Mødedato: 26.02.2015, kl. 19:00
Mødested: Loftet, Karens Minde Kulturhus, Wagnersvej 19, 3. sal, 2450 København SV

Lokale sager (Høringssvar Parkering 2015 samt nye vejnavne i Sydhavnen)

Se alle bilag
Kgs. Enghave Lokaludvalg skal orienteres om to lokale sager

Indstilling og beslutning

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget tager orienteringen om høringssvar til parkering 2015 til efterretning.

2. at lokaludvalget orienteres om Nordea Ejendommes henvendelser til Teknik- og Miljøforvaltningen vedrørende Nordea Ejendommes forslag til nye vejnavne på Frederiks Brygge

3. at lokaludvalget beslutter, om lokaludvalget vil bakke op om Nordea Ejendommes forslag til nye vejnavne på Frederiks Brygge

Problemstilling

Angående høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen på høring om parkering 2015:

Kgs. Enghave Lokaludvalg bemyndigede på sit møde den 22. januar 2015 By- og Miljøudvalget til at indsende bemærkninger til forvaltningens forslag til Parkering 2015.

Formanden for Bymiljøudvalget har  den 16. februar fremsendt følgende høringssvar:

Kommentarer til Parkering 2015

 

Kgs. Enghave Lokaludvalg har enkelte kommentarer til det fremsendte materiale om Parkering 2015.

 

Lokaludvalget synes det er godt at der nu bliver lavet en samlet strategi for parkering i Københavns Kommune, som omfatter hele kommunen og hvor der også er stor fokus på cykelparkering.

 

For vores bydel er det vigtigt med fokus på randområderne i forhold til betalingszoner for parkering. Især undersøgelse af langtidsparkering lige uden for betalingszoner, og hvordan dette kan undgås eller i hvert fald reduceres.

 

Kgs. Enghave Lokaludvalg er ikke enige i at det generelt skal etableres flere parkeringspladser omkring stationerne, som er nævnt under de decentralt placerede lokaludvalg. Det kan måske være aktuelt ved enkelte stationer, men dette bør vurderes nøje.

 

Endelig mener Kgs. Enghave Lokaludvalg at parkering for tung trafik er et vigtigt emne, som også skal medtaget i Parkering 2015. Vi har en del parkering for tung trafik i bydelen, og noget af det er uhensigtsmæssigt, da det giver en del tung trafik ad mindre veje igennem beboelsesområder.



Angående forslag til fem nye vejnavne i Sydhavnen:

Vejnavnenævnet i Københavns Kommune bad i november 2014 Kgs. Enghave Lokaludvalg om en udtalelse til Teknik- og Miljøforvaltningens forslag til 5 nye vejnavne i Sydhavnen (Frederiks Brygge). Af høringsmaterialet fremgik det, at forslaget til nye vejnavne var Willy Brauers Gade, H.P. Sørensens Gade, Viggo Christensens Gade, Sigvard Munks Gade og Ove Weikops Gade.

Formanden for Kgs. Enghave Lokaludvalg og formanden for Bymiljøudvalget afgav den 5. december 2014 følgende udtalelse til Vejnavnenævnet:

Hermed bemærkninger til høring med forslag om fem nye vejnavne i Sydhavnen fra Kgs. Enghave Lokaludvalg

Kgs. Enghave Lokaludvalg har ikke kunnet nå at behandle sagen på et møde i lokaludvalget. Det er derfor formanden for lokaludvalget og formanden for bymiljøudvalget, der har udarbejdet svaret.

Formanden for lokaludvalget og formanden for bymiljøudvalget finder, at forslaget til nye vejnavne er meget traditionelt. Formanden henviser til, at der i forvejen er mange veje i Sydhavnen, der har navne efter borgmestre og andre politikere. Dette kan virke forvirrende. Især da de nye navne er ukendte og dermed svære at skelne fra hinanden.

Desuden er de foreslåede vejnavne lange og svære at huske.

På den baggrund kunne det være ønskeligt hvis vejnavnsnævnet kunne hente inspiration til at navngive de nye veje i f.eks. det maritime miljø omkring Teglholmen og Sydhavnens industrielle historie. Derudover er det ønskeligt at navnene bliver kortere og lette at huske.


Efterfølgende er lokaludvalget blevet kontaktet af Nordea Ejendomme, der på eget initiativ har stillet forslag om navngivning af vejene på Frederiks Brygge, jf bilag 1. Vejnavnenævnet har fastholdt de oprindelige forslag til vejnavne. Nordea Ejendomme har på baggrund af Vejnavnenævnets beslutning bedt om foretræde for Teknik- og Miljøudvalget, som træffer den endelige beslutning om hvilke navne de nye veje på Frederiks Brygge skal have, jf. bilag 2.

Indstillingen forventes at blive behandlet på møde i Teknik- og Miljøudvalget den 13. april 2015.

Nordea Ejendomme ønsker lokaludvalgets opbakning til sine forslag til nye vejnavne, som vil blive fremført over for Teknik- og Miljøudvalget på foretrædet den 13. april 2015.

Løsning

Kgs. Enghave Lokaludvalg tager orienteringen vedrørende lokaludvalgets høringssvar til Parkering 2015 til efterretning.

Kgs. Enghave Lokaludvalg drøfter, om lokaludvalget ønsker at bakke op om Nordea Ejendommes forslag til nye vejnavne på Frederiks Brygge.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser

Beslutning

Ann orienterede om høringssvaret til Parkering 2015. Lokaludvalget tog orienteringen til efterretning.

Ann orienterede om forslagene til nye vejnavne i Sydhavnen, og om hvordan Nordea er kommet på banen. Ann synes at Nordeas forslag falder godt i hak med Lokaludvalgets høringssvar og foreslår, at lokaludvalget støtter op om Nordeas forslag.

Ad 1) Godkendt uden afstemning
ad 2) Lokaludvalget søger foretræde ved BMU og PE
3) De politiske medlemmer af udvalget vil rette henvendelse til deres partimedlemmer i BR.
Til top