Mødedato: 25.11.2021, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus møde Stuen på 1.

Ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen 2022

Kgs. Enghave Lokaludvalg har modtaget 8 ansøgninger til Kgs. Enghave-puljen for 2022, der skal behandles på dette møde.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1) at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Lene Omann Andersen til projektet Aktiviteter i Byhaven I Scandiagade 2022 med det fulde beløb på 6.730 kr.

2) At lokaludvalget støtter ansøgningen fra Klaus Scheuer til projektet Svaneøen med det fulde beløb på 16.000 kr.

3) at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Kvartershuset til projektet ” 3 børneshows” med det fulde beløb på 17.075 kr.

4) at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Foreningen Sydhavnens Seniorer til projektet ”2 forestillinger for ældre” med det fulde beløb på 19.275 kr.

5) at lokaludvalget meddeler afslag på ansøgningen fra Assemble Theatre Collective til projektet ”Out of the blue”. Der er søgt 18.750 kr.

6) at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Karens Minde Kulturhus til projektet ”Burlesque Banko på Karens Minde” med det fulde beløb på 40.000 kr.

7) at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Karens Minde Kulturhus til forestillingerne ”Karens Comedy Club” med det fulde beløb på 12.000 kr.

8) at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Chanet Deleuran til projektet ”Fortællingens Dag – Lev vigtigt” med det fulde beløb på 11.680 kr.

Problemstilling

Ansøgning 1 og 2 er behandlet af Bymiljøudvalget. De øvrige ansøgninger er behandlet af Kulturudvalget.

Ad 1) Ansøgning om støtte på 6.730 kr. til aktiviteter i byhaven i Scandiagade i 2022

Ansøgningen skal se i sammenhæng med ansøgning om støtte af Kgs. Enghavepuljen for 2021 til vinterpleje af Byhaven i Scandiagade – se forudgående dagsordenspunkt. Ansøgeren er i gang med at starte en forening op, der skal stå for pleje af Byhaven i Scandiagade. Til dette formål søger hun om støtte til indkøb af en række materialer og haveredskaber. Om foreningens opstart oplyser ansøgeren følgende:

” I starten af året vil der blive lavet en facebookside vedr. Byhaven, den vil være tilgængeligt for alle. Der startes tidlig om året med at sætte infosedler på omkring byhaven, samtidigt vil det blive annonceres at der holdes infomøder i februar omkring byhaven. De som vælger at være med, vil være fordelt på forskellige dage om ugen. En dag om ugen, tirsdag, er afsat til personer med psykiske lidelse kan komme og være med til at passe haven. Og fra februar vil personerne blive screenet til det. I år vil der være to så-perioder: forår/sommer og sommer/efterår. Så fra februar bliver der begyndt at spire med frø, så de kan sættes ud i marts/april. Og når de er sat i haven – går man i gang med frø til sommer. Og fra marts vil vi begynde og gøre de tomme højbed klar til at man kan så, så første forår-sommer såning. Derefter går vi i gang med at luge ukrudt, klippe hæk, få bundet de nye buskeskud op. Omkring slutningen af maj beskæres frugtbuske så folk kan komme til bærrene og igen i slutningen af august. Når vi høster de modnet grøntsager vil vi få lidt selv, men det meste vil blive givet til beboere i området via infoseddel i haven og via karmagruppen. Efter første høst vendes jorden for rodsystemer og derefter plantes igen. Og vi begynder at gøre klar til vinteren.”

Ansøgeren oplyser, at foreningen vil være åben for alle. Hun forventer, at der vil være 10-15 deltagere til de forskellige aktiviteter.

 

Ad 2) Ansøgning fra Klaus Scheuer om støtte på 16.000 kr. til projektet Svaneøen

Ansøgeren bor på Sluseholmen. Han oplyser, at En række beboere på Sluseholmen, ønsker at etablere en yngle ø til vores svanepar, der når det lykkedes, sammen med deres ællinger er til stor glæde for områdets beboere.

Det er tanken at etablere en ponton af en kvalitet der kan holde i minimum 10 år, hvilket stiller store krav til materialer og udførelse. Fortøjning og tilstrækkelig afmærkning er en forholdsvis stor post, så det samlede beløb løber op i kr. 22.000, - incl. Moms, eventuelle merudgifter vil blive finansieret via en indsamling i området.

Ifølge ansøgningen skal projektet iværksættes i foråret 2022. Ansøgeren har imidlertid offentliggjort billeder på Sluseholmens side på Facebook af Svaneøen, der fremstår som et færdigt projekt.

Sekretariatet har haft en dialog på email med ansøgeren, som oplyser, at projektet kun er delvist færdigt, idet det mangler anker og forankring, og det er til materialer og arbejdsløn til dette, at han søger om 16.000 kr. i støtte.

Bymiljøudvalget har indstillet, at ansøgningen støttes med det fulde beløb, hvis Svaneøen ikke er etableret.

Sekretariatet vurderer, at et projekt, der endnu ikke er færdiggjort sandsynligvis kan støttes for den del, der ikke er færdiggjort, indenfor lokaludvalgets puljemiddelkriterier, der fastslår at der ikke gives støtte til allerede afholdte projekter.

 

Ad 3) Ansøgning fra Kvartershuset om støtte på 17.075 kr. til aktiviteten ”3 børneshows”.

Kvartershuset søger om støtte til at afholde 3 underholdningsshows for børn i løbet af 2022. Kvartershuset vil gerne arrangere shows for børn i lokalområdet, som alle har råd til. Børnene kan møde nye venner og blive underholdt, og forældre kan skabe nye netværk. De tre shows vil være med henholdsvis ”Trolde og Tormod”, ”Cirkus Big” og ”Hr. plys fra Lalandia”. Der forventes 50-75 deltagere pr. show og målgruppen er mindre børn og deres familier.

Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb under henvisning til, at der er en god egenbetaling og at kulturudvalget regner med, at der vil være et stort publikum til forestillingerne.

 

Ad 4) Ansøgning fra Foreningen Sydhavnens Seniorer om støtte på 19.275 kr. til projektet ”2 forestillinger for ældre”.

Ansøger ønsker støtte til gennemførelse af 2 forestillinger for ældre i første halvår af 2022 med henholdsvis Søs Egelind og Ghita Nørby og Lars Hannibal. Forestillingerne vil blive opført i Kvartershuset, og ansøger forventer ca. 100 deltagere pr. forestilling. Målgruppen er ældre (60+), som er bosat i Kgs. Enghave, og arrangementerne er åbne for alle i denne målgruppe.

Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb.

 

Ad 5) Ansøgning fra Assemble Theatre Collective til projektet ”Out of the blue”.

Ansøgere har søgt om støtte på 18.750 kr. til “undersøgelse og kreativ udvikling” fasen i “Out of The Blue” – et samarbejdende teaterprojekt skabt med borgere som bor og arbejder i Københavns havneområde i Kgs. Enghave bydelen. Der søges støtte til første fase i projektet ”Out of the blue”, der en borgerinddragelsesproces omkring havnen. Projektet består en undersøgelsesperiode (drevet af Kulturhavn), en 1-dags workshop med 8 borgere og 4 kunstnere, der sammen skal skabe indhold til en forestilling om forskellige problemstillinger omkring havnen samt en offentlig visning af workshoppens fund. Resultaterne af denne fase skal munde ud i små forestillinger der i sommeren 2022 skal kunne vises for havnens beboere og brugere samt interesserede turister (denne del er dog ikke inkluderet i dette projekt).

Kulturudvalget indstiller, at der meddeles afslag på ansøgningen, som er uklar og rodet. Ansøgning og budget bør gennemarbejdes mere.

 

Ad 6) Ansøgning fra Karens Minde Kulturhus om støtte på 40.000 kr. til projektet ”Burlesque Banko på Karens Minde”

Kulturhuset søger om støtte til gennemførelse af Burlesque banko foreløbig 5 gange i sommeren 2022. Ansøger beskriver projektet som et farverigt og overraskende show, som Sydhavnen ikke har set det før. En sjov og pirrende helhedsoplevelse, der blander det bedste fra to verdner; bankoens folkelighed og burlesque-verdenens dragende – lidt frække – mystik.   

Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb, og bemærker, at projektet er tænkt som en tilbagevendende begivenhed, som lokaludvalget vil kunne støtte i begyndelsen.

 

Ad 7) Ansøgning fra Karens Minde Kulturhus om støtte på 12.000 kr. til projektet Karens Comedy Club

Kulturhuset søger støtte til at gennemføre Comedy Clubs 8 gange i foråret og efteråret i cafeen på Karens Minde. Der vil være 6-8 komikere ”på”, som hver får en peride med åben mikrofon, hvor de laver stand up comedy – for at lede de unge komikere helskindet gennem showet kræves der en erfaren vært, og det er disse værter, der søges som støtte til at honorere.

Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb, da der mulighed for at give nye lokale kunstnere en optræden.

 

Ad 8) Ansøgning om støtte på 11.680 kr. til aktiviteten ”Fortællingens dag – Lev Vigtigt”

Chanet Deleuran søger om støtte til at gennemføre Fortællingens Dag den 26. januar på Karens Minde Kulturhus. Fortællingens Dag gennemføres over hele landet på samme dag. Formålet er at udbrede den mundtlige fortælling og at give publikum en inkluderende kulturel oplevelse med nærvær, dialog og fællesskab. Ambitionen er at lave en samlende kulturbegivenhed, der gavner fællesskabsfølelse og dialog i Kgs. Enghave bydel, og som samtidig slår et slag for den mundtlige fortællings store kulturelle værdi.

Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen tildeles det fulde beløb, da det er en god tradition, der rammer Karens Minde.

Løsning

Lokaludvalget behandler ansøgningerne og beslutter, om indstillingerne fra Kulturudvalget og Bymiljøudvalget skal følges.

 

Økonomi

Der er søgt om 141.510 kr. af 2022-puljemidlerne. Der er indstillet 122.760 kr. Under forudsætning af, at lokaludvalget godkender indstillingen om budget for 2022-puljemidlerne, vil der være afsat 1.050.300 kr. til Kgs. Enghavepuljen i 2022. Hvis alle indstillinger følges, vil der være (1.050.300 - 122.760) 927.540 kr. til rest i Kgs. Enghavepuljen.

Videre proces

Sekretariatet sender afgørelserne til ansøgerne snarest efter mødet.

Beslutning

ad 1) Ansøgning fra Lene Omann Andersen til projektet "Aktiviteter i Byhaven I Scandiagade 2022".

Lokaludvalget stemte om indstillingen om at støtte med det fulde beløb på 6.730 kr.

Rie undlod at stemme, alle alle andre stemte for. Indstillingen blev vedtaget.

Det skal fremgå af tilsagnsbrevet, at hvis der kommer nye ansøgninger, er det en forudsætning, at der er dannet en forening, der kan bakke op om arbejdet med byhaven.

 

ad 2) Ansøgning fra Klaus Scheuer til projektet Svaneøen

Lokaludvalget stemte om indstillingen om at bevilge det fulde beløb på 16.000 kr.

Steen, Rie, Joan og Jan M. undlod at stemme, alle øvrige stemte for indstillingen, der blev vedtaget.

Det skal fremgå af tilsagnet, at det er en forudsætning at der er givet/gives tilladelse til øen fra By og Havn.

 

Ad 3) Ansøgning fra Kvartershuset til projektet ” 3 børneshows” 

Lokaludvalget stemte om indstillingen om at bevilge det fulde beløb på 17.075 kr.

Indstillingen blev enstemmigt vedtaget

 

 

ad 4) Ansøgning fra Foreningen Sydhavnens Seniorer til projektet ”2 forestillinger for ældre”

Lokaludvalget stemte om indstillingen om at bevilge det fulde beløb på 19.275 kr.

Jan F undlod at stemme. Alle andre stemte for indstillingen, som blev vedtaget.

 

ad 5) Ansøgning fra Assemble Theatre Collective til projektet ”Out of the blue”

Lokaludvalget stemte om indstillingen om at meddele afslag på ansøgningen. Indstillingen blev enstemmigt vedtaget.

 

ad 6) Ansøgning fra Karens Minde Kulturhus til projektet "Burlesque Banko"

Steen erklærede sig inhabil og forlod lokalet under sagens behandling.

Indstillingen om at støtte med det fulde beløb blev enstemmigt vedtaget.

 

ad 7) Ansøgning fra Karens Minde Kulturhus om støtte til projektet "Comedy Club".

Steen erklærede sig inhabil og forlod lokalet under sagens behandling.

Indstillingen om at støtte med det fulde beløb blev enstemmigt vedtaget.

 

ad 8) Ansøgning fra Chanet Deleuran til projektet ”Fortællingens Dag – Lev vigtigt”

Der var enighed om, at det ansøgte beløb nedsættes med 2000 kr. til 9.680 kr., da billetindtægten på 2000 kr. ikke var modregnet i udgifterne i budgettet.

Indstillingen om at støtte med 9.680 kr. blev enstemmigt vedtaget.

 

Til top