer, konkrete lokale eksisterende aktiviteter og potentialer, der er i det enkelte område. Der afsættes endvidere 250.000 kr. årligt til styring, evaluering og dokumentation af indsatsen med henblik på efter tre år at kunne vurdere, om indsatsen er den rette i forhold til at sikre, at mange flere børn oplever en grundlæggende musikalsk prægning i deres barndom”.

For at blive klogere på, hvordan projektet implementeres i Sydhavnen og på lokaludvalgets rolle, har forretningsudvalget inviteret Lederkonsulent Ingrid Brandt, BUF, Område valby/Vesterbro/Kgs. Enghave til at fortælle om forvaltningens planer med projektet.               

Løsning

Lokaludvalget tager Ingrid Brandts oplæg til efterretning.

Økonomi

Punktet har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalget.

Beslutning

Lederkonsulent Ingrid Brandt fra BUF præsenterede projektet Mere Musik for Byens Børn.

Projektet bygger på et analysearbejde af musiktilbuddene til børn i Københavns Kommune, som blev gennemført i 2013-14. I forbindelse med budgetforliget blev man enige om at afsætte 1 mio. kr. om året i 3 år med fokus på de børn, der ikke normalt bruger kommunens musiktilbud. Det er meget vigtigt, at projektet forankres lokalt. I området Vesterbro-Valby-Kgs. Enghave er der afsat 200.000kr. om året i 3 år. Målet er at igangsætte forskellige projekter, der kan køres videre uden central støtte.
BUF er sammen med KFF og Kulturstationen i gang med at kortlægge hvad der eksisterer af tilbud i forvejen for at kunne bygge videre/udbygge disse og tilbyde dem på steder, hvor de ikke tilbydes nu. Der vil blive nedsat et musikudvalg med lokale repræsentanter og repræsentanter fra skolerne. Der skal ikke bruges penge på lokaleleje og instrumenter.
Ann henledte opmærksomheden på Børnekulturstedet, som er det lokale samlingssted for udbud af kulturtilbud til børn. Hun nævnte også lokaludvalgets kulturudvalg samt kulturhusets leder. Ingrid Brandt tager imod oplysninger om lokale kontaktpersoner.

Sekretariatet sender en liste med kontaktpersoner til Ingrid Brandt.
Til top