Mødedato: 26.01.2023, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus, S Loftet

Høring: Udkast til handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser

Se alle bilag
Kgs. Enghave Lokaludvalg skal vedtage et høringsvar til høringen om udkast til handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget drøfter høringen og godkender Forretningsudvalgets forslag til et høringssvar.

Problemstilling

Københavns Kommune har udarbejdet et udkast til en ny handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser. Udkastet til handleplan kan læses her: https://blivhoert.kk.dk/hoering/udkast-til-handleplan-mod-racisme-etnisk-diskrimination-og-hadforbrydelser

Udkastet er udarbejdet gennem inddragelse af københavnere, eksperter, praktikere og relevante organisationer, som har haft mulighed for at drøfte lokale udfordringer og komme med forslag til handleplanen. Udkastet indeholder en beskrivelse af baggrunden for handleplanen samt afgrænsning af målgruppe, begrebsafklaring, 6 fokusområder og tidsramme. Udkastet til handleplanen indeholder 9 konkrete tiltag, som forventes gennemført i 2023. Der er afsat et samlet beløb på 4.05 mio. kr. til gennemførsel af indsatser i 2023. Efter denne høring forventes handleplanen genforelagt for relevante politiske udvalg og Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse i første halvdel af 2023. I den endelige version vil de 9 indsatser, som gennemføres i 2023 være uddybet, ligesom handleplanen vil være layoutet.

Københavns Kommune har fastsat høringsfristen til den 30. januar 2023.

Forretningsudvalget har udarbejdet et forslag til et kort høringssvar. Dette er vedlagt som bilag.

 

Løsning

Lokaludvalget drøfter høringen og godkender Forretningsudvalgets forslag til høringssvar.

Økonomi

Intet

Videre proces

Sekretariatet indsender høringssvaret inden fristen den 30. januar.

Beslutning

Steen foreslog, at der skulle en linje ind, om  at der ikke er foretaget københavnerinddragelse pga den korte høringsfrist

Med denne tilføjelse blev indstillingen godkendt.

Til top